R.I.P. Roger Moore
4.0
Egentlig var det meningen, jeg ville sige nogle ord om Roger Moore ved sidste anmeldelse ovenpå hans bortgang, men ved nærmere eftertanke virkede det mere passende her. Vi kan hurtigt blive enige om, at Roger Moore strakte den for langt i rollen som Agent 007, men i mine øjne kun én film for langt. Hans næstsidste, ”Octopussy”, ville have været et tilfredsstillende - og på sin vis perfekt - farvel, hvis du spørger mig. Det skal jeg nok uddybe til sidst.
Det er dog en Bond-film, der tager sig sjældent god tid om at komme op i gear. Efter en lækker stuntflyvningssekvens i åbningsscenen vakler den alvorligt de næste tre kvarter med et trægt tempo og nogle deciderede bommerter. Heriblandt en unødigt fjollet tur i laboratoriet med Q og et fuldstændig meningsløst artistisk balkon-”udspring” fra en kvindelig modspiller.
Men herfra kører det som smurt, og ”Octopussy” ender faktisk med at være rasende underholdende. Man har sågar doblet op på 'le grand finale', hvor vi først får serveret et virkelig medrivende og ”stressende” kapløb med tiden for at få afmonteret en bombe i et cirkustelt, og herefter følger en halsbrækkende flyvetur, hvor Bond har booket plads udenpå flyet. Stunt-arbejdet her er uovertruffen og overgår næsten de svimlende bedrifter, som en hæsblæsende togtur byder på lidt tidligere i filmen!
Der er også flere vellykkede og hektiske flugtscener til stede, og idéen om at lade Bond være jaget som et dyr i junglen, mens vores 'bad guy' (en dejlig slesk en af slagsen) giver den som storvildtjæger på ryggen af en indisk elefant er fremragende udtænkt. Grundet den historiske forbindelse mellem England og Indien virker det i det hele taget åbenlyst at have en Bond-film, der foregår der. Der er fuld smæk på farver og udsmykning, og det giver i den grad en eksotisk kvalitet, at man har optaget 'on location'. Ingen kunstig sved til Rogers pande har været nødvendig her!
Og nu vi er ved manden, så lad os lige vende tilbage til ham der Roger. For som jeg hentydede til indledningsvist, synes jeg ”Octopussy” var et godt udstillingsvindue for hans største force. Roger Moore var min første Bond - min vej ind til karakteren. Således var det ham, der viste mig, hvad indbegrebet af en engelsk gentleman var. Om manerer, om god smag, om elegance! Han lærte mig, at uanset hvor presset situationen er, så kan de aldrig tage din værdighed og – ikke mindst – dit humoristiske overskud fra dig. Og netop værdigheden bliver for alvor sat på prøve for Moore i ”Octopussy”. For det første kæmper han med en fremskreden alder (han var 55 under indspilningerne), men han bærer det flot, og jeg vil faktisk mene, der er mere testosteron i kroppen her, end der har været nogensinde. Dernæst har filmfolkene bag været i kostumekassen og lagt et regulært minefelt for Moore. Han bliver udsat for alt lige fra et falsk overskæg til en small size lædervest (som han faktisk bærer i ret lang tid). Og fandeme om han ikke tager det i stiv arm og alligevel får det til at fungere. Seriøst, vi snakker et fucking gorilla-kostume og senere fuld klovne-makeup (!) Alt sammen tager han med oprejst pande - og netop deri ligger cementeringen af, HVOR meget Roger Moore kunne slippe af sted med i rollen og dermed ekspandere Bond-universets muligheder. Det skylder vi ham en stor tak for. Prøv engang at tjek det ansigt, han laver, da han ligger i sengen med elskerinden og spørger ind til hendes blæksprutte-tatovering, og hun uden at blinke svarer ”That's my little Octopussy”. Det er som om, denne grimasse er designet direkte til os, publikum. Den er perfekt. Og ingen andre skuespillere i verden kunne have reddet den hjem. Det var DENNE kvalitet, der gjorde, at jeg hastigt forelskede mig i Roger Moores udgave af Bond, og stadig er det i dag.
- Hmm, maybe I misjudged Stromberg. Any man who drinks Dom Perignon ’52 can’t be all bad.
Karakter: 7/10
Det er dog en Bond-film, der tager sig sjældent god tid om at komme op i gear. Efter en lækker stuntflyvningssekvens i åbningsscenen vakler den alvorligt de næste tre kvarter med et trægt tempo og nogle deciderede bommerter. Heriblandt en unødigt fjollet tur i laboratoriet med Q og et fuldstændig meningsløst artistisk balkon-”udspring” fra en kvindelig modspiller.
Men herfra kører det som smurt, og ”Octopussy” ender faktisk med at være rasende underholdende. Man har sågar doblet op på 'le grand finale', hvor vi først får serveret et virkelig medrivende og ”stressende” kapløb med tiden for at få afmonteret en bombe i et cirkustelt, og herefter følger en halsbrækkende flyvetur, hvor Bond har booket plads udenpå flyet. Stunt-arbejdet her er uovertruffen og overgår næsten de svimlende bedrifter, som en hæsblæsende togtur byder på lidt tidligere i filmen!
Der er også flere vellykkede og hektiske flugtscener til stede, og idéen om at lade Bond være jaget som et dyr i junglen, mens vores 'bad guy' (en dejlig slesk en af slagsen) giver den som storvildtjæger på ryggen af en indisk elefant er fremragende udtænkt. Grundet den historiske forbindelse mellem England og Indien virker det i det hele taget åbenlyst at have en Bond-film, der foregår der. Der er fuld smæk på farver og udsmykning, og det giver i den grad en eksotisk kvalitet, at man har optaget 'on location'. Ingen kunstig sved til Rogers pande har været nødvendig her!
Og nu vi er ved manden, så lad os lige vende tilbage til ham der Roger. For som jeg hentydede til indledningsvist, synes jeg ”Octopussy” var et godt udstillingsvindue for hans største force. Roger Moore var min første Bond - min vej ind til karakteren. Således var det ham, der viste mig, hvad indbegrebet af en engelsk gentleman var. Om manerer, om god smag, om elegance! Han lærte mig, at uanset hvor presset situationen er, så kan de aldrig tage din værdighed og – ikke mindst – dit humoristiske overskud fra dig. Og netop værdigheden bliver for alvor sat på prøve for Moore i ”Octopussy”. For det første kæmper han med en fremskreden alder (han var 55 under indspilningerne), men han bærer det flot, og jeg vil faktisk mene, der er mere testosteron i kroppen her, end der har været nogensinde. Dernæst har filmfolkene bag været i kostumekassen og lagt et regulært minefelt for Moore. Han bliver udsat for alt lige fra et falsk overskæg til en small size lædervest (som han faktisk bærer i ret lang tid). Og fandeme om han ikke tager det i stiv arm og alligevel får det til at fungere. Seriøst, vi snakker et fucking gorilla-kostume og senere fuld klovne-makeup (!) Alt sammen tager han med oprejst pande - og netop deri ligger cementeringen af, HVOR meget Roger Moore kunne slippe af sted med i rollen og dermed ekspandere Bond-universets muligheder. Det skylder vi ham en stor tak for. Prøv engang at tjek det ansigt, han laver, da han ligger i sengen med elskerinden og spørger ind til hendes blæksprutte-tatovering, og hun uden at blinke svarer ”That's my little Octopussy”. Det er som om, denne grimasse er designet direkte til os, publikum. Den er perfekt. Og ingen andre skuespillere i verden kunne have reddet den hjem. Det var DENNE kvalitet, der gjorde, at jeg hastigt forelskede mig i Roger Moores udgave af Bond, og stadig er det i dag.
- Hmm, maybe I misjudged Stromberg. Any man who drinks Dom Perignon ’52 can’t be all bad.
Karakter: 7/10
28/06-2017
