Slumdog Mate.
4.0
Fin fortælling, som beskriver virkeligheden for mange adopterede børn.
Den indiske dreng Saroo - eller Sheru (som han i virkeligheden hedder), ender efter helt ekstremt uheldige omstændigheder, i Australien hos adoptivforældre.
Jeg kom til at tænke på om børn i virkeligheden ikke ofte er rene handelsvarer - om en del af de adoptivbørn der hentes til vesten kan være kidnappede eller forsvundne børn? I mange tilfælde er de selvfølgelig bortadopterede af forældrene, af nød - men der er så mange penge i den traffik, så man nemt kan forestille sig det værste.
Hvor første del af filmen handler om Sheru's uhyggelige oplevelser, som dreng - frem til han ender down under - så er anden del 20 - 25 år senere, hvor den voksne Sheru får større og større behov for at kende sin oprindelse. Mødet med andre indere og smagsoplevelser af indisk mad, sætter gang i en proces hvor gamle minder dukker op, og han bliver klar over at hans familie må have søgt efter ham og at de har levet i dyb sorg.
Sheru lukker sig inde i processen, fordi han er bange for at gøre sine adoptivforældre ondt - og dermed lukker han også sin kæreste ude. Lige præcist her er filmen lidt tung, men uden tvivl meget beskrivende for de følelser som et adopteret barn må have.
Et større detektivarbejde gør at Sheru's håb for en genforening stiger, men det sætter samtidig hans familieforhold på spidsen.
Dev Patel spiller den ældre Sheru, og han gør et godt job med masser af indestængte følelser og Oscar nomineringen er helt på sin plads. Nicole Kidman's rolle som Sheru's adoptivmor, har også kastet en Oscar nominering af sig - helt forståeligt, for på trods af relativt få scener så spiller hun rollen intenst og troværdigt.
Der findes tusindvis af lignende skæbner i verden - hvor adoptivbørn forsøger at opspore deres ophav, og derfor minder Lion i virkeligheden om en dramatiseret udgave af det fine DR program Sporløs. Jeg var ikke rørt af historien, på samme måde som af Slumdog Millionaire (også med Dev Patel). Det er trods alt et hverdagsdrama, som foregår alt for ofte.
7/10
Den indiske dreng Saroo - eller Sheru (som han i virkeligheden hedder), ender efter helt ekstremt uheldige omstændigheder, i Australien hos adoptivforældre.
Jeg kom til at tænke på om børn i virkeligheden ikke ofte er rene handelsvarer - om en del af de adoptivbørn der hentes til vesten kan være kidnappede eller forsvundne børn? I mange tilfælde er de selvfølgelig bortadopterede af forældrene, af nød - men der er så mange penge i den traffik, så man nemt kan forestille sig det værste.
Hvor første del af filmen handler om Sheru's uhyggelige oplevelser, som dreng - frem til han ender down under - så er anden del 20 - 25 år senere, hvor den voksne Sheru får større og større behov for at kende sin oprindelse. Mødet med andre indere og smagsoplevelser af indisk mad, sætter gang i en proces hvor gamle minder dukker op, og han bliver klar over at hans familie må have søgt efter ham og at de har levet i dyb sorg.
Sheru lukker sig inde i processen, fordi han er bange for at gøre sine adoptivforældre ondt - og dermed lukker han også sin kæreste ude. Lige præcist her er filmen lidt tung, men uden tvivl meget beskrivende for de følelser som et adopteret barn må have.
Et større detektivarbejde gør at Sheru's håb for en genforening stiger, men det sætter samtidig hans familieforhold på spidsen.
Dev Patel spiller den ældre Sheru, og han gør et godt job med masser af indestængte følelser og Oscar nomineringen er helt på sin plads. Nicole Kidman's rolle som Sheru's adoptivmor, har også kastet en Oscar nominering af sig - helt forståeligt, for på trods af relativt få scener så spiller hun rollen intenst og troværdigt.
Der findes tusindvis af lignende skæbner i verden - hvor adoptivbørn forsøger at opspore deres ophav, og derfor minder Lion i virkeligheden om en dramatiseret udgave af det fine DR program Sporløs. Jeg var ikke rørt af historien, på samme måde som af Slumdog Millionaire (også med Dev Patel). Det er trods alt et hverdagsdrama, som foregår alt for ofte.
7/10
17/02-2017
