Verhoevens hyldest til Chabrol er barsk og provokerende
5.0
En succesfuld forretningskvinde bliver overfaldet og voldtaget i sit hjem. I første omgang forsøger hun at ryste overgrebet af sig og lade som ingenting, men snart melder spørgsmålene sig - hvem var overfaldsmanden, er der en forbindelse til hendes fortid, og kan han tænkes at vende tilbage?
Med "Elle" kom instruktør Paul Verhoeven tilbage i det internationale rampelys, hvor han ellers ikke rigtig har befundet sig, siden han lavede en håndfuld højtprofilerede Hollywood-film i 80'erne og 90'erne. Derefter vendte han tilbage til Europa, og "Elle" er hans første franske film, der også er meget tydeligt franskinspireret. Verhoeven har altid været ekstremt bevidst om sine stilistiske virkemidler, og her er stort set hele filmsproget - kameraføring, klipning, brugen af dialoger - hentet fra Claude Chabrols hovedværker.
Parallellen til Chabrol er der også i brugen af en krimihistorie til at grave i bredere temaer, for "Elle" er ikke 'bare' en voldtægtshistorie. Filmen er også, og måske primært, et komplekst portræt af en hovedperson, der netop ikke reagerer, som vi er vant til, at et voldtægtsoffer skal reagere. Her kommer vi rundt om en masse forviklinger i hovedpersonens privatliv, men også omkring en forfærdelig hændelse i hendes barndom, der tydeligvis er afgørende for, hvordan hun nu reagerer på overfaldet.
Jeg forstår godt, at "Elle" har fremprovokeret nogle skarpe reaktioner, for der er scener i den, som klart går ud over den sikre norm og udfordrer billedet af, hvordan man må reagere på en voldtægt. Men dermed bliver den i mine øjne også en interessant fortælling om at tage magten tilbage.
Den centrale skikkelse i den fortælling er selvsagt Isabelle Huppert, der er utroligt overbevisende i en svær rolle. Det er absolut fortjent, at rollen har givet hende en stribe priser, herunder en Golden Globe og en César, for hun er fremragende i alle facetter. Fra rystet offer til stålsat forretningskvinde. Og så er det virkelig sært at tænke på, at Huppert allerede for 37 år siden havde en særdeles barsk voldtægtsscene i "Heaven's Gate". Nu har hun så to af de mest hudløse voldtægtsscener, jeg har set, på sit CV.
"Elle" er nemlig en barsk omgang på flere planer. Men værd at se for sin anderledes tilgang til et emne, der nemt kan blive kontroversielt. Det gør det også her, og der er det så godt at se, at den aldrende Paul Verhoeven stadig ikke er bange for kontroverser. Fem små stjerner fra mig.
Med "Elle" kom instruktør Paul Verhoeven tilbage i det internationale rampelys, hvor han ellers ikke rigtig har befundet sig, siden han lavede en håndfuld højtprofilerede Hollywood-film i 80'erne og 90'erne. Derefter vendte han tilbage til Europa, og "Elle" er hans første franske film, der også er meget tydeligt franskinspireret. Verhoeven har altid været ekstremt bevidst om sine stilistiske virkemidler, og her er stort set hele filmsproget - kameraføring, klipning, brugen af dialoger - hentet fra Claude Chabrols hovedværker.
Parallellen til Chabrol er der også i brugen af en krimihistorie til at grave i bredere temaer, for "Elle" er ikke 'bare' en voldtægtshistorie. Filmen er også, og måske primært, et komplekst portræt af en hovedperson, der netop ikke reagerer, som vi er vant til, at et voldtægtsoffer skal reagere. Her kommer vi rundt om en masse forviklinger i hovedpersonens privatliv, men også omkring en forfærdelig hændelse i hendes barndom, der tydeligvis er afgørende for, hvordan hun nu reagerer på overfaldet.
Jeg forstår godt, at "Elle" har fremprovokeret nogle skarpe reaktioner, for der er scener i den, som klart går ud over den sikre norm og udfordrer billedet af, hvordan man må reagere på en voldtægt. Men dermed bliver den i mine øjne også en interessant fortælling om at tage magten tilbage.
Den centrale skikkelse i den fortælling er selvsagt Isabelle Huppert, der er utroligt overbevisende i en svær rolle. Det er absolut fortjent, at rollen har givet hende en stribe priser, herunder en Golden Globe og en César, for hun er fremragende i alle facetter. Fra rystet offer til stålsat forretningskvinde. Og så er det virkelig sært at tænke på, at Huppert allerede for 37 år siden havde en særdeles barsk voldtægtsscene i "Heaven's Gate". Nu har hun så to af de mest hudløse voldtægtsscener, jeg har set, på sit CV.
"Elle" er nemlig en barsk omgang på flere planer. Men værd at se for sin anderledes tilgang til et emne, der nemt kan blive kontroversielt. Det gør det også her, og der er det så godt at se, at den aldrende Paul Verhoeven stadig ikke er bange for kontroverser. Fem små stjerner fra mig.
13/05-2017
