Roger Moores kronjuvel
5.0
Efter mødet med Scaramanga og hans gyldne pistol var anmelderne på nakken af Bond og hans actionfattige stil. Trods store gimmicks virkede det da ærligt også som om, at Moore-udgaven af 007 endnu ikke havde fundet sit fodfæste. Med ”The Spy Who Loved Me” finder den ikke alene fodfæstet, men gør det så overbevisende, at den bliver stående i yderligere fire film.
Allerede med titelmelodien (ELSKER den!) og den hippe intro slås tonen an til en gennemarbejdet og højt sigtende film. Det tredje kapitel i Roger Moore-æraen er godt pakket med underholdning fra den høje hylde. Med glimrende temposkift udarter actiondelen sig ofte på god gammeldags facon, som vi kender det fra de ældste film.
Man har da også hyret en ny gammel kending fra Connery-tiden, Lewis Gilbert, og det er ikke nogen dum beslutning. Dels havde Guy Hamilton i tre (om end udmærkede) forsøg i træk ikke genfundet niveauet fra ”Goldfinger”, dels er Gilbert bare en bedre action-instruktør. Det er igen lykkedes ham at lave en morderligt underholdende Bond-film, der ligesom ”You Only Live Twice” tager udgangspunkt i et ret straightforward plot og så ellers bare buldrer frem.
Filmen er spækket med gode momenter. Skurkens (en über-diabolsk Cürd Jurgens) vanvidspalæ der brager op igennem vandet er en arkitektonisk og teknisk milepæl. Bond der dykker ned i havet i sin rålækre Lamborghini var en drengedrøm, der gik i opfyldelse, som jeg ikke anede eksisterede. Mit 10-årige hoved eksploderede. Og så byder det 10. Bond-eventyr på den hidtil mest eksplosive afslutning - bogstavelig talt.
Og - selvfølgelig – introduktionen af fyrtårnet Jaws, der med sit metalliske smil besidder seriens mest mindeværdige 'special skill', der gør en flugtscene fra pyramiderne uforglemmelig her. Moore lader i øvrigt til at befinde sig som blommen i et æg i hovedrollen og har for alvor taget den til sig. Dog må man igen undre sig over, hvorfor i alverden man igen-igen har hyret en talentløs skuespillerinde som Bond-pige. I rollen som den russiske spion har Barbara Bach en personlighed som en søpølse, og det er dælme ærgerligt, når karakteren fylder så meget. Eneste store minus i en hæderlig Bond-film.
Karakter: 8/10
Allerede med titelmelodien (ELSKER den!) og den hippe intro slås tonen an til en gennemarbejdet og højt sigtende film. Det tredje kapitel i Roger Moore-æraen er godt pakket med underholdning fra den høje hylde. Med glimrende temposkift udarter actiondelen sig ofte på god gammeldags facon, som vi kender det fra de ældste film.
Man har da også hyret en ny gammel kending fra Connery-tiden, Lewis Gilbert, og det er ikke nogen dum beslutning. Dels havde Guy Hamilton i tre (om end udmærkede) forsøg i træk ikke genfundet niveauet fra ”Goldfinger”, dels er Gilbert bare en bedre action-instruktør. Det er igen lykkedes ham at lave en morderligt underholdende Bond-film, der ligesom ”You Only Live Twice” tager udgangspunkt i et ret straightforward plot og så ellers bare buldrer frem.
Filmen er spækket med gode momenter. Skurkens (en über-diabolsk Cürd Jurgens) vanvidspalæ der brager op igennem vandet er en arkitektonisk og teknisk milepæl. Bond der dykker ned i havet i sin rålækre Lamborghini var en drengedrøm, der gik i opfyldelse, som jeg ikke anede eksisterede. Mit 10-årige hoved eksploderede. Og så byder det 10. Bond-eventyr på den hidtil mest eksplosive afslutning - bogstavelig talt.
Og - selvfølgelig – introduktionen af fyrtårnet Jaws, der med sit metalliske smil besidder seriens mest mindeværdige 'special skill', der gør en flugtscene fra pyramiderne uforglemmelig her. Moore lader i øvrigt til at befinde sig som blommen i et æg i hovedrollen og har for alvor taget den til sig. Dog må man igen undre sig over, hvorfor i alverden man igen-igen har hyret en talentløs skuespillerinde som Bond-pige. I rollen som den russiske spion har Barbara Bach en personlighed som en søpølse, og det er dælme ærgerligt, når karakteren fylder så meget. Eneste store minus i en hæderlig Bond-film.
Karakter: 8/10
26/03-2017
