Amazonen Giver DC Et Tiltrængt Løft
4.0
Gal Gadots Wonder Woman var, sammen med Afflecks Batman, lyspunkterne i Zack Snyder's totalt overlæssede Batman v. Superman. Nu får vi så heltindens første stand-alone film nogensinde, og med Hollywoods tidligere forsøg på at filmatisere kvindelige superhelte in mente, gik jeg ret skeptisk ind til denne film.
Min skepsis var væk næsten med det samme. De indledende scener i amazonernes hjemland er fantastiske og farvefyldte og Paty Jenkins tager sig tid til at etablere heltindens verdenssyn; et syn, som er selve karakterens dannelsesrejse, for inden længe er hun på vej med Steve Trevor på vej ud for at stoppe Første Verdenskrig og finder ud af, at menneskene ikke blot er de intelligente væsener, som Zeus skabte dem.
Gadot trækker et stort læs i denne film. Hendes version af Wonder Woman er kraftigt inspireret af Reeve's Superman og giver os en naiv, håbefuld og sympatisk heltinde, hvis rejse udi krigens gru både chokerer og nuancerer hendes verdensbillede og det er denne rejse, der holdes så fint i centrum af både Jenkins og Gadot. Samtidig er actionsekvenserne også både flotte og medrivende på trods af måske lidt for meget slow-motion, men underholdende er det altid. Også selvom finalen bærer præg af at være lidt for langtrukken og tangerende til det melodramatiske.
Det er dog kemien mellem Pine og Gadot, der virkelig løfter filmen. De spiller perfekt sammen og deres forhold er en afbalanceret blanding af humor og overraskende ømhed, jeg ikke forventede at se i denne film. Vi bekymrer os rent faktisk om dem, også når de er i overhængende fare.
Skurkegalleriet er desværre igen lidt for tyndt, omend jeg godt kluklo et par gange af Danny Hustons totalt overspillende portræt af en tysk officer, men til syvende og sidst er det blot endnu et "superhuman-opgør", hvor suspensen hurtigt siver ud.
På trods af dette, har Patty Jenkins har stadig givet DC deres bedste film til dato. Det er et farvefuldt, omend lidt for melodramatisk, eventyr med charmerende karakterer, gode actionsekvenser og ikke mindst en suveræn og hamrende lækker amazone i front. I approve.
Min skepsis var væk næsten med det samme. De indledende scener i amazonernes hjemland er fantastiske og farvefyldte og Paty Jenkins tager sig tid til at etablere heltindens verdenssyn; et syn, som er selve karakterens dannelsesrejse, for inden længe er hun på vej med Steve Trevor på vej ud for at stoppe Første Verdenskrig og finder ud af, at menneskene ikke blot er de intelligente væsener, som Zeus skabte dem.
Gadot trækker et stort læs i denne film. Hendes version af Wonder Woman er kraftigt inspireret af Reeve's Superman og giver os en naiv, håbefuld og sympatisk heltinde, hvis rejse udi krigens gru både chokerer og nuancerer hendes verdensbillede og det er denne rejse, der holdes så fint i centrum af både Jenkins og Gadot. Samtidig er actionsekvenserne også både flotte og medrivende på trods af måske lidt for meget slow-motion, men underholdende er det altid. Også selvom finalen bærer præg af at være lidt for langtrukken og tangerende til det melodramatiske.
Det er dog kemien mellem Pine og Gadot, der virkelig løfter filmen. De spiller perfekt sammen og deres forhold er en afbalanceret blanding af humor og overraskende ømhed, jeg ikke forventede at se i denne film. Vi bekymrer os rent faktisk om dem, også når de er i overhængende fare.
Skurkegalleriet er desværre igen lidt for tyndt, omend jeg godt kluklo et par gange af Danny Hustons totalt overspillende portræt af en tysk officer, men til syvende og sidst er det blot endnu et "superhuman-opgør", hvor suspensen hurtigt siver ud.
På trods af dette, har Patty Jenkins har stadig givet DC deres bedste film til dato. Det er et farvefuldt, omend lidt for melodramatisk, eventyr med charmerende karakterer, gode actionsekvenser og ikke mindst en suveræn og hamrende lækker amazone i front. I approve.
05/06-2017
