Yesterday, Today, Tomorrow
4.0
Der er elementer af stor elegance, ægte filmmagi og mesterlig begavet filmkunst i instruktørs Damien Chazelle musikalske kærlighedserklæring til blandt andet Hollywood. Som helstøbt værk fungerer ”La La Land” så desværre ikke helt så fantastisk, som den gør i enkeltdele.
Historien føles aldrig helt fyldestgørende på mig. Uden at efterlade mig kold, så har den ikke nok følelsesmæssigt pondus, til at gøre et dybere indtryk og deraf kommer også en følelse af, at filmen er mere overfladisk end nødvendigt, selv for musicalgenren.
Der bydes ellers på en både sød og ikke uvæsentlig fortælling om kærlighed og drømme, tilsat en vedkommende underliggende tematik, der både peger bagud (som de slidte vægmalerier og andet f.eks. er et fint symbol på) og fremad med gode pointer om både mennesker og kunst, om at skabe og glemme, at miste det gode hvis vi ikke dyrker det, men samtidig at intet nyt skabes ved kun at rette blikket bagud. På den måde er der meget at elske i ”La La Land”.
Musikken fungerer fint, selv om jeg savner det helt store nummer der rykker, hittet man virkelig husker og lyster at høre igen og igen. Dansen blæses man heller ikke bagud over. Den er tam og skuffende. Heldigvis kompenserer filmens tekniske aspekt ret godt for dette i store dele af filmen. Der er lækre farve- og billede kompositioner med mere.
I hovedrollerne er Emma Stone og Ryan Gosling et godt match på papiret. Stone er også helt vildt charmerende. Gosling er normalt også en fantastisk dygtig skuespiller, men hans forsøg på en laid back charme a la de store forbilleder fra fortiden i tilsvarende film, kan sine steder godt fremstå som om han er uinspireret og lad.
Men altså, der er meget, rigtigt meget faktisk at elske i ”La La Land” og jeg ville så gerne knuselske den, for der er vitterligt meget der tiltaler mig og taler til mit filmhjerte. Havde den pokkers historie dog bare fungeret bedre.
Historien føles aldrig helt fyldestgørende på mig. Uden at efterlade mig kold, så har den ikke nok følelsesmæssigt pondus, til at gøre et dybere indtryk og deraf kommer også en følelse af, at filmen er mere overfladisk end nødvendigt, selv for musicalgenren.
Der bydes ellers på en både sød og ikke uvæsentlig fortælling om kærlighed og drømme, tilsat en vedkommende underliggende tematik, der både peger bagud (som de slidte vægmalerier og andet f.eks. er et fint symbol på) og fremad med gode pointer om både mennesker og kunst, om at skabe og glemme, at miste det gode hvis vi ikke dyrker det, men samtidig at intet nyt skabes ved kun at rette blikket bagud. På den måde er der meget at elske i ”La La Land”.
Musikken fungerer fint, selv om jeg savner det helt store nummer der rykker, hittet man virkelig husker og lyster at høre igen og igen. Dansen blæses man heller ikke bagud over. Den er tam og skuffende. Heldigvis kompenserer filmens tekniske aspekt ret godt for dette i store dele af filmen. Der er lækre farve- og billede kompositioner med mere.
I hovedrollerne er Emma Stone og Ryan Gosling et godt match på papiret. Stone er også helt vildt charmerende. Gosling er normalt også en fantastisk dygtig skuespiller, men hans forsøg på en laid back charme a la de store forbilleder fra fortiden i tilsvarende film, kan sine steder godt fremstå som om han er uinspireret og lad.
Men altså, der er meget, rigtigt meget faktisk at elske i ”La La Land” og jeg ville så gerne knuselske den, for der er vitterligt meget der tiltaler mig og taler til mit filmhjerte. Havde den pokkers historie dog bare fungeret bedre.
25/03-2017
