John Glens letantændelige ilddåb
5.0
"For Your Eyes Only" er stadig en af mine Bond-favoritter, og det er en fornøjelse at konstatere, at det ikke bare var i barndommens berusende begejstring, man lod sig forføre. Det var den første Bond-film, jeg fysisk kunne afspille (!), og lå mirakuløst overspillet på et VHS-bånd på min farmors TV-bord. Et bånd som jeg naturligvis endte med at slide op.
Man har klogeligt valgt at vende tilbage til en mere klassisk Bond-stil for (bogstavelig talt) at finde jordforbindelsen igen efter mastondontprojektet "Moonraker". Manuskriptet har fået med lugejernet, men her ment i absolut positiv forstand. De få bolde der er i luften bliver grebet. Og selvom en græsk forretningsmand som skurk måske ikke klinger skidefrygtindgydende, så vinder denne ankomst til 80'erne ved sin tiltrængte charme og ukomplicerede tilgang til ramasjang.
Det er en film, der bare tager de rigtige valg. Man har gjort klogt i at holde fokus på den lille personlige historie og lade den verdenspolitiske del stå i baggrunden som andenviolin. Jeg elsker, at der nærmest går Robin Hood i den til sidst med et hold af lystige Bond-svende til at assistere ham! Alt sammen hjulpet godt på vej af en knivskarp klipning, og oven i hatten har man valgt at krydre begivenhederne med næsvist mange actionscener. Filmen er så godt som konstant underholdende. Fra den fremragende indledende helikoptertur (hvor Blofeld får et både værdigt og nedværdigende farvel) til de halsbrækkende skiscener (nu på bobslæde-bane!), hen over en af seriens sjoveste biljagter og så selvfølgelig en bjergklatring-scene, der både i suspense og stuntarbejde er noget af det mest imponerende, jeg har set i en Bond-film!
Det er også filmen, hvor mesterklipperen (på tre Bond-film) John Glen bliver forfremmet til instruktør. Han ryster ikke på hånden, og man forstår så afgjort hvorfor han til dato er den kaptajn med flest ture på MI6-prammen (han instruerede ydermere de næste fire film). Klimaks er måske lidt lavmælt i forhold til resten af filmen, men omvendt er det et effektivt statement, og står som fint modstykke til sidste films overgearede afslutning. Og helt ærligt, når location'en består af et 500 år gammelt munkekloster på en 300 meter høj klippesten, så er det svært at være på tværs.
P.S. Dette blev desværre den første film uden Bernard Lee i rollen som M. som døde under optagelserne. En stor del af arven ifølge mig. Jeg har godt nok småfnist mange gange, mens jeg så ham give Connery en regulær skideballe OG sågar formå at viske Moores smørrede smil væk med ét eneste gennemborende blik.
Karakter: 8/10
Man har klogeligt valgt at vende tilbage til en mere klassisk Bond-stil for (bogstavelig talt) at finde jordforbindelsen igen efter mastondontprojektet "Moonraker". Manuskriptet har fået med lugejernet, men her ment i absolut positiv forstand. De få bolde der er i luften bliver grebet. Og selvom en græsk forretningsmand som skurk måske ikke klinger skidefrygtindgydende, så vinder denne ankomst til 80'erne ved sin tiltrængte charme og ukomplicerede tilgang til ramasjang.
Det er en film, der bare tager de rigtige valg. Man har gjort klogt i at holde fokus på den lille personlige historie og lade den verdenspolitiske del stå i baggrunden som andenviolin. Jeg elsker, at der nærmest går Robin Hood i den til sidst med et hold af lystige Bond-svende til at assistere ham! Alt sammen hjulpet godt på vej af en knivskarp klipning, og oven i hatten har man valgt at krydre begivenhederne med næsvist mange actionscener. Filmen er så godt som konstant underholdende. Fra den fremragende indledende helikoptertur (hvor Blofeld får et både værdigt og nedværdigende farvel) til de halsbrækkende skiscener (nu på bobslæde-bane!), hen over en af seriens sjoveste biljagter og så selvfølgelig en bjergklatring-scene, der både i suspense og stuntarbejde er noget af det mest imponerende, jeg har set i en Bond-film!
Det er også filmen, hvor mesterklipperen (på tre Bond-film) John Glen bliver forfremmet til instruktør. Han ryster ikke på hånden, og man forstår så afgjort hvorfor han til dato er den kaptajn med flest ture på MI6-prammen (han instruerede ydermere de næste fire film). Klimaks er måske lidt lavmælt i forhold til resten af filmen, men omvendt er det et effektivt statement, og står som fint modstykke til sidste films overgearede afslutning. Og helt ærligt, når location'en består af et 500 år gammelt munkekloster på en 300 meter høj klippesten, så er det svært at være på tværs.
P.S. Dette blev desværre den første film uden Bernard Lee i rollen som M. som døde under optagelserne. En stor del af arven ifølge mig. Jeg har godt nok småfnist mange gange, mens jeg så ham give Connery en regulær skideballe OG sågar formå at viske Moores smørrede smil væk med ét eneste gennemborende blik.
Karakter: 8/10
21/06-2017
