The Burden Of Man

Selv om jeg ikke er troende, må jeg erkende at Gibson’s fortælling om Jesus’ lidelse, både som anakronisme om menneskehedens grusomhed og behovet for tilgivelse, men også som ren overnaturlig fortælling er en gribende, smuk og rørende film, selv i de mest udpenslede og frygteligste voldsscener, som der er en del af.

Håndværket er vitterligt godt og sine steder må det betegnes som æstetisk filmkunst, som f.eks. hele den stemningsfulde og næsten skræmmende dragende indledning. Også turen igennem Jerusalems gader med kors på ryggen skal fremhæves. Det er et studie i menneskelig lidelse, men også med øjeblikke så rørende smukke og gribende, at jeg måtte fælde en tåre, som da mor Maria forsøger at hjælpe sin søn, da han står midt i sin afstraffelse.

Handlingen følger efter sigende de tre beretninger der er om Jesus’ død, nedfældet af Matthæus, Johannes og Lukas, og den holder sig meget tæt på det der står i disse evangelier. Så tæt på, at der vist ikke er mange film bygget på en bog, der kommer meget tættere på at være enslydende. Gibson har dog så valgt at fokusere ekstra meget på torturen og selve korsfæstelsen, hvor nærmest intet blot antydes.

Mange jøder har i øvrigt været fremme og kritisere filmen som de påstår, opfordrer til antisemitisme. Samt at filmen overspiller deres rolle i Jesus’ død. Man kan naturligvis ikke nægte dem den følelse, selv om jeg nu ikke synes det er helt rigtigt, da alle i filmen, med få undtagelser, fremstilles som intrigante. Farisæerne er gemene magtmennesker, der beskytter dem selv, romerne er primitive sadister. Selv almindelige børn, unge, kvinder, mænd går ikke ram forbi. Alle er syndere så at sige. Også Jesus’ tilhængere svigter jo fælt. Kun romernes leder Pontius Pilatus (Shopov) viser lidt eftertænksomhed, uden at han er bedre end andre af Jesus’ banemænd. Han handler jo udelukkende i egoismens navn.

På skuespillersiden er filmen godt og effektivt castet, uden at have nogen store stjerner. Caviezel er fremragende som Jesus og spiller rollen med stor indlevelse og overbevisning. Men også andre gør det godt, uden at de fleste egentlig gør ret meget. I rollen som satan der lusker rundt og håber på at Jesus’ mission ikke lykkes og at han forsager Gud, ses den kvindelige italienske skuespiller Celentano, og hun formår med få replikker og en enkel mimik at gøre rollen både sært dragende og uhyggelig. Det gør hun mesterligt, i en tvetydig og tvekønnet rolle, der formår at gøre satan nøjagtigt så forførerisk og mystisk frastødende, som jeg i hvert fald forventer satan skal være.

Teknisk er filmen flot lavet, for billige penge. Den har tætte stemningsmættede billeder, historien fortælles godt, scenografien på de få locations er god, og musikken af John Debney er virkningsfuld og gribende. Jeg blev som sagt betaget af dramaet, den menneskelige lidelse og den ondskab og de overgreb vi er vidne til, også selv om de måske nok er urealistiske. Jesus får i hvert fald flere tæsk end man helt kan tro på noget menneske ville overleve, før han korsfæstes (det kan naturligvis måske forklares med, at vi skal opfatte ham som Gud’s søn).

Voldshandlingerne er så til gengæld så direkte og ubehagelige, at det nok er det tætteste vi kommer på selv at mærke smerten, mens vi sidder trygt og ser filmen.



(Dele af det skrevne er taget fra en anmeldelse jeg engang skrev tidligere, da filmen kom frem)