Coen På (noget der ligner, men ikke er) Nordjysk
2.0
Ole Bornedal prøver med sin nye film at overføre Coen-brødrenes quirky univers til den danske filmskat.
Når man oversætter, er det ikke nok at tage en kildetekst og bare smide den hovedkulds ind i Google Translate og håbe på at der kommer en nogenlunde brugbar måltekst ud af det. Der skal tages hensyn til ordstilling, verber, præpositioner ... Alle de små ting som let kan virke som irrelevante, for når bare man låner fra noget der virker i ét land, burde det da automatisk også virke i et andet land, right? Not true.
Og det er her Bornedal fejler. Det absurde plot virker ellers som noget, der burde være hylende morsomt om to midaldrende håndværkere, der vælger at hyre en lejemorder til at slå deres ulidelige koner ihjel. Referencerne til mesterværket "Fargo" er overvældende, lige fra small-town settingen henover de quirky karaktertræk til wide-shots af de grågrønne marker.
Men her ophører ligheden også. For hvor Coen-brødrene genuint virker til at elske deres, i bund og grund, uelskelige karakterer; protagonister som antagonister, virker det her som om at Bornedal ikke har andet end afsky til overs for sin nordjyske hjemstavn. Figurene er så grovt karikerede at det er tæt på fornærmende og så hjælper det heller ikke meget at Ulrich Thomsen og Nicolas Bro aldrig formår at lyde naturlige i den påtagede dialekt og derved falder næsten samtlige jokes til jorden. Dette starter derved en kædereaktion, som også får det potentielt hamrende morsomme plot til at virke umådeligt langstrakt og far-fetched.
Nu siger jeg ikke, at Bornedal afskyr Nordjylland, men det virker ihvertfald sådan, når vores to forsmåede "helte" vælter rundt og snakker om tissemænd og bryster. Der er ingen finføling, ingen små, underspillede momenter, der kan tage form. Mange af filmens jokes trækkes derimod i så eksplicitte langdrag at man, med nærmest kirurgisk præcision, kan udpege stedet, hvor joken faldt til jorden som den halvbagte idé den var.
Ret skal være ret: Selv en blind høne finder korn. I en film, hvor one-linerne hænger som perler på en snor er der selvfølgelig et par grin, der går hjem. Her skal især Ole Thestrup nævnes som en ussel advokat i en kort rolle, der køres hjem på Thestrup-rutinen, men som alligevel virker perfekt. De to lejemordere er også velcastede; omend de også skal trækkes så langt ned i stereotypernes mudrede sump at de næsten kvæles, men der er bestemt også et par grin at hente ... Og nå jo: Så er Mia Lyhne smaddergo' til at se forvirret ud.
Nu kunne man så passende sige: "Jamen, er humor ikke subjektiv?" Jo, bestemt. Og derfor vil mange givetvis falde for de umådeligt platte indslag, men når der slet ikke lægges nogen flid i de underlødige jokes, synes jeg hurtigt at 90 minutter bliver alt for lang tid. Selv de to teenagere, der sad på samme række som mig, smilede kun et par gange. Og hvis ikke man kan få teenagere til at grine af pik, patter, røv og mænd i dametøj, har man, i min optik, fejlet ... Grumt!
2 små stjerner for de par grin, der trods alt er.
Når man oversætter, er det ikke nok at tage en kildetekst og bare smide den hovedkulds ind i Google Translate og håbe på at der kommer en nogenlunde brugbar måltekst ud af det. Der skal tages hensyn til ordstilling, verber, præpositioner ... Alle de små ting som let kan virke som irrelevante, for når bare man låner fra noget der virker i ét land, burde det da automatisk også virke i et andet land, right? Not true.
Og det er her Bornedal fejler. Det absurde plot virker ellers som noget, der burde være hylende morsomt om to midaldrende håndværkere, der vælger at hyre en lejemorder til at slå deres ulidelige koner ihjel. Referencerne til mesterværket "Fargo" er overvældende, lige fra small-town settingen henover de quirky karaktertræk til wide-shots af de grågrønne marker.
Men her ophører ligheden også. For hvor Coen-brødrene genuint virker til at elske deres, i bund og grund, uelskelige karakterer; protagonister som antagonister, virker det her som om at Bornedal ikke har andet end afsky til overs for sin nordjyske hjemstavn. Figurene er så grovt karikerede at det er tæt på fornærmende og så hjælper det heller ikke meget at Ulrich Thomsen og Nicolas Bro aldrig formår at lyde naturlige i den påtagede dialekt og derved falder næsten samtlige jokes til jorden. Dette starter derved en kædereaktion, som også får det potentielt hamrende morsomme plot til at virke umådeligt langstrakt og far-fetched.
Nu siger jeg ikke, at Bornedal afskyr Nordjylland, men det virker ihvertfald sådan, når vores to forsmåede "helte" vælter rundt og snakker om tissemænd og bryster. Der er ingen finføling, ingen små, underspillede momenter, der kan tage form. Mange af filmens jokes trækkes derimod i så eksplicitte langdrag at man, med nærmest kirurgisk præcision, kan udpege stedet, hvor joken faldt til jorden som den halvbagte idé den var.
Ret skal være ret: Selv en blind høne finder korn. I en film, hvor one-linerne hænger som perler på en snor er der selvfølgelig et par grin, der går hjem. Her skal især Ole Thestrup nævnes som en ussel advokat i en kort rolle, der køres hjem på Thestrup-rutinen, men som alligevel virker perfekt. De to lejemordere er også velcastede; omend de også skal trækkes så langt ned i stereotypernes mudrede sump at de næsten kvæles, men der er bestemt også et par grin at hente ... Og nå jo: Så er Mia Lyhne smaddergo' til at se forvirret ud.
Nu kunne man så passende sige: "Jamen, er humor ikke subjektiv?" Jo, bestemt. Og derfor vil mange givetvis falde for de umådeligt platte indslag, men når der slet ikke lægges nogen flid i de underlødige jokes, synes jeg hurtigt at 90 minutter bliver alt for lang tid. Selv de to teenagere, der sad på samme række som mig, smilede kun et par gange. Og hvis ikke man kan få teenagere til at grine af pik, patter, røv og mænd i dametøj, har man, i min optik, fejlet ... Grumt!
2 små stjerner for de par grin, der trods alt er.
23/01-2017
