Undertrykkelse Er En Værre Heksekeddel

Her har vi en gyser, der er mere ulmende og urovækkende end den er egentlig uhyggelig. Det er en film, der svælger i synd (ordet bliver brugt på stribe og selv hovedkarakterens navn bærer ordet "sin") og filmen ligner, på overfladen, også en advarsel om hvad der sker, hvis man vælger at gå syndens veje. Men i virkeligheden forholder det sig måske sådan at intet menneske er uden synd og derfor pr. automatik ikke kan følge den strenge kristne , konservative dogme som filmens familie lever under. Det er mere en film om at bryde ud af denne og finde sin egen vej, og gennem den vej, et nyt og mere frit liv; fantastisk illustreret i filmens sidste scene.

Udover at være en granskning af religiøs filosofi fungerer filmen også fantastisk on face value alone. Den er atmosfærisk som bare pokker, fremragende spillet i alle roller og de tvetydige, stemningsfyldte billeder er på en gang hamrende flotte og urovækkende, der bringer minder om Eggers' landsmænd som Roeg og Robin Hardy's Wicker Man. Det er også en fantastisk historietime om en families forfald grundet strenge overbevisninger og om hvor let overtro kan splitte mennesker ad.

The Witch er en gyser for alle, der mener at en gyser skal kunne mere end blot skræmme; den skal kunne efterlade et indtryk og det er gysere som denne, der gør det værd at vade igennem Det Døde Klichéhav af billige og uigennemtænkte "fright fests". Her har vi at gøre med en gyser, der har nok tematisk fedt på sidebenene samtidig med at være hamrende foruroligende.