Forvrøvlet kurophold

2.0
En ambitiøs ung mand bliver sendt til Schweiz for at hente direktøren for det firma, han arbejder for, som tilsyneladende er taget på permanent kurophold. Han finder direktøren højt oppe i Alperne, men ryger ind i et trafikuheld og er pludselig selv sengeliggende med et brækket ben. Og så går der ikke lang tid, før han får mistanke, om at der foregår noget helt skummelt på kurstedet.

Med "A Cure for Wellness" forsøger instruktør Gore Verbinski at dreje sin normale humoristiske stil i en endnu mere absurd retning i en gyser med sorthumoristiske undertoner. Historien spiller på velkendte klicheer om at komme til fremmed sted fyldt med dystre hemmeligheder, og præmissen bliver effektivt etableret i en visuelt flot produktion.

Desværre falder filmen fuldstændig sammen, efterhånden som hovedpersonen kører i ring mellem suspekte kurbade og sære personager, og det viser sig, at Verbinskis forsøg på at lave god, gammeldags gotisk horror a la Roger Corman ikke holder vand. Plottet i "A Cure for Wellness" er simpelt hen for konstrueret, og filmen ved ikke rigtig, om den vil være helt seriøs eller halvt morsom. Det hjælper heller ikke, at Dane DeHaan går i tomgang i hovedrollen, og Jason Isaacs bare er for meget som kurstedets mystiske leder. Men det er først og fremmest manuskriptet, der får den her til at blive tabt på gulvet.
A Cure for Wellness