Stilfuld og velspillet metafortælling
5.0
En succesfuld galleriejer får tilsendt en kopi af sin eksmands kommende roman. Bogen er en barsk noirhistorie om en mand, hvis kone og datter bliver bortført, da familiens bil bliver tvunget af vejen en sen aften. Og den historie får galleriejeren til at mindes sin tid med eksmanden og reflektere over de valg, hun traf dengang.
Modeskaberen Tom Fords anden film er ligesom den første, den fremragende ”A Single Man”, baseret på et tungt litterært forlæg, som Ford på imponerende vis formår at få omsat til et velfungerende filmformat. Her ligger kompleksiteten først og fremmest i den narrative konstruktion med en historie i historien, og at en vigtig del af fortællingen er bundet op på de følelser og tanker, som den ene historie fremkalder hos hovedpersonen i den anden.
Det kunne nemt være blevet stift og prætentiøst, men ”Nocturnal Animals” er en fængslende oplevelse, fordi det lykkes Ford at gøre fiktionen i fiktionen, eksmandens roman, til en enormt spændende historie i sig selv. I den må hovedpersonen magtesløs se til, da skurkene kører væk med hans kone og datter, og derefter følger en desperat jagt med stadig mere dystre undertoner i en affolket del af Texas. Hvor den barske stil bliver naglet fast af to skarpe biroller – Aaron Taylor-Johnson som bortførernes psykopatiske leder og Michael Shannon som den kræftramte, benhårde politimand, der leder eftersøgningen. Og Ford understreger historiens symbolske betydning ved at lade en ligeledes velspillende Jake Gyllenhaal spille hovedrollen, hvilket reflekterer direkte over på, at Gyllenhaal også spiller eksmanden i filmens rammehistorie.
I den del handler filmen først og fremmest om ekskonen, som portrætteres fremragende af Amy Adams. Det er endnu en rolle, som understreger hendes store spændvidde som skuespiller, for her er intet af den udadvendte charme, hun tidligere har vist. I stedet rammer hun en ordknap, kølig, ekstremt kontrolleret stil, hvor små detaljer i bevægelser og blikke markerer det, der foregår under overfladen. Det er som nævnt fremragende skuespil, og æstetikeren Ford sætter sin hovedrolle op i nogle helt fantastiske skud i halvtotal, hvor Adams er iført en mørk rullekravesweater, der smelter sammen med baggrunden, så det udelukkende er hendes ansigt, som kommer i fokus.
Det er ikke overraskende, at forfatter-instruktør Ford har en styrke der, for selvfølgelig giver hans mange år med modeæstetik noget på den front. ”Nocturnal Animals” er en smukt fotograferet og teknisk enormt velproduceret film. Mere imponerende er det så, at Ford også i sin anden film viser sig som en stærk historiefortæller. Denne historie kunne nemt være kørt galt på film, men i Fords hænder bliver den aparte kombination af persondrama og sydstatsnoir til en fængslende, fascinerende og tvetydigt moralsk fortælling.
Modeskaberen Tom Fords anden film er ligesom den første, den fremragende ”A Single Man”, baseret på et tungt litterært forlæg, som Ford på imponerende vis formår at få omsat til et velfungerende filmformat. Her ligger kompleksiteten først og fremmest i den narrative konstruktion med en historie i historien, og at en vigtig del af fortællingen er bundet op på de følelser og tanker, som den ene historie fremkalder hos hovedpersonen i den anden.
Det kunne nemt være blevet stift og prætentiøst, men ”Nocturnal Animals” er en fængslende oplevelse, fordi det lykkes Ford at gøre fiktionen i fiktionen, eksmandens roman, til en enormt spændende historie i sig selv. I den må hovedpersonen magtesløs se til, da skurkene kører væk med hans kone og datter, og derefter følger en desperat jagt med stadig mere dystre undertoner i en affolket del af Texas. Hvor den barske stil bliver naglet fast af to skarpe biroller – Aaron Taylor-Johnson som bortførernes psykopatiske leder og Michael Shannon som den kræftramte, benhårde politimand, der leder eftersøgningen. Og Ford understreger historiens symbolske betydning ved at lade en ligeledes velspillende Jake Gyllenhaal spille hovedrollen, hvilket reflekterer direkte over på, at Gyllenhaal også spiller eksmanden i filmens rammehistorie.
I den del handler filmen først og fremmest om ekskonen, som portrætteres fremragende af Amy Adams. Det er endnu en rolle, som understreger hendes store spændvidde som skuespiller, for her er intet af den udadvendte charme, hun tidligere har vist. I stedet rammer hun en ordknap, kølig, ekstremt kontrolleret stil, hvor små detaljer i bevægelser og blikke markerer det, der foregår under overfladen. Det er som nævnt fremragende skuespil, og æstetikeren Ford sætter sin hovedrolle op i nogle helt fantastiske skud i halvtotal, hvor Adams er iført en mørk rullekravesweater, der smelter sammen med baggrunden, så det udelukkende er hendes ansigt, som kommer i fokus.
Det er ikke overraskende, at forfatter-instruktør Ford har en styrke der, for selvfølgelig giver hans mange år med modeæstetik noget på den front. ”Nocturnal Animals” er en smukt fotograferet og teknisk enormt velproduceret film. Mere imponerende er det så, at Ford også i sin anden film viser sig som en stærk historiefortæller. Denne historie kunne nemt være kørt galt på film, men i Fords hænder bliver den aparte kombination af persondrama og sydstatsnoir til en fængslende, fascinerende og tvetydigt moralsk fortælling.
13/04-2017
