karakterdrama og gys

Det kan måske være svært at skulle udpege en favorit af Hitchcocks film. Psycho er en lovende kandidat, med dens frådende fortællerlyst, overlegne filmbeherskelse og næsten sadistiske leg med publikums forventninger. Rear Window har også en højerestående plads med dens fornemme spænding og sublime makkerpar i James Stewart og Grace Kelly (hvoraf sidstnævnte får en af filmhistoriens skønneste introduktioner), mens Vertigo utvivlsomt også er en fremragende film. Men ultimativt lander jeg på Fuglene som favorit, mest takket være den sindssygt veltænkte og fantastiske historieudfoldelse. Fra let screwball-komedie i starten, til dedikeret kærlighedsfortælling igennem Tippi Hedrens fængslende præstation og determinerede handlinger, videre over i en skildring af en traumeramt familie, og under alt dette ligger horror-elementet med de angribende fugle latent, lurende, understøttende filmens uforudsigelige og komplet opslugende tone. Da Hitchcock halvvejs inde i filmen folder horror-delen ud, bliver Fuglene til en åndelæst spændende gyser med set-pieces af historisk gennemslagskraft (Hedren, der ryger en smøg på en legeplads, intetanende om de samlende dyr bag hende, fuglenes angreb mod huset i afslutningen). Og i denne virtuose blanding af genre, handlingstråde og stærke, autentiskfølende karakterskildringer, formår Hitchcock og manusforfatteren Evan Holden alligevel på dybt imponerende vis at salme alle tråde til et singulært værk, og dette et klokkeklart mesterværk med kun et par svage scener og en samlet styrke af exceptionel kaliber. Det er en genistreg af Hitchcock og Holden ikke logistisk at forklare fuglenes angrebsgrunde, men i stedet, i en af mine absolut yndlingsslutninger nogensinde, at lade grunden være katalyseret af karakterernes ark og indre kampe. Og stadig, så kan man ikke helt regne filmen fuldstændig ud, men det er denne mystik, denne plads til publikums egen fortolkning, der gør Fuglene til den bedste af Hitchcocks film for mit vedkommende.