det sidste far vel

Det er som om, at de fleste af de gode ting, der er i Logan, at de kommer med en lille modvægt. Det er fantastisk at instruktøren James Mangold sammen med Hugh Jackman og hele filmholdet endelig ikke er begrænset af censur, og Logan indeholder nogle sindssyg fede og medrivende voldsscener. Men Mangold overdriver også og svælger næsten unødvendigt i det grafiske. Det er dejligt, at sproget er råt, men det famøse f-ord bliver ligeledes kastet overdrevet ud, bare fordi man kan. Jackman som skuespiller er fuldstændig dedikeret og fremragende for hvad der er hans sidste runde som Wolverine. Man mærker, at der er noget på spil for Jackman, for at ramme rent, men man ville ønske, at der var brugt lige en kende mere distingveret karakterarbejde fra manuskriptforfatternes side til at matche Jackmans præstation. Logan som film har karisma, den har også personlighed, men den mangler det alligevel det sidste. Måske skyldes det den kun udmærkede historie (der til tider hælder lige lovlig forceret mod det dystre), måske fordi Mangold opererer for fuld tryk og herligt ambitiøst indenfor rammerne, men aldrig sprænger dem. For hvilken film ville Logan ikke kunne have været, nu hvor den er lavet under en vis form for frihed, hvis ambitionerne havde løftet sig over genren. Men min kritik til trods, så havde Logan alligevel noget uafrysteligt over sig. En selvstændighed, en imponerende drevet trang, og så kunne jeg ikke undgå at blive ramt af slutningen. Siden niende klasse har jeg set X-Men filmene med Jackman i front, og med denne definitive sidste film fra ham, følte jeg virkelig en rejse igennem livet, personificeret igennem Jackmans præstation. Og ultimativt er det denne, som giver Logan noget resonans og de fem stjerner, som altså kommer med en lille modvægt.