Elvis has entered the building
4.0
Da jeg først hørte, de bryggede på en film om det – rigtige – møde mellem Richard Nixon og Elvis Presley i Det Hvide Hus, var jeg på med det samme. Mere 70'er-ikonisk bliver det vel næppe. Men det der bragte mig decideret forventningsglæde, var da jeg hørte, at filmen tog sig nogle friheder med, HVAD der rent faktisk skete, og det var jeg meget mere tændt på end en tør autentisk film. For umiddelbart kendte jeg ikke til historien bag, men havde blot set det verdensberømte fotografi, hvor de trykker hånd. Jeg har altid blot tænkt det som et mediestunt, en letkøbt pressemulighed for Nixon. Intet mere.
Men-men-men, ifølge ”Elvis and Nixon” skete der sgu ting og sager! Elvis var ude efter en samfundsrevolution, da han inviterede sig selv op til præsidentens kontor. Eller rettere, en antirevolution. Selve Amerika var ifølge ham på vej ned i afløbet sammen med den løsslupne ungdomskultur og deres stoffer. Beatles får hovedskylden, men den gode Elvis tager sin del af ansvaret – han vil gerne gøre tingene gode igen ved at tjene nationen som hemmelig infiltreringsagent for FBI og derigennem bruge sin status til at vende bølgen. Eller. Han vil gerne have et skilt. Sådan et fedt guld-et der skinner og er inde i en lækker læderting.
Se det her er faktisk sandt. Elvis VAR bekymret og dette VAR hans dagsorden, da han uanmeldt troppede op i Washington. Og det er den dynamik, filmen lever højt på – hvad repræsenterer virkeligheden og hvad er ”for sjov”? Vi ved det ikke, selvom der dog er åbenlyse ting, der klart er 'over the top'. Men selve mødet i sig selv fylder ikke meget i filmen, så i virkeligheden tilbringer vi det meste af tiden i hver lejr, og det er ret morsomt at se de to landsfædre ”varme op” til begivenheden - især set fra Nixons lejr, som egentlig bare gerne vil vide, hvad helvede der foregår.
Den magre historie ville dog falde til jorden, hvis ikke de to hovedroller leverede, og det gør de heldigvis. Kevin Spacey – som selv elsker at parodiere berømtheder – leverer en pletfri Nixon, hvor stemme og kropssprog sidder lige i skabet. Nixons skifte fra at vrisse over mødet til langsomt at bløde op overfor Elvis' karismatiske tilstedeværelse er glimrende spillet af Spacey. Og i rollen som Elvis har vi jo så.....Michael.....Shannon? Jeg kunne slet ikke se det for mig, da jeg hørte om castingen, men da Shannon de senere år har gjort overjordisk gode ting på skuespillerfronten, så var jeg åben. Og nu.....nu ville jeg ikke kunne se filmen uden Shannon i rollen, hah! Han har ganske enkelt en fest med denne desillusionerede udgave Elvis, hvis retfærdighedssans hele filmen igennem er i en brydekamp med hans ego. Shannon leverer en skidesjov dead pan-præstation, der får en til at glemme alt om, hvor lidt han har til fælles med Kongen, rent fysisk. Ham og Spacey er slet og ret årsagen til, at "Elvis & Nixon" fungerer og er værd at se.
Og det kan man i øvrigt på Amazon.
Men-men-men, ifølge ”Elvis and Nixon” skete der sgu ting og sager! Elvis var ude efter en samfundsrevolution, da han inviterede sig selv op til præsidentens kontor. Eller rettere, en antirevolution. Selve Amerika var ifølge ham på vej ned i afløbet sammen med den løsslupne ungdomskultur og deres stoffer. Beatles får hovedskylden, men den gode Elvis tager sin del af ansvaret – han vil gerne gøre tingene gode igen ved at tjene nationen som hemmelig infiltreringsagent for FBI og derigennem bruge sin status til at vende bølgen. Eller. Han vil gerne have et skilt. Sådan et fedt guld-et der skinner og er inde i en lækker læderting.
Se det her er faktisk sandt. Elvis VAR bekymret og dette VAR hans dagsorden, da han uanmeldt troppede op i Washington. Og det er den dynamik, filmen lever højt på – hvad repræsenterer virkeligheden og hvad er ”for sjov”? Vi ved det ikke, selvom der dog er åbenlyse ting, der klart er 'over the top'. Men selve mødet i sig selv fylder ikke meget i filmen, så i virkeligheden tilbringer vi det meste af tiden i hver lejr, og det er ret morsomt at se de to landsfædre ”varme op” til begivenheden - især set fra Nixons lejr, som egentlig bare gerne vil vide, hvad helvede der foregår.
Den magre historie ville dog falde til jorden, hvis ikke de to hovedroller leverede, og det gør de heldigvis. Kevin Spacey – som selv elsker at parodiere berømtheder – leverer en pletfri Nixon, hvor stemme og kropssprog sidder lige i skabet. Nixons skifte fra at vrisse over mødet til langsomt at bløde op overfor Elvis' karismatiske tilstedeværelse er glimrende spillet af Spacey. Og i rollen som Elvis har vi jo så.....Michael.....Shannon? Jeg kunne slet ikke se det for mig, da jeg hørte om castingen, men da Shannon de senere år har gjort overjordisk gode ting på skuespillerfronten, så var jeg åben. Og nu.....nu ville jeg ikke kunne se filmen uden Shannon i rollen, hah! Han har ganske enkelt en fest med denne desillusionerede udgave Elvis, hvis retfærdighedssans hele filmen igennem er i en brydekamp med hans ego. Shannon leverer en skidesjov dead pan-præstation, der får en til at glemme alt om, hvor lidt han har til fælles med Kongen, rent fysisk. Ham og Spacey er slet og ret årsagen til, at "Elvis & Nixon" fungerer og er værd at se.
Og det kan man i øvrigt på Amazon.
23/01-2017
