Sved og tårer i den samme dråbe
6.0
*I anledning af, at TV2 i går sendte den i fjerneren, smider jeg en gammel anmeldelse af "12 Years a Slave", som var skrevet til en nu nedlagt filmhjemmeside. For jeg synes saftsusemig, det er en af de bedste Oscar-vindere nogensinde.*
Da årets Oscar-uddeling for nyligt løb over skærmen, var det med ”12 Years a Slave” som sejrsherre; i hvert fald i kategorierne ’Bedste adapterede manuskript’, ’Bedste kvindelige birolle’ og ikke mindst ’Bedste film’.
Med en høst på tre stauetter meldte Steve McQueens slavedrama sig altså ikke op den prisslugende superliga, hvor storfilm som "Titanic", "Ben-Hur" og "Ringenes Herre: Kongen Vender Tilbage" for længst har udødeliggjort sig. Men det er værd at bemærke, at selv hvis "12 Years a Slave" havde snuppet hver og én af de ni statuetter, den var indstillet til, selv hvis den havde ryddet bordet og tilmeldt sig koret af de førnævnte Oscar-slugere, så ville det aldrig blive for dens klare og absurd smukke billeder af de amerikanske sydstaters slaveri halvvejs gennem 1800-tallet.
’Absurd smukke’ er ikke skrevet i mangel på maleriske tillægsord. ’Absurd’ har en helt særlig funktion i denne sammenhæng. En funktion, hvis styrke må tilskrives instruktøren Steve McQueen og hans ganske særlige blik for at fortælle en historie.
Blandt de ni Oscar-nomineringer, der efter al fortjeneste tilfaldt "12 Years a Slave", var bedste fotografering - eller ’cinematografi’, som det så lækkert lader sig oversætte fra engelsk – ikke en af dem. Alligevel er historien om Solomon Northup, en velstillet sort mand, der i 1841 kidnappes fra kone og børn og sælges til et liv som slave gennem 12 år, fortalt med så stor sans for billedernes rigdom og kraft, at den simpelthen synes at leve og ånde gennem dem.
Mere end at være en fortælling med en spændingskurve og et eksakt tempo, der skal drive nogen eller noget fra A til B, er "12 Years a Slave" en film om en tilstand. I midten af det hele står Solomon, spillet med uforglemmelig dedikation af den før ret ukendte Chiwetel Ejifor, og det er ganske vist hans seje, uretfærdige rejse fra fri til slave til fri, der er filmens omdrejningspunkt. Men det er lynhurtigt en helt særlig fornemmelse for tid og rum, der tager styringen i Steve McQueens film: man føler sig ikke på gennemrejse, ikke dumpet ned i højdepunkterne af et 12 år langt forløb, som det ofte sker med film, der foregår over lang tid. I stedet føler man sig på ubestemt tid fanget i et frodigt helvede af piskeslag, fuglekvidder og sprød, solbagt natur. Det er smukt og samtidig grufuldt, og det er i ordets fineste betydning absurd, at tidsbilledet står så klart, så usensationelt, så fantastisk sat i scene med hver en detalje og hver en lyssætning i fuld kontrol, og at gruen samtidigt pibler frem som væske fra en strimlet ryg.
Instruktøren Steve McQueen er utvivlsomt værd at skrive sig bag øret, hvis man vil lege med tanken om amerikansk films tronherskere de næste 10, 20 eller 30 år ude i fremtiden. Der, siddende iblandt de største og bedste, vil han efter al sandsynlighed være at finde, denne instruktør med det i forvejen ikoniske navn, McQueen. Med kun tre film i bagagen har han allerede begået noget, der kan ligne filmhistoriens vildeste hattrick med sine tre separate og alligevel tematisk beslægtede film om smerte, frustration og længsel: "Hunger", "Shame" og nu "12 Years a Slave". Det er tre tænderskærende og inderlige film, på én gang så dvælende og langsomme, at man hypnotiseres, og samtidigt så aggressive, at man næsten frastødes.
Som når striber af sved og tårer vrimler ned af ansigtet på vores hovedperson i ’12 Years a Slave’, Solomon. Han har en løkke om halsen. Livet løber ikke ud som sand imellem fingrene på ham, for hænderne har han bundet solidt bag ryggen. Frem toner der sig langsomt og sikkert et af de smukkeste og grimmeste billeder i nyere tids mainstreamfilm. Det er Steve McQueens slavefilm i en nøddeskal - med lyden af den kvalte strube og billedet i fuldkommen beherskelse.
Faktisk er det kun komponisten Hans Zimmers mærkelige genbrug af toner fra "Inception" og en lidt for typisk optræden af Brad Pitt, der truer med at tage livet af det sanselige i Steve McQueens filmverden. Men billederne af smertende, frustrerede og længselsfulde øjne er for stærke til at lade sig kue. De er uadskilleligt forbundet med den store oplevelse, det er at lægge krop og sjæl til "12 Years a Slave".
Da årets Oscar-uddeling for nyligt løb over skærmen, var det med ”12 Years a Slave” som sejrsherre; i hvert fald i kategorierne ’Bedste adapterede manuskript’, ’Bedste kvindelige birolle’ og ikke mindst ’Bedste film’.
Med en høst på tre stauetter meldte Steve McQueens slavedrama sig altså ikke op den prisslugende superliga, hvor storfilm som "Titanic", "Ben-Hur" og "Ringenes Herre: Kongen Vender Tilbage" for længst har udødeliggjort sig. Men det er værd at bemærke, at selv hvis "12 Years a Slave" havde snuppet hver og én af de ni statuetter, den var indstillet til, selv hvis den havde ryddet bordet og tilmeldt sig koret af de førnævnte Oscar-slugere, så ville det aldrig blive for dens klare og absurd smukke billeder af de amerikanske sydstaters slaveri halvvejs gennem 1800-tallet.
’Absurd smukke’ er ikke skrevet i mangel på maleriske tillægsord. ’Absurd’ har en helt særlig funktion i denne sammenhæng. En funktion, hvis styrke må tilskrives instruktøren Steve McQueen og hans ganske særlige blik for at fortælle en historie.
Blandt de ni Oscar-nomineringer, der efter al fortjeneste tilfaldt "12 Years a Slave", var bedste fotografering - eller ’cinematografi’, som det så lækkert lader sig oversætte fra engelsk – ikke en af dem. Alligevel er historien om Solomon Northup, en velstillet sort mand, der i 1841 kidnappes fra kone og børn og sælges til et liv som slave gennem 12 år, fortalt med så stor sans for billedernes rigdom og kraft, at den simpelthen synes at leve og ånde gennem dem.
Mere end at være en fortælling med en spændingskurve og et eksakt tempo, der skal drive nogen eller noget fra A til B, er "12 Years a Slave" en film om en tilstand. I midten af det hele står Solomon, spillet med uforglemmelig dedikation af den før ret ukendte Chiwetel Ejifor, og det er ganske vist hans seje, uretfærdige rejse fra fri til slave til fri, der er filmens omdrejningspunkt. Men det er lynhurtigt en helt særlig fornemmelse for tid og rum, der tager styringen i Steve McQueens film: man føler sig ikke på gennemrejse, ikke dumpet ned i højdepunkterne af et 12 år langt forløb, som det ofte sker med film, der foregår over lang tid. I stedet føler man sig på ubestemt tid fanget i et frodigt helvede af piskeslag, fuglekvidder og sprød, solbagt natur. Det er smukt og samtidig grufuldt, og det er i ordets fineste betydning absurd, at tidsbilledet står så klart, så usensationelt, så fantastisk sat i scene med hver en detalje og hver en lyssætning i fuld kontrol, og at gruen samtidigt pibler frem som væske fra en strimlet ryg.
Instruktøren Steve McQueen er utvivlsomt værd at skrive sig bag øret, hvis man vil lege med tanken om amerikansk films tronherskere de næste 10, 20 eller 30 år ude i fremtiden. Der, siddende iblandt de største og bedste, vil han efter al sandsynlighed være at finde, denne instruktør med det i forvejen ikoniske navn, McQueen. Med kun tre film i bagagen har han allerede begået noget, der kan ligne filmhistoriens vildeste hattrick med sine tre separate og alligevel tematisk beslægtede film om smerte, frustration og længsel: "Hunger", "Shame" og nu "12 Years a Slave". Det er tre tænderskærende og inderlige film, på én gang så dvælende og langsomme, at man hypnotiseres, og samtidigt så aggressive, at man næsten frastødes.
Som når striber af sved og tårer vrimler ned af ansigtet på vores hovedperson i ’12 Years a Slave’, Solomon. Han har en løkke om halsen. Livet løber ikke ud som sand imellem fingrene på ham, for hænderne har han bundet solidt bag ryggen. Frem toner der sig langsomt og sikkert et af de smukkeste og grimmeste billeder i nyere tids mainstreamfilm. Det er Steve McQueens slavefilm i en nøddeskal - med lyden af den kvalte strube og billedet i fuldkommen beherskelse.
Faktisk er det kun komponisten Hans Zimmers mærkelige genbrug af toner fra "Inception" og en lidt for typisk optræden af Brad Pitt, der truer med at tage livet af det sanselige i Steve McQueens filmverden. Men billederne af smertende, frustrerede og længselsfulde øjne er for stærke til at lade sig kue. De er uadskilleligt forbundet med den store oplevelse, det er at lægge krop og sjæl til "12 Years a Slave".
06/02-2017
