Horetævens holdeplads
5.0
For anden gang har har jeg nu set Lars von Triers ”Nymphomaniac” (som den er tiltænkt), og for anden gang må jeg konstatere, at fem en halv time ikke føles som lang tid, når tiden standser imens. Lige dén evne mestrer Lars von Trier bedre end nogen anden instruktør, jeg kender. (Det skulle da lige være Terrence Malick, men ellers)
En ting jeg bed mere mærke i denne gang – især i disse feministiske tider - er hvor modigt skrevet en karakter Joe er. Hun er både ultra-ofret og verdensheltinden, hvilket gør hende umulig at placere på et banner for både feminister og anti-feminister. Og for mindst 95 procent af verdens vedkommende vil hun aldrig være andet end et seksuelt svin - en hore. Og det ved hun godt selv. Joes selvindsigt er filmens sande 'horror'. Hun kender det kors, hun bærer rundt på, hun kender dets eksistenssmuldrende baggrund og hun kender det præcise omfang af den smerte, hun påfører andre og sig selv.
Som en afrunding på en depressionstrilogi har Trier virkelig fundet sig en mindeværdig antihelt, der på både stærk - til tider ubehagelig smertelig - og tragisk vis formidler, hvad det vil sige at være fange i eget fængsel. Med en nøgle om halsen (selvindsigten), der ikke kan bruges til noget. Det er fandeme grove løjer det her, men fordi Trier er så fantastisk en billedskaber og igen giver os en klipning, som kun et sandt geni kan præstere, så bliver det aldrig trægt eller gråt-i-gråt.
Og så lidt kritik som jeg synes er på sin plads, trods alt. Samtalerne mellem Stellan Skarsgård og Charlotte Gainsbourg klinger stadig lidt for "skrevet" og således unaturligt sine steder. Jeg tror, det er deres accenter der spiller ind og at det havde fungeret mere overbevisende med engelske skuespillere. Det irriterer mig stadig. Og så filmens sidste minut. Jeg ved, godt hvad Trier vil fortælle med det (og hvorfor det er nødvendigt), men jeg køber det bare ikke indenfor filmens egne rammer. Igen klinger det unaturligt (og søgt), og det er ærgerligt i en film, der er så rig på sandheder om mennesket og dets natur.
En ting jeg bed mere mærke i denne gang – især i disse feministiske tider - er hvor modigt skrevet en karakter Joe er. Hun er både ultra-ofret og verdensheltinden, hvilket gør hende umulig at placere på et banner for både feminister og anti-feminister. Og for mindst 95 procent af verdens vedkommende vil hun aldrig være andet end et seksuelt svin - en hore. Og det ved hun godt selv. Joes selvindsigt er filmens sande 'horror'. Hun kender det kors, hun bærer rundt på, hun kender dets eksistenssmuldrende baggrund og hun kender det præcise omfang af den smerte, hun påfører andre og sig selv.
Som en afrunding på en depressionstrilogi har Trier virkelig fundet sig en mindeværdig antihelt, der på både stærk - til tider ubehagelig smertelig - og tragisk vis formidler, hvad det vil sige at være fange i eget fængsel. Med en nøgle om halsen (selvindsigten), der ikke kan bruges til noget. Det er fandeme grove løjer det her, men fordi Trier er så fantastisk en billedskaber og igen giver os en klipning, som kun et sandt geni kan præstere, så bliver det aldrig trægt eller gråt-i-gråt.
Og så lidt kritik som jeg synes er på sin plads, trods alt. Samtalerne mellem Stellan Skarsgård og Charlotte Gainsbourg klinger stadig lidt for "skrevet" og således unaturligt sine steder. Jeg tror, det er deres accenter der spiller ind og at det havde fungeret mere overbevisende med engelske skuespillere. Det irriterer mig stadig. Og så filmens sidste minut. Jeg ved, godt hvad Trier vil fortælle med det (og hvorfor det er nødvendigt), men jeg køber det bare ikke indenfor filmens egne rammer. Igen klinger det unaturligt (og søgt), og det er ærgerligt i en film, der er så rig på sandheder om mennesket og dets natur.
06/07-2017
