Så holder du kraftedme kæft, kælling!
6.0
Forleden fik jeg genset Blinkende Lygter for, Gud ved hvilken gang. Det er en af de film, hvor jeg kan de fleste af replikkerne udenad, og det er der også god grund til.
Blinkende Lygter er én af flere film, som er skrevet (og ofte også instrueret) af Anders Thomas Jensen, og som falder under en lidt udefinerbar genre. En genre, som vist kan siges at være særegen for ATH. Filmene kan beskrives som (folke)komedier med mere eller mindre sort humor og er befolket af karakterer, som virkelig kan beskrives som værende "karakterer" eller ligefrem karikaturer, som er så absurd groteske, ofte på kanten af samfundet, og bidrager i høj grad til filmenes absurde tone.
Disse film tæller I Kina spiser de hunde, De Grønne Slagtere, Adams Æbler, den forholdsvis nye film Mænd og høns og andre. Her vil jeg argumentere for, at Blinkende Lygter er den bedste film i den omtalt kategori af groteske ATH-komedier. Hvor karakterne i Blinkende Lygter er lidt skæve, er de ikke ligeså outrede og tegneserieagtige som i de Grønne Slagtere og især i Mænd og høns. Jeg vil mene, at karakterne er tilpas skæve og problemfyldte til at være interessante, men stadig psykologisk realistiske til at være relaterbare. Hvis man, ligesom jeg, er vokset op i en brødreflok, er der chance for, at man kan genkende flere karaktertræk fra de fire hovedkarakterer i sig selv eller hos andre. Det er i høj grad dynamikken mellem hovedkarakterne, men også i forhold til de fantastiske bifigurer, som gør filmen så stærk, som den er. Skuespillerne er topklasse og hjælpes på vej af et manuskript, det vil sige et overflødighedshorn af skarptskårne replikker, der sidder lige i skabet. Mange af replikkerne har fået kultstatus og bliver stadig reciteret af mig, familie og venner. Jeg glemmer for eksempel aldrig "Jordkølede pilsnere", "Hvad skød du den med?", "Der var et egern", "Lortespasserbus" og jeg kunne blive ved.
Filmen har rent faktisk også en socialrealistisk dimension, hvor nogle måske vil mene, som i ovenstående anmeldelse af Niels Bjørn, at denne er for tynd til reelt at have noget at sige. Men det er ifølge mig dét, der gør, at man stadig kan relatere til karakterne og ikke føler, at disse eller historien bliver uvedkommende og filmen kun består af fis og ballade.
Jeg kunne skrive flere rosende ord om denne danske perle af en film, som står meget højt på listen over mine favoritfilm fra vores hjemland. Nogle vil måske mene, at seks stjerner lyder af meget. Men hvad skal jeg ellers give til en film, der som få, stadig kan få mig til at skraldgrine med sin grotesk voldelige og sorte humor, men samtidig også berøre mig med sin tragiske historie om en række mennesker, der blev svigtet fra barnsben, men som fandt hinanden og skabte sin egen skrupskøre familie. Men er alle familier ikke lidt det? ;-)
Blinkende Lygter er én af flere film, som er skrevet (og ofte også instrueret) af Anders Thomas Jensen, og som falder under en lidt udefinerbar genre. En genre, som vist kan siges at være særegen for ATH. Filmene kan beskrives som (folke)komedier med mere eller mindre sort humor og er befolket af karakterer, som virkelig kan beskrives som værende "karakterer" eller ligefrem karikaturer, som er så absurd groteske, ofte på kanten af samfundet, og bidrager i høj grad til filmenes absurde tone.
Disse film tæller I Kina spiser de hunde, De Grønne Slagtere, Adams Æbler, den forholdsvis nye film Mænd og høns og andre. Her vil jeg argumentere for, at Blinkende Lygter er den bedste film i den omtalt kategori af groteske ATH-komedier. Hvor karakterne i Blinkende Lygter er lidt skæve, er de ikke ligeså outrede og tegneserieagtige som i de Grønne Slagtere og især i Mænd og høns. Jeg vil mene, at karakterne er tilpas skæve og problemfyldte til at være interessante, men stadig psykologisk realistiske til at være relaterbare. Hvis man, ligesom jeg, er vokset op i en brødreflok, er der chance for, at man kan genkende flere karaktertræk fra de fire hovedkarakterer i sig selv eller hos andre. Det er i høj grad dynamikken mellem hovedkarakterne, men også i forhold til de fantastiske bifigurer, som gør filmen så stærk, som den er. Skuespillerne er topklasse og hjælpes på vej af et manuskript, det vil sige et overflødighedshorn af skarptskårne replikker, der sidder lige i skabet. Mange af replikkerne har fået kultstatus og bliver stadig reciteret af mig, familie og venner. Jeg glemmer for eksempel aldrig "Jordkølede pilsnere", "Hvad skød du den med?", "Der var et egern", "Lortespasserbus" og jeg kunne blive ved.
Filmen har rent faktisk også en socialrealistisk dimension, hvor nogle måske vil mene, som i ovenstående anmeldelse af Niels Bjørn, at denne er for tynd til reelt at have noget at sige. Men det er ifølge mig dét, der gør, at man stadig kan relatere til karakterne og ikke føler, at disse eller historien bliver uvedkommende og filmen kun består af fis og ballade.
Jeg kunne skrive flere rosende ord om denne danske perle af en film, som står meget højt på listen over mine favoritfilm fra vores hjemland. Nogle vil måske mene, at seks stjerner lyder af meget. Men hvad skal jeg ellers give til en film, der som få, stadig kan få mig til at skraldgrine med sin grotesk voldelige og sorte humor, men samtidig også berøre mig med sin tragiske historie om en række mennesker, der blev svigtet fra barnsben, men som fandt hinanden og skabte sin egen skrupskøre familie. Men er alle familier ikke lidt det? ;-)
19/03-2017
