tarantino unrestrained

Jeg har høflig talt ikke været særlig begejstret for anden halvdel af Quentin Tarantinos karriere. Han har for mig mistet den emotionelle tyngde fra hans bedste film (Kill Bill Vol. 1 -2 og Jackie Brown), mens hele hans univers og skabninger paradoksalt nok føles mere infantile, end den yngre Tarantino nogensinde tillod. Af mandens sidste fire film er Django Unchained dog den film, jeg bryder mig mest om, for der er snerten af noget emotionelt til stede, nogle stumper af hjerte. Når Tarantino udfolder sin voldelige hævnwestern som en fabel om at kæmpe for sin elskede, er Django Unchained virkelig god. Når han fokuserer på det umage venskab mellem to gode mænd, føler man noget. Men desværre er Django Unchained også vædet ind i Tarantinos sorte, absurde humor, der er mere pinlig end sjov, og manden forfalder noget så bragende til oppustet selvfedme og egengratulerende tilbøjeligheder. Tarantino er langtfra den skarpe forfatter, som han tidligere var (der er to massive plothuller, som han fylder med luft for at nå derhen, hvor han ønsker, uafhængigt af filmens eget eksistensønske), og hans western lider af så overlang en spilletid, at man mod slutningen næste har glemt, hvad man egentlig godt kunne lide ved filmen. For der er virkelig ting at lide, især i filmens første time, og så har Tarantinos værker unægteligt stadig en sitrende filmenergi. Der er ligeledes en fantastisk hæsblæsende skudduel i filmens anden halvdel, og spillerne gør et bragende godt stykke arbejde. En empatisk Christoph Waltz og en sydende ond Leonardo DiCaprio er nemme at celebrere, men Jamie Foxx’s underspillede helt er en overset force, og Kerry Washington troværdiggør alle redningskampe. Django Unchained har momenter af den Tarantino, som jeg elsker, men at han nogensinde skaber noget igen, som jeg falder hengivent og overrumplet for, det er jeg sikker på ikke kommer til at ske.