stadig ikke fordums storhed, men noget nyt og spændende

Min kærlighed til Shyamalans nu tidlige film er blevet italesæt rigeligt. Tristheden over at have set ham falde i en lang årrække kunne også bruge ord, men filmene taler for sig selv. Det var derfor en lettelse at se Shyamalan virke delvis genoplivet og inspireret med sidste års The Visit, der bestemt havde fejl, men også var et skridt i den rigtige retning igen. Og det skridt er nu blevet til en fuldbyrdet spurt med Split, en fuldstændig opslugende film, der til tider er en smule rodet, ekspositionsklodset og uden Shyamalans tidligere stramhed og renhed, men samtidig også er så singulær, personlighedsrig og uafrystelig, at jeg er i genuin jubel igen over en af mine favoritfilmmagere. Split har ganske vist ikke den samme emotionelle kraft som Shyamalans tidligere film, men den opererer i samme konsekvente og personlige billedsprog, med en stor kreativitet, iderigdom og fortællerlyst, samt en ret spændende kerne. Skurken transformeres ud fra devisen at personlig smerte fordrer storhed, og selvom denne præmis måske ikke har samme umiddelbare relevans som ”kan man holde ondskab ude?” fra The Village, så lægger den sig fascinerende over hele filmen, især i det atypiske klimaks, hvor Shyamalan igen på unik vis lader filmens indre overtage det ydre til overrumplende effekt. Og man køber udgangspunktet med personlighedsspaltning, fordi Shyamalan bruger idéen til noget større, og fordi James McAvoy er absolut mageløs og uforglemmelig i hovedrollen. Med en skrøbelighed og uventet humanitet svinger han formfuldendt mellem de forskellige karakterer, og når monstret kommer frem, er McAvoy voldsomt skræmmende. Shyamalans bedste film er unikke på grund af deres indre, men det ydre fungerer ligeledes fremragende i Split, der er evigt medrivende, spændende og med dybt uhyggelige og ubehagelige momenter, men også med sine rørende scener. Shyamalan træder sine steder en smule forkert, men han formår altid at rette op, og da han i slutningen fletter Split sammen med hvad der muligvis er mandens hovedværk, ser man atter, at Shyamalan bygger sine film på store og fascinerende idéer. Jeg er vitterlig begejstret for Split og blev en lykkelig filmdreng under oplevelsen.