batman og robin

Da Batman & Robin havde premiere i ´97, forsøgte jeg ihærdigt at få mine forældre til at tage mig og min storebror i biografen og se den, ligesom vi havde set Batman Forever. Men de syntes, at den fjerde Batman-film så lidt dårlig ud, og selvom jeg var skidesur dengang, så havde de nok ret. Batman & Robin er hamrende udskældt, og det med rette. Den bliver kaldt et makværk, og monstro det ikke også er sandt. Men der er interessante ting i den. Plakaten for det første, den går lige ind i en drengs fantasihjerte. Filmens anslag er heller ikke ueffent, mens Joel Schumachers vanvittige kamerature ind imellem rammer guld. Scenografien kan ofte se unødvendig falsk ud, men billederne af Gotham City har vitterligt noget kraft i sig. Desuden eksisterer Batman & Robin i så hæsblæsende et tempo, at man sjældent keder sig, i modsætning til visse Oscar-vindende, japanske film (jeg så Departures tidligere på aftenen, deraf den halvligegyldige reference). Men, Schumachers film er også alt, alt for meget. Den er faktisk decideret ustyrlig, måske den mest ustyrlige film, jeg nogensinde har set. Dens puns er hovedpinefremkaldende og humoren så plat, at det transcenderer dårlig smag, og så er skuespillet mestendels rædderligt. Mine forældre havde ret, for Schumacher og hans manuskriptforfatter Akiva Goldsman har tydeligvis fuldstændig mistet jordforbindelsen med Batman & Robin. Men på en underlig måde er det ikke helt værdiløst at overvære.