Blodvådt kludetæppe der hænger længe til tørre
5.0
"The Wailing" er udnævnt som Månedens film i Cinemateket, og det er der helt sikkert nogle, der vil rynke på næsen over. Er det ikke bare endnu en asiatisk gyser i den endeløse række? Svaret er nej og et rungende et af slagsen.
Uvished og rædsel begynder at sprede sig i en stille koreansk bjerglandsby, da en grum virus rammer stedet og degraderer nogle indbyggere til zombielignende væsener med morderiske tendenser. En ældre japansk besøgende, der har slået lejr i skoven, er første mand på blokken under politiets afhøring, og da den lokale søvnunderskudsramte betjent drager derop, begynder han langsomt at indse, at tingene stikker foruroligende dybt.
Denne genreblandende skrækfilm ved du ganske enkelt ikke, hvor du har – på noget tidspunkt. Det gælder både karakterer og selve plottets mysterium om, hvad fa'en der foregår i kulissen. Suspensen indtages både i raket- og sneglefart. Alene sidste akt er så herligt kryptisk skruet sammen, at man i et jerngreb holdes ude på kanten af sædet i så lang tid, at tidsfornemmelsen går op i flammer.
Hvis man er i tvivl om, at Sydkorea stadig er et filmland i rivende udvikling, så bør "The Wailing" langsomt, men effektivt mejsle enhver tvivl væk. Det er en dejligt simre-ret, der småbobler længe, og som kun få gange skruer op for blusset. Men når den så gør, løber det til gengæld isnende koldt ned ad ryggen. Hardcore gyserfans får nok ikke det, de kommer efter. Oftest er gysene ikke eksplosive, men filmen har til gengæld en uovertruffen evne til at orkestrere sin stemningsopbygning. Og nå ja, så er den fandens blodig. Og ikke af den slags, man indsætter med et museklik. Rigtig, ægte, vådt teaterblod.
En stor del af æren for, at værket er så velfungerende, skal tilfalde Kwak Do-won, der ses i hovedrollen som den efterforskende betjent. Manden, der ellers har specialiseret sig i gode biroller derhjemme, er denne gang castet helt perfekt til at være i front. Det er en god filterløs rolle, som får lov at gennemgå en grundlæggende forandring. I filmens første halve time er vi sådan set vidne til en komedie. Vores poltimand er ingen helt. Han er overvægtig og ugidelig; han er en elendig efterforsker; og han er heller just en god familiefar. Med en snotforvirret grimasse giver Kwak Do-won anledning til nogle gode grin i begyndelsen. Det er først, da datteren bliver impliceret, at vores hovedperson vågner op til dåd. Lige dén historie er faktisk rørende midt i al vanviddet.
Datteren er i øvrigt genstand for en af de bedste eksorcisme-scener, jeg nogensinde har set, og som kan konkurrere med William Friedkins ikoniske billeder fra "Eksorcisten". Som sagt – når filmen vælger at skrue op for blusset, så glemmer man det ikke lige foreløbig. Det mest bemærkelsesværdige er dog, at dette kludetæppe af inspirationskilder fra film, religion og mytologi i sidste ende fremstår dybt originalt. I al dens utilregnelighed "dør" filmen aldrig trods to og en halv times spilletid. Mod enden går den så planken ud og serverer nådesløs ondskab, men det er til at "holde ud", fordi filmsproget konstant er sprudlende. Alene lydsiden er kilometer foran de fleste amerikanske genrebidrag i dag. Derfor kan jeg ikke andet end anbefale en tur i Cinemateket denne måned (dog senest 19. februar).
Uvished og rædsel begynder at sprede sig i en stille koreansk bjerglandsby, da en grum virus rammer stedet og degraderer nogle indbyggere til zombielignende væsener med morderiske tendenser. En ældre japansk besøgende, der har slået lejr i skoven, er første mand på blokken under politiets afhøring, og da den lokale søvnunderskudsramte betjent drager derop, begynder han langsomt at indse, at tingene stikker foruroligende dybt.
Denne genreblandende skrækfilm ved du ganske enkelt ikke, hvor du har – på noget tidspunkt. Det gælder både karakterer og selve plottets mysterium om, hvad fa'en der foregår i kulissen. Suspensen indtages både i raket- og sneglefart. Alene sidste akt er så herligt kryptisk skruet sammen, at man i et jerngreb holdes ude på kanten af sædet i så lang tid, at tidsfornemmelsen går op i flammer.
Hvis man er i tvivl om, at Sydkorea stadig er et filmland i rivende udvikling, så bør "The Wailing" langsomt, men effektivt mejsle enhver tvivl væk. Det er en dejligt simre-ret, der småbobler længe, og som kun få gange skruer op for blusset. Men når den så gør, løber det til gengæld isnende koldt ned ad ryggen. Hardcore gyserfans får nok ikke det, de kommer efter. Oftest er gysene ikke eksplosive, men filmen har til gengæld en uovertruffen evne til at orkestrere sin stemningsopbygning. Og nå ja, så er den fandens blodig. Og ikke af den slags, man indsætter med et museklik. Rigtig, ægte, vådt teaterblod.
En stor del af æren for, at værket er så velfungerende, skal tilfalde Kwak Do-won, der ses i hovedrollen som den efterforskende betjent. Manden, der ellers har specialiseret sig i gode biroller derhjemme, er denne gang castet helt perfekt til at være i front. Det er en god filterløs rolle, som får lov at gennemgå en grundlæggende forandring. I filmens første halve time er vi sådan set vidne til en komedie. Vores poltimand er ingen helt. Han er overvægtig og ugidelig; han er en elendig efterforsker; og han er heller just en god familiefar. Med en snotforvirret grimasse giver Kwak Do-won anledning til nogle gode grin i begyndelsen. Det er først, da datteren bliver impliceret, at vores hovedperson vågner op til dåd. Lige dén historie er faktisk rørende midt i al vanviddet.
Datteren er i øvrigt genstand for en af de bedste eksorcisme-scener, jeg nogensinde har set, og som kan konkurrere med William Friedkins ikoniske billeder fra "Eksorcisten". Som sagt – når filmen vælger at skrue op for blusset, så glemmer man det ikke lige foreløbig. Det mest bemærkelsesværdige er dog, at dette kludetæppe af inspirationskilder fra film, religion og mytologi i sidste ende fremstår dybt originalt. I al dens utilregnelighed "dør" filmen aldrig trods to og en halv times spilletid. Mod enden går den så planken ud og serverer nådesløs ondskab, men det er til at "holde ud", fordi filmsproget konstant er sprudlende. Alene lydsiden er kilometer foran de fleste amerikanske genrebidrag i dag. Derfor kan jeg ikke andet end anbefale en tur i Cinemateket denne måned (dog senest 19. februar).
11/02-2017
