Supervelfungerende superhalløj i rummet

De intergalaktiske antihelte er på flugt, da de bliver reddet af Peter Quills far, der viser sig at være et mægtigt, men også farligt væsen. Oven i det bliver de stadig jagtet af en hel race af perfektionistiske væsener, der savner nogle superpotente batterier, som Rocket har 'lånt'. Så for at komme ud af klemmerne bliver vores helte nødt til at få hjælp fra flere hidtidige fjender.

"Guardians of the Galaxy Vol. 2" starter lige på og hårdt med højt tempo ind i den lettere kaotiske handling, som forfatter-instruktør James Gunn har skruet sammen til denne fortsættelse af Marvels hidtil mest overraskende filmsucces. Og der er en meget præcis temperaturmåling på den her: Hvis du ikke bliver fanget af startsekvensen, kommer du heller ikke til at bryde dig om resten af filmen. Men hvis du derimod hopper med om bord på Gunns højenergiske og uhøjtidelige show, er du gået i gang med én af de mest velfungerende og - især - morsomste blockbustere, du længe har set.

Jeg var solgt lige fra starten. For startsekvensen er genial i Gunns helt ubesværede leg med konventionerne, hvor man ser en kamp mod et stort rummonster fortalt gennem alt det, der sker i periferien af kampen. Det perspektivskift er ualmindeligt blæret lavet og sætter tonen for en enormt underholdende film, som bliver båret af stor kærlighed til indhold og genre, men samtidig leverer det hele med et stort glimt i øjet.

Der er hæsblæsende tempo nærmest hele vejen igennem et plot, der samler alle sine tråde omkring Peter Quills far og hans planer, som naturligvis involverer sønnen. Og så er der altså også nogle andre, der vil have fat i én eller flere Guardians, plus diverse personforviklinger, der skal afklares både inden og uden for gruppen. Så der bliver plads til både store rumslag, skiftende alliancer og et par centrale afsløringer, før det hele slutter med en velkomponeret stor actionsekvens med alt på spil. Plus morsomme indslag strøet ud over det hele. Har jeg nævnt, at det her er en møgsjov film?

Samtidig lykkes det så også lige Gunn at slå mere seriøse toner an i et sørgeligt twist, der betyder, at man helt bogstaveligt græder og griner på samme tid. Det er virkelig imponerende.

Anden omgang med Guardians of the Galaxy er derudover et flot realiseret rumeventyr med høj kvalitet i produktionen hele vejen rundt - og endnu mere af den spraglede rumstil, vi mødte i etteren. Plus gennemgående solidt skuespil, hvor især Dave Bautista lyser op som Drax the Destroyer, der nærmest er ren comic relief denne gang. Mens Michael Rooker og Karen Gillan får lov til at lægge mere dybde i deres roller som Yondu og Nebula, og Kurt Russell i øvrigt også er overbevisende glat og spacy som Quills tvivlsomme far.

Ud over at filmen nogle gange næsten prøver for hårdt på at være konstant morsom, er min største anke så også blandt skuespillerne. Jeg synes desværre, at Pom Klementieff i alt for høj grad bliver for weird-komisk som den superempatiske Mantis, der slet ikke får lov til at være så sej, som hun er i tegneserierne. Eller vent ... i virkeligheden er jeg mest fornærmet over, at Monster Magnet ikke er med på soundtracket, når de nu decideret har skrevet en temasang til Kurt Russells karakter.

Men generelt er det her en film, der bare fungerer og hitter på alle planer. Andet afsnit af Guardians er én af de bedste Marvel-film nogensinde, og den lægger i øvrigt også lige et par interessante tråde ud til den kommende Avengers-film. Den der selvfede Sovereign-race, som Rocket hugger kosmiske batterier fra, har tydeligvis tænkt sig at bidrage med en central karakter i det kommende sammenrend af hele Marvels filmunivers. Det glæder jeg mig til, men lige nu vil jeg bare konstatere, at "Guardians of the Galaxy Vol. 2" er en skamløst underholdende film. Det er længe siden, jeg har sat mig i et biografsæde og bare moret mig så godt.