Arthur, King of the Britmob
3.0
En forældreløs ung forbryderspire opdager, at han er den retmæssige arving til briternes trone, og han bliver modstræbende leder af oprøret mod den tyranniske Kong Vortigern.
Den klassiske Arthur-myte bliver udsat for Guy Ritchie-metoden i denne nyfortolkning, der stilmæssigt minder ganske meget om Ritchies Sherlock Holmes-film. Bortset fra, at den her nærmest har mindre respekt for kildematerialet. Heltene er mestendels en flok stratenrøvere og opportunister, Merlin ses kun i et kort glimt, og overskurken er hentet fra historiske skrifter, som ikke umiddelbart har så meget med Pendragon-slægten at gøre.
I stedet bygger forfatter-instruktør Ritchie altså en ret klar historie om de gode mod de onde, hvor godheden i sidste ende er defineret af, om man er god mod børn, og de onde bare er hensynsløst magtbegærlige. Den forsimpling kan man naturligvis godt hente ud af Arthur-myten, og Ritchie giver den et ordentligt skud energi med stilmæssige greb, vi har set ham bruge før.
Det fungerer bedst i filmens første halvdel, hvor Arthur og hans venner lægger planer om både kup og oprør i en dynamisk klippet, ironisk distanceret stil, der er 100% hentet ud af Ritchies gamle britmob-film. Det er meget langt væk fra en traditionel ridderfilm, men ganske cool. Til gengæld flipper filmen så helt over i en meget mere episk stil, når der i anden halvdel bliver skruet helt op for magi og effekter i den store kamp mod ondskaben. Der er konstant fart over feltet, og man keder sig ikke - men det her er godt nok også en film, der slet ikke er konsistent i stil og udtryk. Selv om der bestemt også er noget godt at sige, om at Ritchie leger så meget med myten og fx lader The Lady in the Lake kunne dukke op i en tilfældig mudderpøl.
Teknisk er "King Arthur: Legend of the Sword" i øvrigt ganske vellavet, og Charlie Hunnam er habil i en lidt farveløs hovedrolle, mens Jude Law overspiller muntert arrogant som den onde konge. Og Àstrid Bergès-Frisbey er mystisk på den fine måde som den navnløse troldkvinde, der leverer kritisk vigtig hjælp til oprøret. Hun er faktisk så effektivt mystisk, at det ikke står helt klart, om hendes navn vil vise sig at begynde med N eller G, hvis der nogensinde kommer en toer.
Arthur-myten er en utroligt levedygtig historie, og der er intet nyt i at prøve at nyfortolke den på film. Det er sket mange gange før, fra den 'realistiske' Clive Owen-udgave i den ene ende til Monty Pythons mesterlige parodi i den anden. Guy Ritchies version skal have ros for at forsøge at være meget anderledes, og den er bestemt også jævnt underholdende, selv om den som nævnt ikke er specielt konsistent. Men "King Arthur: Legend of the Sword" bringer ikke for alvor noget nyt til bordet, så den leverer ikke meget andet end tomme underholdningskalorier. Hvilket slående nok var meget samme følelse, jeg sad med efter begge Ritchies Sherlock Holmes-film.
Den klassiske Arthur-myte bliver udsat for Guy Ritchie-metoden i denne nyfortolkning, der stilmæssigt minder ganske meget om Ritchies Sherlock Holmes-film. Bortset fra, at den her nærmest har mindre respekt for kildematerialet. Heltene er mestendels en flok stratenrøvere og opportunister, Merlin ses kun i et kort glimt, og overskurken er hentet fra historiske skrifter, som ikke umiddelbart har så meget med Pendragon-slægten at gøre.
I stedet bygger forfatter-instruktør Ritchie altså en ret klar historie om de gode mod de onde, hvor godheden i sidste ende er defineret af, om man er god mod børn, og de onde bare er hensynsløst magtbegærlige. Den forsimpling kan man naturligvis godt hente ud af Arthur-myten, og Ritchie giver den et ordentligt skud energi med stilmæssige greb, vi har set ham bruge før.
Det fungerer bedst i filmens første halvdel, hvor Arthur og hans venner lægger planer om både kup og oprør i en dynamisk klippet, ironisk distanceret stil, der er 100% hentet ud af Ritchies gamle britmob-film. Det er meget langt væk fra en traditionel ridderfilm, men ganske cool. Til gengæld flipper filmen så helt over i en meget mere episk stil, når der i anden halvdel bliver skruet helt op for magi og effekter i den store kamp mod ondskaben. Der er konstant fart over feltet, og man keder sig ikke - men det her er godt nok også en film, der slet ikke er konsistent i stil og udtryk. Selv om der bestemt også er noget godt at sige, om at Ritchie leger så meget med myten og fx lader The Lady in the Lake kunne dukke op i en tilfældig mudderpøl.
Teknisk er "King Arthur: Legend of the Sword" i øvrigt ganske vellavet, og Charlie Hunnam er habil i en lidt farveløs hovedrolle, mens Jude Law overspiller muntert arrogant som den onde konge. Og Àstrid Bergès-Frisbey er mystisk på den fine måde som den navnløse troldkvinde, der leverer kritisk vigtig hjælp til oprøret. Hun er faktisk så effektivt mystisk, at det ikke står helt klart, om hendes navn vil vise sig at begynde med N eller G, hvis der nogensinde kommer en toer.
Arthur-myten er en utroligt levedygtig historie, og der er intet nyt i at prøve at nyfortolke den på film. Det er sket mange gange før, fra den 'realistiske' Clive Owen-udgave i den ene ende til Monty Pythons mesterlige parodi i den anden. Guy Ritchies version skal have ros for at forsøge at være meget anderledes, og den er bestemt også jævnt underholdende, selv om den som nævnt ikke er specielt konsistent. Men "King Arthur: Legend of the Sword" bringer ikke for alvor noget nyt til bordet, så den leverer ikke meget andet end tomme underholdningskalorier. Hvilket slående nok var meget samme følelse, jeg sad med efter begge Ritchies Sherlock Holmes-film.
30/06-2017
