Sortsyn
4.0
En sort dreng vokser op med en crackrygende mor i ét af Miamis slumkvarterer. At han er homoseksuel, gør hovedpersonen yderligere sårbar, og ungdomsårenes udfordringer sætter dybe spor.
Årets Oscar-vinder for Bedste Film er en følsom og trist historie om spildt potentiale og en hovedperson, der aldrig rigtig har en chance. Forfatter-instruktør Barry Jenkins har delt filmen op i tre skarpt adskilte afsnit, hvor man følger hovedpersonen, fra han er et barn uden opbakning i hjemmet, over episoder med mobning og nederlag, og til han som ung mand er blevet forhærdet og selv har taget meget af den negative kultur til sig.
"Moonlight" handler nemlig rigtig meget om kultur, med udgangspunkt i sorte amerikaneres selvforståelse og ikke mindst med pointer om manglende værdighed og fællesskabsfølelse. Der er glimt af håb i det første afsnit, hvor hovedpersonen stadig har viljen til at klare sig på trods. Desto mere hjerteskærende er det, at hans baggrund alligevel får skovlen under ham og efterlader ham som et ødelagt menneske. Selv om slutsekvensen trods alt levner håb, om at der er noget tilbage at bygge på.
Jenkins fokuserer dygtigt hele filmen på sin hovedperson - det er hans liv med de manglende muligheder, som er i fokus, og én af filmens store forcer er, at den formår at give et komplekst billede af de faktorer, som præger ham. "Moonlight" er ikke en film, der påstår, at sociale problemer kan løses med et fingerknips. Det ville også være naivt, når den bedste rollemodel i éns opvækst viser sig at være den lokale narkopusher.
Trods det trøstesløse emne er "Moonlight" så også en virkelig flot fotograferet film. Det lykkes fotograf James Laxton at finde nogle smukke skud midt i al elendigheden, og kameraet følger hovedpersonen i intense nærbilleder, mens hans stenansigt sætter sig stadig bedre fast.
Det er imponerende teknisk arbejde for en film af denne type, og det bliver bakket op af stærkt skuespil i flere roller. Mahershala Ali er skarp i sine Oscar-vindende få scener som pusheren, der bekymrer sig for den fortabte dreng, og Naomie Harris har masser af intensitet som den endnu mere fortabte mor. Blandt de forskellige udgaver af hovedpersonen var jeg især imponeret af Alex Hibbert som den yngste i første sekvens, men alle tre skuespillere spiller solidt.
"Moonlight" er altså en særdeles vellavet film med noget på hjerte, men alligevel er den ikke helt oppe at ringe for mig. Jeg synes, at Barry Jenkins får stoppet lidt for mange temaer og detaljer ind i den, og jeg sad også med en fornemmelse af at have set det hele før, dog med elementer fra vidt forskellige film. Men "Moonlight" har bestemt stadig en overbevisende pointe om det dybt uretfærdige, i at nogle mennesker simpelt hen er født til at tabe.
Årets Oscar-vinder for Bedste Film er en følsom og trist historie om spildt potentiale og en hovedperson, der aldrig rigtig har en chance. Forfatter-instruktør Barry Jenkins har delt filmen op i tre skarpt adskilte afsnit, hvor man følger hovedpersonen, fra han er et barn uden opbakning i hjemmet, over episoder med mobning og nederlag, og til han som ung mand er blevet forhærdet og selv har taget meget af den negative kultur til sig.
"Moonlight" handler nemlig rigtig meget om kultur, med udgangspunkt i sorte amerikaneres selvforståelse og ikke mindst med pointer om manglende værdighed og fællesskabsfølelse. Der er glimt af håb i det første afsnit, hvor hovedpersonen stadig har viljen til at klare sig på trods. Desto mere hjerteskærende er det, at hans baggrund alligevel får skovlen under ham og efterlader ham som et ødelagt menneske. Selv om slutsekvensen trods alt levner håb, om at der er noget tilbage at bygge på.
Jenkins fokuserer dygtigt hele filmen på sin hovedperson - det er hans liv med de manglende muligheder, som er i fokus, og én af filmens store forcer er, at den formår at give et komplekst billede af de faktorer, som præger ham. "Moonlight" er ikke en film, der påstår, at sociale problemer kan løses med et fingerknips. Det ville også være naivt, når den bedste rollemodel i éns opvækst viser sig at være den lokale narkopusher.
Trods det trøstesløse emne er "Moonlight" så også en virkelig flot fotograferet film. Det lykkes fotograf James Laxton at finde nogle smukke skud midt i al elendigheden, og kameraet følger hovedpersonen i intense nærbilleder, mens hans stenansigt sætter sig stadig bedre fast.
Det er imponerende teknisk arbejde for en film af denne type, og det bliver bakket op af stærkt skuespil i flere roller. Mahershala Ali er skarp i sine Oscar-vindende få scener som pusheren, der bekymrer sig for den fortabte dreng, og Naomie Harris har masser af intensitet som den endnu mere fortabte mor. Blandt de forskellige udgaver af hovedpersonen var jeg især imponeret af Alex Hibbert som den yngste i første sekvens, men alle tre skuespillere spiller solidt.
"Moonlight" er altså en særdeles vellavet film med noget på hjerte, men alligevel er den ikke helt oppe at ringe for mig. Jeg synes, at Barry Jenkins får stoppet lidt for mange temaer og detaljer ind i den, og jeg sad også med en fornemmelse af at have set det hele før, dog med elementer fra vidt forskellige film. Men "Moonlight" har bestemt stadig en overbevisende pointe om det dybt uretfærdige, i at nogle mennesker simpelt hen er født til at tabe.
19/04-2017
