"Once there was a spot, for one brief shining moment that was known as Camelot"
4.0
Efter mordet på John F. Kennedy kæmper Jackie Kennedy for sin mands eftermæle, samtidig med at hun selv skal behandle sorgen og holde sammen på sin familie.
Pablo Larraíns biopic om kvinden, der om nogen er det moderne forbillede for en amerikansk First Lady, zoomer modigt ind på ganske få uger af hendes begivenhedsrige liv. Naturligvis med fokus på den ene begivenhed, alle kender til, nemlig mordet i Dallas - som Jackie Kennedy ifølge filmen hjalp med at gøre til et ekstra skelsættende punkt i historien.
Det er med andre ord et tvetydigt portræt, der tegnes af præsidentfruen. På den ene side er hovedpersonen udsat for en brutal omvæltning, og man forstår hende, da hun indestængt rasende nægter at skifte ud af sin blodstænkede spadseredragt, fordi hun vil vise verden, hvad der blev gjort mod hendes mand.
På den anden side viser filmen også Jackie Kennedy som en skarp politisk aktør, der i dagene efter mordet er ekstremt bevidst om at give JFK en fremtrædende plads i historien, så hans efterfølger ikke automatisk får alt rampelyset. Ikke mindst udtrykt i den dialog, der danner rammen for filmens fortælling: En uge efter mordet mødtes Jackie Kennedy med en magasinjournalist og gav et usædvanligt åbenhjertigt interview - men forbød journalisten at bruge de mest kontroversielle udtalelser. I stedet fodrede hun ham med den fortælling om Kennedy-præsidentperioden som et moderne Camelot, der derefter sivede ud i den brede offentligheds opfattelse af Kennedy.
Det er et spændende portræt, man på den måde får serveret i "Jackie". Instruktør Larraín fremstiller sin hovedperson som et temmelig kynisk menneske, men formår stadig at holde sympatien for hende intakt. Selvsagt godt hjulpet af en stærkt spillende Natalie Portman, der portrætterer Jackie Kennedy som ekstremt kontrolleret og på alle måder bevidst om de indtryk, hun efterlader.
Vi ser med andre ord en person, der konstant er iført en maske, selv når hun taler lige ud af posen. Og det er så svagheden ved "Jackie": Selv om filmen går til ét af USA's mest elskede offentlige ikoner med forbløffende ærlighed, synes jeg aldrig, det lykkes Larraín at vise mig hele mennesket bag facaden. Men det er afgjort en interessant film.
Pablo Larraíns biopic om kvinden, der om nogen er det moderne forbillede for en amerikansk First Lady, zoomer modigt ind på ganske få uger af hendes begivenhedsrige liv. Naturligvis med fokus på den ene begivenhed, alle kender til, nemlig mordet i Dallas - som Jackie Kennedy ifølge filmen hjalp med at gøre til et ekstra skelsættende punkt i historien.
Det er med andre ord et tvetydigt portræt, der tegnes af præsidentfruen. På den ene side er hovedpersonen udsat for en brutal omvæltning, og man forstår hende, da hun indestængt rasende nægter at skifte ud af sin blodstænkede spadseredragt, fordi hun vil vise verden, hvad der blev gjort mod hendes mand.
På den anden side viser filmen også Jackie Kennedy som en skarp politisk aktør, der i dagene efter mordet er ekstremt bevidst om at give JFK en fremtrædende plads i historien, så hans efterfølger ikke automatisk får alt rampelyset. Ikke mindst udtrykt i den dialog, der danner rammen for filmens fortælling: En uge efter mordet mødtes Jackie Kennedy med en magasinjournalist og gav et usædvanligt åbenhjertigt interview - men forbød journalisten at bruge de mest kontroversielle udtalelser. I stedet fodrede hun ham med den fortælling om Kennedy-præsidentperioden som et moderne Camelot, der derefter sivede ud i den brede offentligheds opfattelse af Kennedy.
Det er et spændende portræt, man på den måde får serveret i "Jackie". Instruktør Larraín fremstiller sin hovedperson som et temmelig kynisk menneske, men formår stadig at holde sympatien for hende intakt. Selvsagt godt hjulpet af en stærkt spillende Natalie Portman, der portrætterer Jackie Kennedy som ekstremt kontrolleret og på alle måder bevidst om de indtryk, hun efterlader.
Vi ser med andre ord en person, der konstant er iført en maske, selv når hun taler lige ud af posen. Og det er så svagheden ved "Jackie": Selv om filmen går til ét af USA's mest elskede offentlige ikoner med forbløffende ærlighed, synes jeg aldrig, det lykkes Larraín at vise mig hele mennesket bag facaden. Men det er afgjort en interessant film.
12/04-2017
