R.I.P. Bill Paxton
4.0
Det var lidt af en uppercut, som ramte filmverdenen, kort før der skulle uddeles Oscar-statuetter, da fan-favoritten Bill Paxton døde 61 år gammel under en hjerteoperation. Den ramte sgu hårdt. Og for at mindes ham, kunne jeg have valgt iblandt en god håndfuld roller, der har haft kæmpe betydning i min filmungdom. Paxton var nærmest et gennemgående tema i gymnasieårene, hvor vi var en trio, der var smaskforelskede i manden. Især i hans mere opgivende stunder - citater som ”Game over, man....game over!” (Aliens) og ”I got a little dick, it's pathetic!” (True Lies) blev brugt i den daglige jargon.
Alligevel faldt valget ikke på en af hans udødeliggørende roller for James Cameron, da jeg mindedes ham i torsdags med en film. Det blev hans debut som instruktør (han nåede at instruere to) ”Frailty”. En rigtig fin lille psykologisk thriller, jeg i sin tid blev introduceret for gennem en af de førnævnte kumpaner. En yngre Matthew McConaughey er overbevisende som storyteller, mens filmen udspiller sig på en FBI-betjents kontor (en perfekt castet Powers Boothe) via karakterens tilståelse. Simultant flashbackes der så til den makabre fortælling om en enkemand (Paxton), der har ”hørt” Gud, og nu inddrager sine to unge sønner i hans nye karriere som øksemorder. Men i bund og grund er det en film om ældstesønnens kamp for at løsrive sig fra sin far. En slags 'coming of age'-historie sat i en religionsfanatisk ramme. Lige den del - sammen med Paxtons åbenhjertige spil og et godt plottwist – er filmens store styrke.
Det glæder mig meget, at Bill Paxton nåede at runde karrieren af med roller i højeksponerede og glimrende film som ”Edge of Tomorrow” og ”Nightcrawler”. For svipsere var der bestemt også. Men næsten ligegyldig hvor ringe filmen var, så var der altid noget at komme efter, så længe Bill Paxton var med. Han havde en dejlig umiddelbarhed i sit spil, som gjorde, at han altid var tilgængelig. Han var en af os. Onde tunger vil sige, at han ikke var creme de la creme indenfor skuespilkunsten, men det er en både unfair og irrelevant påstand. Paxton var et nemt offer, fordi han aldrig snobbede opad i sine rollevalg. Og så tillod han sig altid at være en smule tosset i sit spil, hvis han følte det peppede tingene op. Og det gjorde det altid. Samtidig var han meget bevidst om sine styrker og sine svagheder, så selvom paletten måske ikke var bred, så tog han omvendt nogle rollevalg, som ALTID vil være imprintet i min bevidsthed. Og de flittigt citerede øjeblikke som han efterlod bag sig er - heldigvis - ikke 'game over'. Tak for det, Bill.
Alligevel faldt valget ikke på en af hans udødeliggørende roller for James Cameron, da jeg mindedes ham i torsdags med en film. Det blev hans debut som instruktør (han nåede at instruere to) ”Frailty”. En rigtig fin lille psykologisk thriller, jeg i sin tid blev introduceret for gennem en af de førnævnte kumpaner. En yngre Matthew McConaughey er overbevisende som storyteller, mens filmen udspiller sig på en FBI-betjents kontor (en perfekt castet Powers Boothe) via karakterens tilståelse. Simultant flashbackes der så til den makabre fortælling om en enkemand (Paxton), der har ”hørt” Gud, og nu inddrager sine to unge sønner i hans nye karriere som øksemorder. Men i bund og grund er det en film om ældstesønnens kamp for at løsrive sig fra sin far. En slags 'coming of age'-historie sat i en religionsfanatisk ramme. Lige den del - sammen med Paxtons åbenhjertige spil og et godt plottwist – er filmens store styrke.
Det glæder mig meget, at Bill Paxton nåede at runde karrieren af med roller i højeksponerede og glimrende film som ”Edge of Tomorrow” og ”Nightcrawler”. For svipsere var der bestemt også. Men næsten ligegyldig hvor ringe filmen var, så var der altid noget at komme efter, så længe Bill Paxton var med. Han havde en dejlig umiddelbarhed i sit spil, som gjorde, at han altid var tilgængelig. Han var en af os. Onde tunger vil sige, at han ikke var creme de la creme indenfor skuespilkunsten, men det er en både unfair og irrelevant påstand. Paxton var et nemt offer, fordi han aldrig snobbede opad i sine rollevalg. Og så tillod han sig altid at være en smule tosset i sit spil, hvis han følte det peppede tingene op. Og det gjorde det altid. Samtidig var han meget bevidst om sine styrker og sine svagheder, så selvom paletten måske ikke var bred, så tog han omvendt nogle rollevalg, som ALTID vil være imprintet i min bevidsthed. Og de flittigt citerede øjeblikke som han efterlod bag sig er - heldigvis - ikke 'game over'. Tak for det, Bill.
12/03-2017
