It's a bird! It's a plane! No, it's ... a woman?
3.0
Mod slutningen af 1. Verdenskrig styrter en amerikansk spion ned ved amazonernes hemmelige ø. Efter at have hørt, hvilke efterretninger amerikaneren har med om tyskernes planer, beslutter amazoneprinsessen Diana sig for drage med ud og hjælpe ham, fordi hun ser verdenskrigen som den kamp mod krigsguden, hun er skæbnebestemt til at skulle udkæmpe.
Hun blev allerede introduceret i "Batman v Superman", men nu får Wonder Woman sin egen introfilm, der beskriver hendes oprindelse med baggrund i den græske mytologi. Eller måske rettere: en tegneserieudgave af den græske mytologi. For i vanlig superheltestil har det ikke supermeget med originalmaterialet at gøre, når amazonerne bliver præsenteret som en race af superkvinder, som Zeus har givet et særligt ansvar for at kæmpe for fred i verden. Hvorfor Wonder Womans nemesis så er krigsguden Ares.
Forfatterne har også givet 1. Verdenskrig en ordentlig tur i vridemaskinen for at kunne præsentere et sæt skurke, som alle amerikanere kan forstå. De ligner grangiveligt noget, der er importeret fra en ældre Hollywood-film om 2. Verdenskrig, så klichéfyldt fæle og nazi-agtige er de tyskere, som udtænker diabolske planer under Ares' indflydelse. Godt nok er det her et tegneserieunivers, men jeg krummede alligevel et par tæer over den fortolkning af en krig, som var kendetegnet ved at være stort set lige vanvittig på begge sider.
Omvendt er "Wonder Woman" fortjent blevet berømmet for at være den første film i Marvels og DC's store, moderne filmuniverser, som tør stille op med en kvinde i hovedrollen. Det er også på tide, kunne man sige - og Gal Gadot er tilmed supergodt valgt til rollen. Den israelske stjerne har både fysik, udstråling og udseende til at spille en halvgud, der uden problemer kan klare både maskingeværreder og kampvogne. Der kommer generelt velfungerende kampsekvenser ud af det, når Gadot går løs med sværd og skjold, og hun slipper også nogenlunde helskindet igennem de tø-hø-morsomme indslag, som filmen får ud af amazonens møde med den moderne verden.
På den måde fungerer filmens kerne fint. Instruktør Patty Jenkins fører os sikkert gennem en klassisk fortælling om en lille gruppe helte, hvis hemmelige mission er altafgørende for at stoppe skurkenes apokalyptiske planer. Og de fire andre helte er såmænd også en flok udmærkede sidekicks for Wonder Woman, med Chris Pine i spidsen som den spion, der sætter det hele i gang. Ligesom de computeranimerede genskabelser af verdenskrigen i øvrigt også er ret nydeligt lavet, og Robin Wright er god som heltindens læremester hjemme i amazoneland.
Der er altså meget her, der er velfungerende. Men som de øvrige film i DC's Extended Universe ender "Wonder Woman" også med at blive skæmmet af den stil, som Zack Snyder overordnet har lagt ned over projektet. Snyders vision er egentlig ret interessant - hvor Marvels adelsmærke altid har været de meget menneskelige helte, ser Snyder definitivt superheltene som guddommelige væsener, og der er helt klart potentiale i de konflikter og spørgsmål, som konceptet levende guder bringer med sig. Problemet er bare, at det indtil nu er blevet virkelig bøvet udført hver eneste gang. I "Wonder Woman" ender vi igen med, at helt og overskurk smadrer alt omkring sig, mens de fremsiger tumpet episke replikker. Det er som at se et replay af Superman mod Zod i "Man of Steel", og det holder stadig ikke.
For mig er "Wonder Woman" altså en film med både store plusser og store minusser. På plussiden en fantastisk heltinde og mange velfungerende detaljer og actionsekvenser. På minussiden decideret tåkrummende indslag. Samlet set er det dog stadig den hidtil bedste af de nye DC-film, hvilket jeg primært giver Jenkins og Gadot æren for. Men det bliver spændende at se, om "Justice League" fortsætter i præcis samme stil, eller om Joss Whedon kan nå at dreje den i en anden retning, efter at Zack Snyder under tragiske omstændigheder måtte forlade projektet.
Hun blev allerede introduceret i "Batman v Superman", men nu får Wonder Woman sin egen introfilm, der beskriver hendes oprindelse med baggrund i den græske mytologi. Eller måske rettere: en tegneserieudgave af den græske mytologi. For i vanlig superheltestil har det ikke supermeget med originalmaterialet at gøre, når amazonerne bliver præsenteret som en race af superkvinder, som Zeus har givet et særligt ansvar for at kæmpe for fred i verden. Hvorfor Wonder Womans nemesis så er krigsguden Ares.
Forfatterne har også givet 1. Verdenskrig en ordentlig tur i vridemaskinen for at kunne præsentere et sæt skurke, som alle amerikanere kan forstå. De ligner grangiveligt noget, der er importeret fra en ældre Hollywood-film om 2. Verdenskrig, så klichéfyldt fæle og nazi-agtige er de tyskere, som udtænker diabolske planer under Ares' indflydelse. Godt nok er det her et tegneserieunivers, men jeg krummede alligevel et par tæer over den fortolkning af en krig, som var kendetegnet ved at være stort set lige vanvittig på begge sider.
Omvendt er "Wonder Woman" fortjent blevet berømmet for at være den første film i Marvels og DC's store, moderne filmuniverser, som tør stille op med en kvinde i hovedrollen. Det er også på tide, kunne man sige - og Gal Gadot er tilmed supergodt valgt til rollen. Den israelske stjerne har både fysik, udstråling og udseende til at spille en halvgud, der uden problemer kan klare både maskingeværreder og kampvogne. Der kommer generelt velfungerende kampsekvenser ud af det, når Gadot går løs med sværd og skjold, og hun slipper også nogenlunde helskindet igennem de tø-hø-morsomme indslag, som filmen får ud af amazonens møde med den moderne verden.
På den måde fungerer filmens kerne fint. Instruktør Patty Jenkins fører os sikkert gennem en klassisk fortælling om en lille gruppe helte, hvis hemmelige mission er altafgørende for at stoppe skurkenes apokalyptiske planer. Og de fire andre helte er såmænd også en flok udmærkede sidekicks for Wonder Woman, med Chris Pine i spidsen som den spion, der sætter det hele i gang. Ligesom de computeranimerede genskabelser af verdenskrigen i øvrigt også er ret nydeligt lavet, og Robin Wright er god som heltindens læremester hjemme i amazoneland.
Der er altså meget her, der er velfungerende. Men som de øvrige film i DC's Extended Universe ender "Wonder Woman" også med at blive skæmmet af den stil, som Zack Snyder overordnet har lagt ned over projektet. Snyders vision er egentlig ret interessant - hvor Marvels adelsmærke altid har været de meget menneskelige helte, ser Snyder definitivt superheltene som guddommelige væsener, og der er helt klart potentiale i de konflikter og spørgsmål, som konceptet levende guder bringer med sig. Problemet er bare, at det indtil nu er blevet virkelig bøvet udført hver eneste gang. I "Wonder Woman" ender vi igen med, at helt og overskurk smadrer alt omkring sig, mens de fremsiger tumpet episke replikker. Det er som at se et replay af Superman mod Zod i "Man of Steel", og det holder stadig ikke.
For mig er "Wonder Woman" altså en film med både store plusser og store minusser. På plussiden en fantastisk heltinde og mange velfungerende detaljer og actionsekvenser. På minussiden decideret tåkrummende indslag. Samlet set er det dog stadig den hidtil bedste af de nye DC-film, hvilket jeg primært giver Jenkins og Gadot æren for. Men det bliver spændende at se, om "Justice League" fortsætter i præcis samme stil, eller om Joss Whedon kan nå at dreje den i en anden retning, efter at Zack Snyder under tragiske omstændigheder måtte forlade projektet.
05/07-2017
