Reaching for the stars
4.0
Under rumkapløbet i starten af 60’erne arbejder flere sorte kvinder for NASA’s rumprogram, men de må overvinde store fordomme om deres hudfarve og køn, før deres superskarpe hjerner kan få lov til at bidrage fuldt ud som matematikere og ingeniører.
Filmens velvalgte titel siger i virkeligheden det meste. Det her er en fortælling om nogle ualmindeligt kompetente heltinder, som både i nutiden og i deres samtid ikke var de første, der bliver nævnt på listen over folk, som bidrog til, at John Glenn i 1962 blev den første amerikaner i rummet. I forhold til de virkelige begivenheder komprimerer forfatter-instruktør Theodore Melfi så også tingene noget sammen, for i virkeligheden blev de tre hovedpersoner allerede i løbet af 50’erne anerkendt som fuldt ud kompetente af NASA. Men at fokusere historien på meget færre år er et dramatisk valg, der giver mening i mine øjne.
På den måde fungerer Mercury-Atlas-6-ekspeditionen effektivt som bagtæppe for den historie om diskrimination, som Melfi primært ønsker at fortælle. Og diskrimination er der nok af, for det var selvsagt dobbelt nederen at være både sort og kvinde på den tid, og tilmed boede rumprogrammet i sydstaten Virginia, som stadig havde raceadskillelseslove i 1962. Det giver detaljer, som i dag virker decideret bizarre, fx at én af hovedpersonerne må gå næsten en kilometer for at komme på toilettet, fordi der ikke er noget toilet for sorte i den bygning, hun bliver forfremmet til at arbejde i. Og bag hovedpersonernes egen oplevelse af konstante små diskriminationer spejler Melfi så også lige over på den begyndende borgerrettighedskamp, der som bekendt førte til voldelige konfrontationer og mord.
”Hidden Figures” er dog ikke nogen alvorlig film om borgerrettighedskamp og modstand, for Melfi vælger i stedet at tackle emnet med humor. Hvilket faktisk er et fint valg, for ideologien bag raceadskillelse var jo latterlig, og meget af diskriminationen forekommer aldeles absurd med nutidige briller. Resultatet er derfor en velfungerende feelgood-film, hvis heltinder først og fremmest bare kæmper for at få deres kompetencer anerkendt. I øvrigt med bund i fint spillede roller, især af Octavia Spencer, men også med solidt spil fra Taraji P. Henson og Janelle Monáe i de to andre hovedroller. Ligesom Kevin Costner er solid som lederen af rumprogrammet, der viser sig at være på kvindernes side, da han endelig fatter, hvad der foregår.
Alt i alt en charmerende og rørende film, der tackler et alvorligt emne med et lunt humoristisk glimt i øjet - men på grund af den letbenede tilgang bider den heller ikke rigtig hårdt.
Filmens velvalgte titel siger i virkeligheden det meste. Det her er en fortælling om nogle ualmindeligt kompetente heltinder, som både i nutiden og i deres samtid ikke var de første, der bliver nævnt på listen over folk, som bidrog til, at John Glenn i 1962 blev den første amerikaner i rummet. I forhold til de virkelige begivenheder komprimerer forfatter-instruktør Theodore Melfi så også tingene noget sammen, for i virkeligheden blev de tre hovedpersoner allerede i løbet af 50’erne anerkendt som fuldt ud kompetente af NASA. Men at fokusere historien på meget færre år er et dramatisk valg, der giver mening i mine øjne.
På den måde fungerer Mercury-Atlas-6-ekspeditionen effektivt som bagtæppe for den historie om diskrimination, som Melfi primært ønsker at fortælle. Og diskrimination er der nok af, for det var selvsagt dobbelt nederen at være både sort og kvinde på den tid, og tilmed boede rumprogrammet i sydstaten Virginia, som stadig havde raceadskillelseslove i 1962. Det giver detaljer, som i dag virker decideret bizarre, fx at én af hovedpersonerne må gå næsten en kilometer for at komme på toilettet, fordi der ikke er noget toilet for sorte i den bygning, hun bliver forfremmet til at arbejde i. Og bag hovedpersonernes egen oplevelse af konstante små diskriminationer spejler Melfi så også lige over på den begyndende borgerrettighedskamp, der som bekendt førte til voldelige konfrontationer og mord.
”Hidden Figures” er dog ikke nogen alvorlig film om borgerrettighedskamp og modstand, for Melfi vælger i stedet at tackle emnet med humor. Hvilket faktisk er et fint valg, for ideologien bag raceadskillelse var jo latterlig, og meget af diskriminationen forekommer aldeles absurd med nutidige briller. Resultatet er derfor en velfungerende feelgood-film, hvis heltinder først og fremmest bare kæmper for at få deres kompetencer anerkendt. I øvrigt med bund i fint spillede roller, især af Octavia Spencer, men også med solidt spil fra Taraji P. Henson og Janelle Monáe i de to andre hovedroller. Ligesom Kevin Costner er solid som lederen af rumprogrammet, der viser sig at være på kvindernes side, da han endelig fatter, hvad der foregår.
Alt i alt en charmerende og rørende film, der tackler et alvorligt emne med et lunt humoristisk glimt i øjet - men på grund af den letbenede tilgang bider den heller ikke rigtig hårdt.
13/04-2017
