Herfra til evigheden
4.0
Roger Moore må prise sig lykkelig for, at han var Bond, mens det var allersjovest. Hans fjerde film ”Moonraker” er endnu en mission, hvor kreativiteten syder og bobler, og det er vel at mærke i sus og dus - budgettet denne gang er højere end på de første seks film tilsammen (!) Ikke desto mindre blev Bonds tur i 'outer space' en dundrende succes og er stadig i dag en af de mest indbringende film i rækken.
'Bigger and better' var producernes mantra omkring projektet, og nok er den større end sidste film, ”The Spy Who Loved Me”, men bedre er den altså ikke. Til gengæld er den ekstravagant uden at være skødesløs, og den er intelligent uden at være distancerende. Dens overklasse-manerer i filmens første time er uimodståelige - perfekt suppleret af en sjældent arrogant skurk (herligt nedladende underspil af Michael Lonsdale), som kaster røde bøffer for sine hunde, som var det perler for svin og derudover har et de bedste navne i serien (Hugo Drax).
Filmen er fyldt med lækker high tech NASA-apparatur (Bond i G-kraft simulatoren vækker næsten den samme ubehag, som da jeg så den som barn). Her kan man virkelig se, at scenografi-budgettet er vokset. Utrolig virkelighedsnært lavet, ja, et scenografisk pragtstykke. Mesteren Ken Adams har overgået sig selv igen. Man mærker stadig suset i en film, der dengang satte helt nye standarder for special effects.
Der hvor filmen knækker er i dens, lettere forkrampede, rumkapløb med sig selv og resten af Hollywoods nyforelskelse i farverig sc-fi. Selvom jeg elsker galskaben i at smide Bond ud i rummet og sætte ham op mod en fanatisk multimilliardær, hvis beskedne plan er at udslette menneskeracen på jord, så ender planen bare med at være alt for demonstrativ som actionspektakel. Storhedsvanviddet koger over i filmens afslutning med et laserpistol-skydende astronaut-showdown. Udenfor rumskibet selvfølgelig (suk...).
Det sagt, så er ”Moonraker” - især i første halvdel – en forbandet underholdende Bond-film, hvor de mindeværdige sekvenser ikke gemmer sig. Måske var der flere hvis Spielberg havde lavet filmen (de havde faktisk snøren ude efter ham), men Lewis Gilbert fik forståeligt genvalg som instruktør til sin tredje Bond-film, og dermed var den gode action garanteret. Åbningsscenens faldskærmsfald repræsenterer en af seriens mest imponerende stuntsekvenser (Mere Jaws! YAY!), og en speedbåd- og senere gondol-jagt sidder lige i skabet, for at nævne et par stykker. ”Moonraker” er en af de Bond-film, jeg er glad for eksisterer. Den står virkelig alene, og den tager chancer. Ligesom sin helt.
Karakter: 7/10
'Bigger and better' var producernes mantra omkring projektet, og nok er den større end sidste film, ”The Spy Who Loved Me”, men bedre er den altså ikke. Til gengæld er den ekstravagant uden at være skødesløs, og den er intelligent uden at være distancerende. Dens overklasse-manerer i filmens første time er uimodståelige - perfekt suppleret af en sjældent arrogant skurk (herligt nedladende underspil af Michael Lonsdale), som kaster røde bøffer for sine hunde, som var det perler for svin og derudover har et de bedste navne i serien (Hugo Drax).
Filmen er fyldt med lækker high tech NASA-apparatur (Bond i G-kraft simulatoren vækker næsten den samme ubehag, som da jeg så den som barn). Her kan man virkelig se, at scenografi-budgettet er vokset. Utrolig virkelighedsnært lavet, ja, et scenografisk pragtstykke. Mesteren Ken Adams har overgået sig selv igen. Man mærker stadig suset i en film, der dengang satte helt nye standarder for special effects.
Der hvor filmen knækker er i dens, lettere forkrampede, rumkapløb med sig selv og resten af Hollywoods nyforelskelse i farverig sc-fi. Selvom jeg elsker galskaben i at smide Bond ud i rummet og sætte ham op mod en fanatisk multimilliardær, hvis beskedne plan er at udslette menneskeracen på jord, så ender planen bare med at være alt for demonstrativ som actionspektakel. Storhedsvanviddet koger over i filmens afslutning med et laserpistol-skydende astronaut-showdown. Udenfor rumskibet selvfølgelig (suk...).
Det sagt, så er ”Moonraker” - især i første halvdel – en forbandet underholdende Bond-film, hvor de mindeværdige sekvenser ikke gemmer sig. Måske var der flere hvis Spielberg havde lavet filmen (de havde faktisk snøren ude efter ham), men Lewis Gilbert fik forståeligt genvalg som instruktør til sin tredje Bond-film, og dermed var den gode action garanteret. Åbningsscenens faldskærmsfald repræsenterer en af seriens mest imponerende stuntsekvenser (Mere Jaws! YAY!), og en speedbåd- og senere gondol-jagt sidder lige i skabet, for at nævne et par stykker. ”Moonraker” er en af de Bond-film, jeg er glad for eksisterer. Den står virkelig alene, og den tager chancer. Ligesom sin helt.
Karakter: 7/10
22/05-2017
