Logan's Run
5.0
Jeg kan huske da jeg i foråret 2000 sad sammen med min far i Frederikshavns Palads 1-2 og ventede på at X-Men skulle indtage lærredet for første gang. Jeg kendte til den animerede serie og havde set et par afsnit, men spørgsmålet, der virkelig nagede mig, midt i al spændingen om at se blæret mutantaction, var: "Hvordan har de mon klaret opgaven at vække Wolverine til live?". Da jeg, to timer senere, kom ud af biografen stod én ting klar for mig. Den benhårde australier Hugh Jackman spillede ikke rollen, han INDTOG DEN.
Siden da er det blevet til yderligere otte (inklusive cameos) portrætteringer af den temperamentsfulde rebel (nogle mere mindeværdige end andre (ingen nævnt, ingen glemt) og her, 17 år senere, står vi så med Logan; Jackmans svanesang til den karakter han har været synonym med fra første gang han satte sine fødder i Hollywood. En svanesang, der på alle måder er kulminationen på to årtiers arbejde med figuren.
For Logan er ikke en tempofyldt sci-fi saga som de andre film i franchisen, men en lige-i-øjet genrecocktail, der blander gritty roadmovie, Peckinpah og klassisk western. Vores hovedpersoner er nemlig, ligesom Peckinpahs Wild Bunch, ude af trit med den verden, de lever i og gemmer sig bag en mur af drukfærdig selvmedlidenhed indtil noget får dem til at kæmpe igen. Logan er i denne film en nedslidt, alkoholisk og skyldsbetynget mand, der på bedste Lone Ranger- manér, kører rundt med en halvdement Charles Xavier og prøver blot at overleve, da han ufrivilligt bliver hevet ind i en menneskejagt på de sidste mutanter i verden; navnligt pigen Laura, der har mere end et par lighedstræk med vores hårdt prøvede protagonist.
Fremtiden i Logan er håbløs. Mangold opbygger en perfekt trøstesløs stemning, hvori du aldrig føler dig sikker på at nogen klarer den. Det er en verden, hvor mutanter er uønskede, hvilket præsenterer masser af muligheder for at gå ned i karaktererne og udvikle dem. Og lad det være sagt: Logan er uden tvivl Jackman's finest hour som ... ja, Logan. Han er træt, (endnu mere) nihilistisk, men finder den sidste rest af sit heltemod. Patrick Stewart er også helt fantastisk som den nu utroligt skrøbelige Professor X, og der er LANGT til den kørestolsbundne gentleman, vi mødte for 17 år siden. Men den største overraskelse er uden tvivl Dafne Keen som Laura. Sjældent har jeg set et så velspillet portræt (næsten) uden brug af dialog og de mere stille øjeblikke mellem vores tre hovedkarakterer er genuint rørende.
Actiondelen af filmen er også utroligt velkomponeret og med en R-rating i baghånden, går det selvsagt ikke stille af sig, når Wolverine og Laura slicer og dicer sig igennem deres forfølgere. Der er afrevne lemmer, halshugninger drab på uskyldige; alle udført med en vildskab, der indfanger essensen af Wolverines primitive instinkter. Det er fremragende underholdning og tjener i plottets favør.
Logan er den perfekte svanesang for Jackman's Wolverine. Det er en ubehagelig og nihilistisk film, der smider gule trikoter overbord til fordel for en menneskelig, involverende og rørende historie om en mands konfrontation med sin egen dødelighed, sårbarhed og menneskelighed, godt pakket ind i et blodigt, visuelt genretæppe af klassiske westerns og roadmovies ... Og hvis ikke du sidder med en lille klump i halsen til sidst, er det ihvertfald ikke filmens skyld.
All hail. 9/10 til den nu bedste film i X-franchisen!
Siden da er det blevet til yderligere otte (inklusive cameos) portrætteringer af den temperamentsfulde rebel (nogle mere mindeværdige end andre (ingen nævnt, ingen glemt) og her, 17 år senere, står vi så med Logan; Jackmans svanesang til den karakter han har været synonym med fra første gang han satte sine fødder i Hollywood. En svanesang, der på alle måder er kulminationen på to årtiers arbejde med figuren.
For Logan er ikke en tempofyldt sci-fi saga som de andre film i franchisen, men en lige-i-øjet genrecocktail, der blander gritty roadmovie, Peckinpah og klassisk western. Vores hovedpersoner er nemlig, ligesom Peckinpahs Wild Bunch, ude af trit med den verden, de lever i og gemmer sig bag en mur af drukfærdig selvmedlidenhed indtil noget får dem til at kæmpe igen. Logan er i denne film en nedslidt, alkoholisk og skyldsbetynget mand, der på bedste Lone Ranger- manér, kører rundt med en halvdement Charles Xavier og prøver blot at overleve, da han ufrivilligt bliver hevet ind i en menneskejagt på de sidste mutanter i verden; navnligt pigen Laura, der har mere end et par lighedstræk med vores hårdt prøvede protagonist.
Fremtiden i Logan er håbløs. Mangold opbygger en perfekt trøstesløs stemning, hvori du aldrig føler dig sikker på at nogen klarer den. Det er en verden, hvor mutanter er uønskede, hvilket præsenterer masser af muligheder for at gå ned i karaktererne og udvikle dem. Og lad det være sagt: Logan er uden tvivl Jackman's finest hour som ... ja, Logan. Han er træt, (endnu mere) nihilistisk, men finder den sidste rest af sit heltemod. Patrick Stewart er også helt fantastisk som den nu utroligt skrøbelige Professor X, og der er LANGT til den kørestolsbundne gentleman, vi mødte for 17 år siden. Men den største overraskelse er uden tvivl Dafne Keen som Laura. Sjældent har jeg set et så velspillet portræt (næsten) uden brug af dialog og de mere stille øjeblikke mellem vores tre hovedkarakterer er genuint rørende.
Actiondelen af filmen er også utroligt velkomponeret og med en R-rating i baghånden, går det selvsagt ikke stille af sig, når Wolverine og Laura slicer og dicer sig igennem deres forfølgere. Der er afrevne lemmer, halshugninger drab på uskyldige; alle udført med en vildskab, der indfanger essensen af Wolverines primitive instinkter. Det er fremragende underholdning og tjener i plottets favør.
Logan er den perfekte svanesang for Jackman's Wolverine. Det er en ubehagelig og nihilistisk film, der smider gule trikoter overbord til fordel for en menneskelig, involverende og rørende historie om en mands konfrontation med sin egen dødelighed, sårbarhed og menneskelighed, godt pakket ind i et blodigt, visuelt genretæppe af klassiske westerns og roadmovies ... Og hvis ikke du sidder med en lille klump i halsen til sidst, er det ihvertfald ikke filmens skyld.
All hail. 9/10 til den nu bedste film i X-franchisen!
04/03-2017
