En stilfuld omgang alle mod alle
4.0
I en forladt lagerhal i Boston mødes to IRA-folk og deres hjælpere med en våbenhandler, hans bodyguards og de par mellemmænd, der har arrangeret våbenhandlen. Men situationen eksploderer, da det viser sig, at én fra IRA-siden har en privat konflikt med én af våbenhandlerens folk.
Med "Free Fire" bevæger den idiosynkratiske engelske indieinstruktør Ben Wheatley sig for første gang over i noget, der ligner mainstream. Hvor han tidligere har lavet bizar horror og kulsort socialrealisme, er det her mere en regulær actionfilm. Men Wheatleys manuskript er alligevel temmelig unikt, i og med at det baserer sig på én eneste idé, der til gengæld bliver ført 100% igennem.
Det forholdsvis unikke træk ved "Free Fire" er, at hele filmen udspiller sig på én lokation, den forladte lagerhal. Kombineret med, at filmen nærmest er én lang actionscene, eftersom den ikke bruger ret lang tid på at få sat blus under konflikten. Så snart det første skud er løsnet, brager det løs fra alle sider i et opgør, hvor skiftende alliancer og et solidt skud paranoia sørger for, at der aldrig helt er nogen, der har fuldt overblik over kampen for at få fingrene i irernes pengekuffert – eller for bare at komme levende ud.
At historien er sat engang i 70'erne, hjælper også med at begrænse den til den ene lokation. Der er ingen mobiltelefoner eller lignende, så omverdenen er ikke rigtig en faktor. I stedet får Wheatley elegant smidt en håndfuld twists ind, der stort set kun trækker på situationen og de fysiske muligheder i hallen, mens dødstallet stille og roligt stiger. Det er imponerende, hvad han kan få ud af nogle bunker med murbrokker, gamle sækkevogne, og hvad der nu ellers er ved hånden.
70'er-stilen med spraglet tøj og store flipper giver desuden en fin kontrast til de smadrede omgivelser, og skuespillerne får lov til at muntre sig med nogle skarptskårne typer. Sharlto Copley fylder meget og er næsten på grænsen til parodi som den umanerligt selvglade våbenhandler. På den anden side har Cillian Murphy som kæk IRA-mand én af den slags roller, han synes født til at spille. Men folk som Armie Hammer, Brie Larson og Michael Smiley er også virkelig solide i en rollebesætning, der efterhånden ender med at bruge det meste af tiden på at kravle rundt.
"Free Fire" er en fin lille genrefilm, der vrider konceptet med det lukkede rum for alt, hvad det kan trække i halvanden times skuddueller. Imponerende nok taber den aldrig rigtig pusten undervejs – det er måske tæt på et par gange, men hver gang puster Wheatley nyt liv i situationen med nye detaljer. "Free Fire" er ikke så bizart særpræget som hans tidligere film, men den er så afgjort en solid gang underholdning.
Med "Free Fire" bevæger den idiosynkratiske engelske indieinstruktør Ben Wheatley sig for første gang over i noget, der ligner mainstream. Hvor han tidligere har lavet bizar horror og kulsort socialrealisme, er det her mere en regulær actionfilm. Men Wheatleys manuskript er alligevel temmelig unikt, i og med at det baserer sig på én eneste idé, der til gengæld bliver ført 100% igennem.
Det forholdsvis unikke træk ved "Free Fire" er, at hele filmen udspiller sig på én lokation, den forladte lagerhal. Kombineret med, at filmen nærmest er én lang actionscene, eftersom den ikke bruger ret lang tid på at få sat blus under konflikten. Så snart det første skud er løsnet, brager det løs fra alle sider i et opgør, hvor skiftende alliancer og et solidt skud paranoia sørger for, at der aldrig helt er nogen, der har fuldt overblik over kampen for at få fingrene i irernes pengekuffert – eller for bare at komme levende ud.
At historien er sat engang i 70'erne, hjælper også med at begrænse den til den ene lokation. Der er ingen mobiltelefoner eller lignende, så omverdenen er ikke rigtig en faktor. I stedet får Wheatley elegant smidt en håndfuld twists ind, der stort set kun trækker på situationen og de fysiske muligheder i hallen, mens dødstallet stille og roligt stiger. Det er imponerende, hvad han kan få ud af nogle bunker med murbrokker, gamle sækkevogne, og hvad der nu ellers er ved hånden.
70'er-stilen med spraglet tøj og store flipper giver desuden en fin kontrast til de smadrede omgivelser, og skuespillerne får lov til at muntre sig med nogle skarptskårne typer. Sharlto Copley fylder meget og er næsten på grænsen til parodi som den umanerligt selvglade våbenhandler. På den anden side har Cillian Murphy som kæk IRA-mand én af den slags roller, han synes født til at spille. Men folk som Armie Hammer, Brie Larson og Michael Smiley er også virkelig solide i en rollebesætning, der efterhånden ender med at bruge det meste af tiden på at kravle rundt.
"Free Fire" er en fin lille genrefilm, der vrider konceptet med det lukkede rum for alt, hvad det kan trække i halvanden times skuddueller. Imponerende nok taber den aldrig rigtig pusten undervejs – det er måske tæt på et par gange, men hver gang puster Wheatley nyt liv i situationen med nye detaljer. "Free Fire" er ikke så bizart særpræget som hans tidligere film, men den er så afgjort en solid gang underholdning.
07/07-2017
