Et projektil lige i smasken
5.0
Jeg bliver sgu nødt til at nedfælde et par ord om den her ovenpå en storsmilende tur i biffen med lillebror.
Den første John Wick-film fløj under manges radar i sin tid, inklusiv min egen. Til en pizza & bajer-filmaften med et hold kammerater hev værten pludselig kassetten frem som ”andenforestilling” med et stort fjoget smil på læben. Det var en brølende succes. Og selvom øldepoterne var fyldt godt op, tror jeg nu, jeg havde hygget mig lige så godt uden. Mindst lige så overrumplende melder kapitel 2 sin ankomst - en af de mest latterlige, overgjorte og - ja - fedeste toere, jeg har set.
For hvordan kan man IKKE holde af en så hårdt pumpet, så ikke-undskyldende og så ustyrlig underholdende B-film i disse blodfattige tider, der oven i købet har en Keanu Reeves for fuld udblæsning i titelrollen (PLUS Ian McShane der gør sin ting og en genforening med Laurence Fishburne der er lige så ulogisk, som den er herlig)? Here comes the moneygrabber....den uundgåelige toer. Ikke? Niks! Som positiv overraskelse rammer ”John Wick: Chapter Two” biografsalene som et skrald.
Idéen om en parallelt eksisterende overklasse-underverden lige foran vores næsetip, fyldt med velsoignerede 'crime lords', designermøbler og luksusvold, er simpelthen så uimodståelig, at jeg morede mig strålende med resultatet. Alene drabstallet er en joke i sig selv, men joken bliver aldrig plat - bare grov, på en vildt flabet måde. Instruktør-teamet har nemlig forstået, at selv den mest stiliserede vold kan give skrammer, så længe man planlægger den omtrent lige så grundigt som en russisk ballet. Det her ikke bare en über-blæret sejr for stuntmænd verden over, det er et decideret opgør med den plastiske action, som Hollywood-fabrikken har overproduceret i alt for mange år.
Med bidrag som ”Mad Max: Fury Road”, ”The Revenant” og sidste års ”Deadpool” har R-ratingen atter fundet fodfæste i biograflandskabet, og det har givet plads til så kompromisløse, vanvittige og komplet idiotiske film som ”John Wick: Chapter Two”. Det er jeg glad for.
Den første John Wick-film fløj under manges radar i sin tid, inklusiv min egen. Til en pizza & bajer-filmaften med et hold kammerater hev værten pludselig kassetten frem som ”andenforestilling” med et stort fjoget smil på læben. Det var en brølende succes. Og selvom øldepoterne var fyldt godt op, tror jeg nu, jeg havde hygget mig lige så godt uden. Mindst lige så overrumplende melder kapitel 2 sin ankomst - en af de mest latterlige, overgjorte og - ja - fedeste toere, jeg har set.
For hvordan kan man IKKE holde af en så hårdt pumpet, så ikke-undskyldende og så ustyrlig underholdende B-film i disse blodfattige tider, der oven i købet har en Keanu Reeves for fuld udblæsning i titelrollen (PLUS Ian McShane der gør sin ting og en genforening med Laurence Fishburne der er lige så ulogisk, som den er herlig)? Here comes the moneygrabber....den uundgåelige toer. Ikke? Niks! Som positiv overraskelse rammer ”John Wick: Chapter Two” biografsalene som et skrald.
Idéen om en parallelt eksisterende overklasse-underverden lige foran vores næsetip, fyldt med velsoignerede 'crime lords', designermøbler og luksusvold, er simpelthen så uimodståelig, at jeg morede mig strålende med resultatet. Alene drabstallet er en joke i sig selv, men joken bliver aldrig plat - bare grov, på en vildt flabet måde. Instruktør-teamet har nemlig forstået, at selv den mest stiliserede vold kan give skrammer, så længe man planlægger den omtrent lige så grundigt som en russisk ballet. Det her ikke bare en über-blæret sejr for stuntmænd verden over, det er et decideret opgør med den plastiske action, som Hollywood-fabrikken har overproduceret i alt for mange år.
Med bidrag som ”Mad Max: Fury Road”, ”The Revenant” og sidste års ”Deadpool” har R-ratingen atter fundet fodfæste i biograflandskabet, og det har givet plads til så kompromisløse, vanvittige og komplet idiotiske film som ”John Wick: Chapter Two”. Det er jeg glad for.
05/03-2017
