Medrivende cyberpunk af den gode, gamle skole

4.0
I en nær fremtid fyldt med dårligt vejr og cyberteknologi er major Mira Killian en del af en antiterror-enhed, der bliver involveret i efterforskningen af en serie angreb, hvor robotter går amok. Sagen viser sig at have tråde i mange retninger, heriblandt til Killians egen fortid, og hvordan hun fik de cyber-opgraderinger, der gør hende til enhedens mest effektive agent.

"Ghost in the Shell" er naturligvis baseret på den berømte manga af samme navn, der i hjemlandet Japan er omsat til en serie lige så roste tegnefilm. Men nu er den altså blevet udsat for Hollywood i en realfilm instrueret af Rupert Sanders, der også stod bag den stilfulde "Snow White and the Huntsman".

Og stilfuld er i høj grad kodeordet her. "Ghost in the Shell" er virkelig flot realiseret med enorme mængder computeranimation i et cyberpunk-storbyunivers, der ikke mindst er tydeligt inspireret af "Blade Runner". Det er den asiatiske megastorby fyldt med tvivlsomme natklubber, sære butikker, underlig tech og et konstant angreb af neonreklamer, som her også bliver superfedt visualiseret i kæmpestore hologrammer, der rager op mellem højhusene. Det er cyberpunk af den gode, gamle skole, og det er så rigtigt ramt, når majoren bogstaveligt talt kaster sig ned i storbyens malstrøm for at gå i aktion.

Dernede møder hun altså et særdeles genretro plot, der blandt andet handler om identitet og fri vilje, kunstig intelligens kontra menneskelighed og store firmaers lyssky hemmeligheder. Det er på grænsen til at blive for rodet og usammenhængende til fordel for visuelt blær, men instruktør Sanders formår lige præcis at få det hele til hænge sammen, og den visuelle side af sagen er som nævnt imponerende, inklusive fine actionscener.

I hovedrollen har Scarlett Johansson fået en del kritik for ikke at være asiatisk nok, men jeg synes, hun gør det godt og rammer en tilpas uudgrundelig-cool stil. Plus at når præmissen er, at heltinden har en androidkrop, kan den vel se ud, som man har lyst til (for at sikre filmens indtjening). Takeshi Kitano er fed som antiterror-enhedens chef og giver med få midler rollen en dosis af sin vanligt idiosynkratiske stil. Og så er det sjovt at se Pilou Asbæk være computeranimeret til dobbelt størrelse som Killians makker - han gør det i øvrigt fint.

Helt generelt vil éns forhold til denne version af "Ghost in the Shell" nok være meget påvirket af, om man er fan af det japanske forlæg. For det er en hollywoodificeret og forsimplet fortolkning, der er mere amerikansk og tjubang-agtig. Jeg har ikke så mange følelser i klemme i sammenhængen, og jeg var fint underholdt og imponeret af filmens visuelle udtryk. Det var sgu fedt at se noget rigtig cyberpunk igen.
Ghost in the Shell - 2 D