Ren og skær udmattelse
2.0
*Anmeldelsen er skrevet for Fyens Stiftstidende, men jeg bringer den da også lige på min gamle hjemmebane :D*
Tag sidste års tyske, to timer og tre kvarter lange verdenshit, "Toni Erdmann". Eller tag Guldpalme-vinderen fra 2014, den tyrkiske, stilfærdigt poetiske og over tre timer lange mavepuster af et menneskedrama, "Vintersøvn".
Helaftensformatet kan give fantastiske arbejdsvilkår for de fremmedsprogede filmperler, der agter at gnave sig langt ind i publikum. Men det kan også splintre en film i tusind stykker, hvis fundamentet ikke er stærkt nok. Det er det langt fra i det rumænske familiedrama "Sieranevada".
Her møder vi den tidligere læge Lary, der sammen med sin kone og sin talstærke familie skal ære sin for nyligt afdøde far ved en ceremoniel familiesammenkomst. Arrangementet foregår i en lille lejlighed, hvor snakken livligt kører, men hvor et hav af mørklagte familieintriger truer med at bryde frem i lyset.
Cigaretter oser, gryder simrer, og døre åbnes og lukkes i hidsig hast. Efter en halv time har filmens instruktør, Cristi Puiu, sat en troværdig scene og fremtvunget en troværdig - måske endda genkendelig - følelse af at være fanget i familiens fortættede skød. Desværre er det også hans eneste nævneværdige bedrift med "Sieranevada".
For mens Charlie Hebdo-massakren spøger i kulissen, og Lary gradvist mere apatisk betragter sin familie rende omkring som hovedløse høns, kommer "Sieranevada" som filmfortælling ingen vegne. Tværtimod føles den insisterende i sin stilstand og i sin naive tro på, at mennesker, der uafbrudt snakker i munden på hinanden, er interessant filmdramatik.
Da forsamlingen er fuldtallig, har Cristi Puiu proppet 17 forskellige ansigter ind i den lille lejlighed. Med undtagelse af Lary forbliver alle karaktererne dog perifære og skitseagtige, hvilket muligvis er en subtil pointe i sig selv. I så fald er det bare en hamrende irriterende én af slagsen, fordi man tvinges til at være i selskab med de her mennesker i tre udmattende timer.
Tag sidste års tyske, to timer og tre kvarter lange verdenshit, "Toni Erdmann". Eller tag Guldpalme-vinderen fra 2014, den tyrkiske, stilfærdigt poetiske og over tre timer lange mavepuster af et menneskedrama, "Vintersøvn".
Helaftensformatet kan give fantastiske arbejdsvilkår for de fremmedsprogede filmperler, der agter at gnave sig langt ind i publikum. Men det kan også splintre en film i tusind stykker, hvis fundamentet ikke er stærkt nok. Det er det langt fra i det rumænske familiedrama "Sieranevada".
Her møder vi den tidligere læge Lary, der sammen med sin kone og sin talstærke familie skal ære sin for nyligt afdøde far ved en ceremoniel familiesammenkomst. Arrangementet foregår i en lille lejlighed, hvor snakken livligt kører, men hvor et hav af mørklagte familieintriger truer med at bryde frem i lyset.
Cigaretter oser, gryder simrer, og døre åbnes og lukkes i hidsig hast. Efter en halv time har filmens instruktør, Cristi Puiu, sat en troværdig scene og fremtvunget en troværdig - måske endda genkendelig - følelse af at være fanget i familiens fortættede skød. Desværre er det også hans eneste nævneværdige bedrift med "Sieranevada".
For mens Charlie Hebdo-massakren spøger i kulissen, og Lary gradvist mere apatisk betragter sin familie rende omkring som hovedløse høns, kommer "Sieranevada" som filmfortælling ingen vegne. Tværtimod føles den insisterende i sin stilstand og i sin naive tro på, at mennesker, der uafbrudt snakker i munden på hinanden, er interessant filmdramatik.
Da forsamlingen er fuldtallig, har Cristi Puiu proppet 17 forskellige ansigter ind i den lille lejlighed. Med undtagelse af Lary forbliver alle karaktererne dog perifære og skitseagtige, hvilket muligvis er en subtil pointe i sig selv. I så fald er det bare en hamrende irriterende én af slagsen, fordi man tvinges til at være i selskab med de her mennesker i tre udmattende timer.
15/06-2017
