Mere sparring end slugfest
3.0
Da Mogens Palle midt i 70'erne rekrutterer Ayub Kalule til sin boksestald, er Jørgen 'Gamle' Hansen ikke længere Stald Palles største navn. Men Gamle Hansen håber stadig på at få en ny titelkamp - ikke mindst fordi banken truer med at tage familiens hus.
"Den bedste mand" handler om én af de mange store og temmelig idiosynkratiske personligheder, som har været igennem dansk professionel boksnings eneste navnkundige trup hos Mogens Palle. Jørgen 'Gamle' Hansen var en folkekær bokser på kombinationen af to ting: Et tungt højrehåndshook og evnen til at fyre tørt morsomme replikker af til sportsjournalister. Den mest berømte er selvfølgelig også med i filmen: "Jeg har aldrig tabt nogen kampe, men jeg er kommet på andenpladsen nogle gange."
Mikkel Serups film handler dog ikke kun om Hansen som hardhitteren og klassens klovn, men forsøger også at komme bag hans personlige motivation. Herunder skyggen fra en voldelig far og det faktum, at Hansen ofte var nervøs og nærmest bange for at gå i ringen - hvilket formentlig er baggrunden for hans ekstremt ujævne karriere med flere kontroversielle afgørelser og uventede nederlag.
Den karriere bliver så ikke særlig korrekt skildret i filmen, der som nævnt er bygget op omkring den klassiske sportsfilmskabelon med den store titelkamp som klimaks - som i dette tilfælde bliver EM-kampen mod Dave 'Boy' Green. Den kamp er da også en supergod historie, for Hansen var undertippet og lå tilmed i koma med meningitis i perioden op til kampen. Men når filmen starter med Kalules første kamp i Danmark, er faktum altså, at Hansen fra filmens start og indtil kampen mod Green havde vundet og derefter tabt EM-titlen to gange. Så fortællingen om håbet om den store kamp er en særdeles fri omskrivning af virkeligheden, som for dramaskabelonens skyld springer hen over nogle af de ting, som faktisk kunne være interessante at bore i.
Desuagtet formår "Den bedste mand" så alligevel at give et meget autentisk indtryk af dansk professionel boksning på det punkt, hvor promotor Palle var lige på grænsen til at kravle op i det finere internationale selskab. Stald Palle er nemlig noget af et baggårdsfirma i filmen, hvor Gamle Hansen godt nok er en boksestjerne, men alligevel må supplere med arbejde på værftet i Aalborg for at kunne få familiens økonomi til at hænge sammen.
Der giver Søren Malling et overbevisende portræt af Mogens Palle i al hans særhed, og Lene Maria Christensen matcher ham flot som Hanne Hansen, der er familien Hansens finansielle chef og forhandler mandens purses hjem. Christensen er herlig som snusfornuftig nordjyde med ben i næsen, og "Den bedste mand" har i det hele taget et lidt folkekomedieagtigt præg, hvor der også lige er plads til at grine hyggeligt ad de racistiske jyder, der ikke er vant til at se en sort mand som Kalule. Han er for øvrigt fint castet med britisk-ugandiske Arnold Oceng i en sympatisk rolle.
Før jeg havde set filmen, undrede jeg mig omvendt over castingen af Mikkel Boe Følsgaard som Gamle Hansen. Og det gør jeg desværre stadig. Følsgaard er en virkelig dygtig skuespiller, og han har også fået lavet en flot boksernæse, men al hans præcise teknik kan ikke forhindre, at jeg har meget svært ved at se den rigtige Hansen i scenerne. Og det har ikke kun noget at gøre med, at det altid er svært at agere et kendt ansigt. Det er også, fordi Følsgaard simpelt hen ikke leverer hans replikker med samme lune og glimt i øjet, selv om han egentlig siger dem korrekt.
Derfor lander "Den bedste mand" kun på det jævne hos mig. Der er mange gode detaljer, både i miljøskildringen, velfungerende humor og ganske troværdige boksekampe - og helt grundlæggende synes jeg, det er fedt, at nogle har turdet binde an med en dansk boksefilm. Men det er altså et problem for en biopic, når hovedpersonens karriere bliver forsimplet så kraftigt, og hovedrolleindehaveren tilmed ikke er overbevisende.
"Den bedste mand" handler om én af de mange store og temmelig idiosynkratiske personligheder, som har været igennem dansk professionel boksnings eneste navnkundige trup hos Mogens Palle. Jørgen 'Gamle' Hansen var en folkekær bokser på kombinationen af to ting: Et tungt højrehåndshook og evnen til at fyre tørt morsomme replikker af til sportsjournalister. Den mest berømte er selvfølgelig også med i filmen: "Jeg har aldrig tabt nogen kampe, men jeg er kommet på andenpladsen nogle gange."
Mikkel Serups film handler dog ikke kun om Hansen som hardhitteren og klassens klovn, men forsøger også at komme bag hans personlige motivation. Herunder skyggen fra en voldelig far og det faktum, at Hansen ofte var nervøs og nærmest bange for at gå i ringen - hvilket formentlig er baggrunden for hans ekstremt ujævne karriere med flere kontroversielle afgørelser og uventede nederlag.
Den karriere bliver så ikke særlig korrekt skildret i filmen, der som nævnt er bygget op omkring den klassiske sportsfilmskabelon med den store titelkamp som klimaks - som i dette tilfælde bliver EM-kampen mod Dave 'Boy' Green. Den kamp er da også en supergod historie, for Hansen var undertippet og lå tilmed i koma med meningitis i perioden op til kampen. Men når filmen starter med Kalules første kamp i Danmark, er faktum altså, at Hansen fra filmens start og indtil kampen mod Green havde vundet og derefter tabt EM-titlen to gange. Så fortællingen om håbet om den store kamp er en særdeles fri omskrivning af virkeligheden, som for dramaskabelonens skyld springer hen over nogle af de ting, som faktisk kunne være interessante at bore i.
Desuagtet formår "Den bedste mand" så alligevel at give et meget autentisk indtryk af dansk professionel boksning på det punkt, hvor promotor Palle var lige på grænsen til at kravle op i det finere internationale selskab. Stald Palle er nemlig noget af et baggårdsfirma i filmen, hvor Gamle Hansen godt nok er en boksestjerne, men alligevel må supplere med arbejde på værftet i Aalborg for at kunne få familiens økonomi til at hænge sammen.
Der giver Søren Malling et overbevisende portræt af Mogens Palle i al hans særhed, og Lene Maria Christensen matcher ham flot som Hanne Hansen, der er familien Hansens finansielle chef og forhandler mandens purses hjem. Christensen er herlig som snusfornuftig nordjyde med ben i næsen, og "Den bedste mand" har i det hele taget et lidt folkekomedieagtigt præg, hvor der også lige er plads til at grine hyggeligt ad de racistiske jyder, der ikke er vant til at se en sort mand som Kalule. Han er for øvrigt fint castet med britisk-ugandiske Arnold Oceng i en sympatisk rolle.
Før jeg havde set filmen, undrede jeg mig omvendt over castingen af Mikkel Boe Følsgaard som Gamle Hansen. Og det gør jeg desværre stadig. Følsgaard er en virkelig dygtig skuespiller, og han har også fået lavet en flot boksernæse, men al hans præcise teknik kan ikke forhindre, at jeg har meget svært ved at se den rigtige Hansen i scenerne. Og det har ikke kun noget at gøre med, at det altid er svært at agere et kendt ansigt. Det er også, fordi Følsgaard simpelt hen ikke leverer hans replikker med samme lune og glimt i øjet, selv om han egentlig siger dem korrekt.
Derfor lander "Den bedste mand" kun på det jævne hos mig. Der er mange gode detaljer, både i miljøskildringen, velfungerende humor og ganske troværdige boksekampe - og helt grundlæggende synes jeg, det er fedt, at nogle har turdet binde an med en dansk boksefilm. Men det er altså et problem for en biopic, når hovedpersonens karriere bliver forsimplet så kraftigt, og hovedrolleindehaveren tilmed ikke er overbevisende.
18/07-2017
