Ingen åbenbaring
3.0
Martin Scorsese er ude i en svær, men uhyre spændende disciplin med ”Silence”. Filmen har både ”scope & scale” som en episk Kurosawa-film og intimitet som et tyst Bergman-kammerspil. På papiret er det en kobling af det stof, filmdrømme er gjort af, men i praksis føles resultatet ikke større end summen af sine dele. Faktisk føles det en lille smule mindre.
Der er ellers betagende oversigtsbilleder og rystende enkeltscener at tage til takke med, og i perioder forkæler Scorsese sine seere med et flot pacet, smukt afstemt drama om troens veje og vildveje og den smerte, end ikke troen kan lindre.
I mine øjne lykkes foretagendet dog kun delvist, fordi den menneskelige kerne i filmen simpelthen ikke er stærk nok. Andrew Garfield spiller en vis legemsdel langt ud af bukserne, men man er imponeret snarere end medrevet, fordi den spanske accent blokerer for den totale indlevelse. Værre står det til med Adam Driver, der aldrig kommer udover stepperne. Hans rolle virker underligt vag - måske uklart defineret af Scorsese. Hvem ved. Et eller andet synes i hvert fald at være galt, for Driver har gentagne gange bevist sig som en af sin generations dygtigste og mest unikke skuespillere, senest i Jim Jarmusch’ genistreg ”Paterson”.
Læg dertil, at ”Silence” ikke for alvor bringer nye vinkler på, hvad det reelt vil sige at tro. Manuskriptet adresserer sine problemstillinger med en direkthed, der for ofte munder ud i konkret dialog – og det, der ytres, preller ganske enkelt af på en ateist som mig. Omvendt gav en film som franske ”Om guder og mænd” mig næsten lyst til at blive munk.
Jeg har en mistanke om, at ”Silence” vil vinde mig over, når jeg om 5-10 år genser den på tv, uforberedt og åben. Indtil da synes filmen ligeså streng og asketisk som den tro, den beskriver.
Der er ellers betagende oversigtsbilleder og rystende enkeltscener at tage til takke med, og i perioder forkæler Scorsese sine seere med et flot pacet, smukt afstemt drama om troens veje og vildveje og den smerte, end ikke troen kan lindre.
I mine øjne lykkes foretagendet dog kun delvist, fordi den menneskelige kerne i filmen simpelthen ikke er stærk nok. Andrew Garfield spiller en vis legemsdel langt ud af bukserne, men man er imponeret snarere end medrevet, fordi den spanske accent blokerer for den totale indlevelse. Værre står det til med Adam Driver, der aldrig kommer udover stepperne. Hans rolle virker underligt vag - måske uklart defineret af Scorsese. Hvem ved. Et eller andet synes i hvert fald at være galt, for Driver har gentagne gange bevist sig som en af sin generations dygtigste og mest unikke skuespillere, senest i Jim Jarmusch’ genistreg ”Paterson”.
Læg dertil, at ”Silence” ikke for alvor bringer nye vinkler på, hvad det reelt vil sige at tro. Manuskriptet adresserer sine problemstillinger med en direkthed, der for ofte munder ud i konkret dialog – og det, der ytres, preller ganske enkelt af på en ateist som mig. Omvendt gav en film som franske ”Om guder og mænd” mig næsten lyst til at blive munk.
Jeg har en mistanke om, at ”Silence” vil vinde mig over, når jeg om 5-10 år genser den på tv, uforberedt og åben. Indtil da synes filmen ligeså streng og asketisk som den tro, den beskriver.
04/04-2017
