Guldfeberdrømme
4.0
I slutningen af 90'erne er et familieejet mineselskab fra Nevada ved at gå på røven, og ejeren satser derfor alt på et sidste desperat skud: Han kontakter en geolog med interessante alternative teorier om, hvordan man kan spore mineralaflejringer, og sammen går de på jagt i junglen på Borneo. Derude finder de noget, der estimeres til at være århundredets største guldfund. Men euforien bliver afløst af grimme overraskelser.
"Gold" er løst baseret på sagen om den canadiske virksomhed Bre-X, der i 1997 havde ansvaret for verdenshistoriens største mineskandale. Aktionærerne blev svindlet for milliarder af dollars, og det er altså den sensationelle historie, som instruktør Stephen Gaghan har flyttet til USA i sin første spillefilm siden den bidske spionthriller "Syriana".
Først og fremmest handler "Gold" om guldfeber. Om hvordan nærmest alle involverede, også her i slutningen af det 20. århundrede, bliver grebet af tanken om det store fund og muligheden for at blive svinerig med ét slag. I en grad, så den kritiske tænkning bliver slået fra. Og så går det stærkt, når der samtidig bliver presset på for at sikre sig rettighederne i kamp med andre mineselskaber, som også forsøger at vinde den indonesiske regerings gunst.
I spidsen for det hele står Matthew McConaughey i en flot spillet, tvetydig rolle som prospektøren, der får det hele stablet på benene. McConaughey giver den hele armen med halvskaldet frisure og lurvet jakkesæt, men Gaghan lader begavet tolkningen af rollen stå åben for publikum: Det bliver aldrig gjort direkte klart, om hovedpersonen selv falder for guldfeberen, eller om han er en del af spillet i kulisserne - der må man tænke sit. Og McConaughey gør naturligvis sin karakter charmerende, ligesom rollen også bliver løftet af at have Bryce Dallas Howard som en virkelig sympatisk kæreste.
"Gold" er en smule ujævn i udførelsen, men det forhindrer den ikke i at være en interessant film om, hvad drømmen om succes gør ved folk. Fire små stjerner herfra.
"Gold" er løst baseret på sagen om den canadiske virksomhed Bre-X, der i 1997 havde ansvaret for verdenshistoriens største mineskandale. Aktionærerne blev svindlet for milliarder af dollars, og det er altså den sensationelle historie, som instruktør Stephen Gaghan har flyttet til USA i sin første spillefilm siden den bidske spionthriller "Syriana".
Først og fremmest handler "Gold" om guldfeber. Om hvordan nærmest alle involverede, også her i slutningen af det 20. århundrede, bliver grebet af tanken om det store fund og muligheden for at blive svinerig med ét slag. I en grad, så den kritiske tænkning bliver slået fra. Og så går det stærkt, når der samtidig bliver presset på for at sikre sig rettighederne i kamp med andre mineselskaber, som også forsøger at vinde den indonesiske regerings gunst.
I spidsen for det hele står Matthew McConaughey i en flot spillet, tvetydig rolle som prospektøren, der får det hele stablet på benene. McConaughey giver den hele armen med halvskaldet frisure og lurvet jakkesæt, men Gaghan lader begavet tolkningen af rollen stå åben for publikum: Det bliver aldrig gjort direkte klart, om hovedpersonen selv falder for guldfeberen, eller om han er en del af spillet i kulisserne - der må man tænke sit. Og McConaughey gør naturligvis sin karakter charmerende, ligesom rollen også bliver løftet af at have Bryce Dallas Howard som en virkelig sympatisk kæreste.
"Gold" er en smule ujævn i udførelsen, men det forhindrer den ikke i at være en interessant film om, hvad drømmen om succes gør ved folk. Fire små stjerner herfra.
21/04-2017
