Abefest med lyset slukket
5.0
Her et par år før 25-års jubilæet holder "12 Monkeys" stadig. Faktisk er den mere aktuel end nogensinde og afslører sig selv i dag som et sært underholdende men også særdeles samfundsklogt værk.
Selvom det er et uvurderligt syn at se en tidsrejsende Bruce Willis blive kastet 'butt naked' ind i slagmarken under 1. verdenskrig, Terminator-style, så er det i sine mere filosoferende stunder, at "12 Monkeys" sætter sig igennem. Idéen om at bruge tidsrejse som den ultimative metafor til at fortælle os, at vi altid vil være hjælpeløse monkeys, uanset hvor langt vi rejser frem, er bragende god. Vi vil altid være 'doomed'. Derfor må vores helt lade livet.
Bruce Willis, som havde decideret royal status i Hollywoods 90'ere, ses i den ufrivillige heltehovedrolle - lad os lige dvæle lidt ved, hvor vild en periode, vi fanger ham i. Han kommer altså med "Pulp Fiction" og varme himmelstrøg fra Cannes i ryggen - og senere samme år sprænger "Die Hard with a Vengeance" alle box office-tallene og leverer den (stadig) bedste Die Hard-fortsættelse (!) Netop derfor er det en fornøjelse at se ham smide enhver snert af stjernenykkeri i ”12 Monkeys” og give os en helteskikkelse, der er sårbar hele filmen igennem. I store dele af rollen har han ikke mange ord (hvis nogen overhovedet) at gøre godt med, og alligevel er Willis optræden magnetisk her. Bemærk scenen hvor han redder sin kvindelige makker fra nogle gadehustlere og tårevædet kigger ned på personen, han lige har dræbt. Det er noget af det bedste spil fra manden, nogensinde. Også Brad Pitt spiller langt over evne. Gilliam ville slet ikke have ham med men fik kontraordrer fra studiet, og netop derfor er det herligt at se Pitt blomstre midt i trodsigheden.
Rørt op med scenografi af vanlig (tårn-)høj Gilliam-standard, og en spændende omgang mental katten-efter-musen, hvor filmen malerisk udvisker grænserne mellem, hvem der er sindssyge, og hvem der er raske, er det svært ikke at dykke ned i dystopien. Andre film står foran i køen i mit forhold til det sjette Monty Python-medlem, men med "12 Monkeys" overholder Terry Gilliam sit gældende løfte om at skabe noget, der er oprigtigt anderledes og altid tankeprovokerende.
Selvom det er et uvurderligt syn at se en tidsrejsende Bruce Willis blive kastet 'butt naked' ind i slagmarken under 1. verdenskrig, Terminator-style, så er det i sine mere filosoferende stunder, at "12 Monkeys" sætter sig igennem. Idéen om at bruge tidsrejse som den ultimative metafor til at fortælle os, at vi altid vil være hjælpeløse monkeys, uanset hvor langt vi rejser frem, er bragende god. Vi vil altid være 'doomed'. Derfor må vores helt lade livet.
Bruce Willis, som havde decideret royal status i Hollywoods 90'ere, ses i den ufrivillige heltehovedrolle - lad os lige dvæle lidt ved, hvor vild en periode, vi fanger ham i. Han kommer altså med "Pulp Fiction" og varme himmelstrøg fra Cannes i ryggen - og senere samme år sprænger "Die Hard with a Vengeance" alle box office-tallene og leverer den (stadig) bedste Die Hard-fortsættelse (!) Netop derfor er det en fornøjelse at se ham smide enhver snert af stjernenykkeri i ”12 Monkeys” og give os en helteskikkelse, der er sårbar hele filmen igennem. I store dele af rollen har han ikke mange ord (hvis nogen overhovedet) at gøre godt med, og alligevel er Willis optræden magnetisk her. Bemærk scenen hvor han redder sin kvindelige makker fra nogle gadehustlere og tårevædet kigger ned på personen, han lige har dræbt. Det er noget af det bedste spil fra manden, nogensinde. Også Brad Pitt spiller langt over evne. Gilliam ville slet ikke have ham med men fik kontraordrer fra studiet, og netop derfor er det herligt at se Pitt blomstre midt i trodsigheden.
Rørt op med scenografi af vanlig (tårn-)høj Gilliam-standard, og en spændende omgang mental katten-efter-musen, hvor filmen malerisk udvisker grænserne mellem, hvem der er sindssyge, og hvem der er raske, er det svært ikke at dykke ned i dystopien. Andre film står foran i køen i mit forhold til det sjette Monty Python-medlem, men med "12 Monkeys" overholder Terry Gilliam sit gældende løfte om at skabe noget, der er oprigtigt anderledes og altid tankeprovokerende.
05/06-2017
