De interessante spørgsmål forsvinder i konstrueret retssalsdrama
2.0
En karismatisk skoleleder bliver ramt af en hjernesvulst, som med succes bliver bortopereret. Men svulsten har siddet et sted, hvor den har kunnet forårsage ændringer i hans personlighed, og det viser sig, at han har formøblet millioner af skolens midler. Derfor står han nu anklaget for underslæb i en retssag, hvis udfald også vil få afgørende betydning for hans families liv.
Peter Schønau Fog står bag filmatiseringen af Christian Jungersens roman, der med sit centrale tankeeksperiment stiller ind på nogle basale eksistentielle spørgsmål: Hvor langt rækker den frie vilje? Kan neurologiske forandringer tage magten over én, og har man i så fald ansvaret for sine handlinger? Kombineret med de moralske dilemmaer, som hustruen står over for: Hvordan forholder man sig til, at éns mand i nogle år reelt har været en anden person? Kan man tillade sig at synes, at der var nogen sider af ham, der var bedre, mens svulsten var der?
Det er interessante spørgsmål. Men det er også store intellektuelle spørgsmål, som er sværere at diskutere på film end på bog. Derfor har forfatter-instruktør Schønau Fog følt sig nødt til at gøre det meget firkantet med voiceovers og scener, der direkte lægger spørgsmålene i munden på personerne, og det giver filmen en virkelig klodset stil, hvor stort set hver eneste scene på få sekunder accelererer ind i konflikt. Der er ikke et øjebliks ro af den slags, som lader én komme tæt på personerne og finde et udgangspunkt for dilemmaerne, og det forvandler hele filmen til et ekstremt konstrueret retssalsdrama.
Jungersens plot er selvsagt også enormt konstrueret, men filmmediet har ikke romanens muligheder for at supplere med baggrundsinfo, og det virker mere og mere usammenhængende, efterhånden som historien også begynder at stille spørgsmålstegn ved hovedpersonernes virkelighedsopfattelse. Hvilket givetvis dækker over nogle begavede overvejelser om den virkelighed, hvert enkelt individ skaber for sig selv - igen har de bare svært ved at komme ud på lærredet.
Det betyder så også, at skuespillerne kommer langt ud at svømme. Trine Dyrholm er ellers altid et sikkert ankerpunkt i en film, men hun er ikke helt overbevisende her, og Nikolaj Lie Kaas er ligeledes set klart bedre - deres roller som skolelederen og hans kone hænger simpelt hen ikke ordentligt sammen igennem filmens forskellige faser. Netop afdøde Michael Nyqvist er derimod o.k. solid som forsvareren, der selv har en hjerneskadet hustru, og det er fint at se Mikkel Boe Følsgaard i en usædvanligt almindelig rolle som skarpt udspørgende anklager.
De små lyspunkter ændrer dog ikke ved, at Schønau Fog aldrig får "Du forsvinder" til at lette som film. Emnet er interessant, men det bliver alt for konstrueret og uvedkommende, så det her er ét af de tilfælde, hvor jeg er 100% sikker på, at bogen var bedre end filmen.
Peter Schønau Fog står bag filmatiseringen af Christian Jungersens roman, der med sit centrale tankeeksperiment stiller ind på nogle basale eksistentielle spørgsmål: Hvor langt rækker den frie vilje? Kan neurologiske forandringer tage magten over én, og har man i så fald ansvaret for sine handlinger? Kombineret med de moralske dilemmaer, som hustruen står over for: Hvordan forholder man sig til, at éns mand i nogle år reelt har været en anden person? Kan man tillade sig at synes, at der var nogen sider af ham, der var bedre, mens svulsten var der?
Det er interessante spørgsmål. Men det er også store intellektuelle spørgsmål, som er sværere at diskutere på film end på bog. Derfor har forfatter-instruktør Schønau Fog følt sig nødt til at gøre det meget firkantet med voiceovers og scener, der direkte lægger spørgsmålene i munden på personerne, og det giver filmen en virkelig klodset stil, hvor stort set hver eneste scene på få sekunder accelererer ind i konflikt. Der er ikke et øjebliks ro af den slags, som lader én komme tæt på personerne og finde et udgangspunkt for dilemmaerne, og det forvandler hele filmen til et ekstremt konstrueret retssalsdrama.
Jungersens plot er selvsagt også enormt konstrueret, men filmmediet har ikke romanens muligheder for at supplere med baggrundsinfo, og det virker mere og mere usammenhængende, efterhånden som historien også begynder at stille spørgsmålstegn ved hovedpersonernes virkelighedsopfattelse. Hvilket givetvis dækker over nogle begavede overvejelser om den virkelighed, hvert enkelt individ skaber for sig selv - igen har de bare svært ved at komme ud på lærredet.
Det betyder så også, at skuespillerne kommer langt ud at svømme. Trine Dyrholm er ellers altid et sikkert ankerpunkt i en film, men hun er ikke helt overbevisende her, og Nikolaj Lie Kaas er ligeledes set klart bedre - deres roller som skolelederen og hans kone hænger simpelt hen ikke ordentligt sammen igennem filmens forskellige faser. Netop afdøde Michael Nyqvist er derimod o.k. solid som forsvareren, der selv har en hjerneskadet hustru, og det er fint at se Mikkel Boe Følsgaard i en usædvanligt almindelig rolle som skarpt udspørgende anklager.
De små lyspunkter ændrer dog ikke ved, at Schønau Fog aldrig får "Du forsvinder" til at lette som film. Emnet er interessant, men det bliver alt for konstrueret og uvedkommende, så det her er ét af de tilfælde, hvor jeg er 100% sikker på, at bogen var bedre end filmen.
09/07-2017
