fanboyle

Det er dælme usikker grund, som Danny Boyle og hans kompagnoner bevæger sig ud i med en fortsættelse til nyklassikeren Trainspotting. Heldigvis har Boyle valgt ikke at forsøge at efterligne den første films anarkistiske energi eller dens unikke personlighed, men har med T2: Trainspotting i stedet begået et andet bæst, der er skabt af melankoli, for aktørerne bag, for karaktererne, og for filmen i sig selv. Og dette element, en smertefuld melankoli over fortiden, fungerer fantastisk og originalt i Boyles nye film. Desværre filtreres hele værket ikke igennem denne prisme, og T2: Trainspotting er faktisk noget af det mest ujævne, som Boyle har begået i sin imponerende og endeløst fascinerende karriere (jeg er fanboy af manden, skal der lige tilføjes). Mangel på en ordentlig historie og den dominerende tematiske sammenhæng paralyserer faktisk T2: Trainspotting i en ikke uanseelig grad. Til tider kommer filmen til at føles hul og retningsløs, karaktererne en kende for ukantede (især Ewan McGregors Renton mangler nyfunden bid, dog uden skyld hos skuespilleren), og filmen er helt overordnet forbavsende ufarlig og sine steder drivende sentimental. Men, og her kommer en udelt begejstring for T2: Trainspotting, dens kraft og magt over publikum. Boyle begår vanvittige og smukke momenter og endog sekvenser, der er så himmelråbende fantastiske, at man sidder benovet og udmattet af filmlykke tilbage efter syn. Boyles cinematiske energi og sanselighed er uovertruffen og evigt udviklende, og i filmens enkeltstående scener og momenter lever T2: Trainspotting brillant og har endda sine decideret rørende øjeblikke. Hvis manuskriptet dog bare havde været en smule skarpere og Boyle mere tematisk stram, så kunne T2: Trainspotting også have endt som en nyklassiker. Det skete ikke, men Boyles første fortsættelse er stadig mindeværdig og ikke mindst seværdig i sin egen ret.