Humanistisk Varmt Besøg Fra Rummet
6.0
I hjertet har jeg nok i virkeligheden altid elsket Spielberg’s smukke film om et besøg af en lille rynket gut fra verdensrummet. Filmen kom bare på det helt forkerte tidspunkt for mit vedkommende, dengang den kom frem. Et par år tidligere eller senere, men ikke lige her.
Jeg var 12 år, hormonerne rasede i min krop, jeg var et barn men følte mig ikke længere sådan, eller måske var jeg en lille voksen der ikke vidste hvad det ville sige.
Uanset, så var jeg kommet tidligt i puberteten, hvad der betød mindre da jeg et år eller to forinden havde set Spielbergs mesterlige klassiker ”Raiders Of The Lost Ark”. Det var et vildt actioneventyr, lettere blodigt og frækt, den kunne ”mænd” godt se.
Men ”E. T.” var en i mine (påtagede) øjne familie/børnefilm med børn i de bærende roller og selv om jeg gerne ville, kunne jeg ikke tage den helt ind. Jeg fandt det lidt flovt, selv om jeg havde glædet mig ualmindeligt meget til at se den, da Spielberg allerede på dette tidspunkt var mit store idol.
Bedre gjorde det ikke oplevelsen i biografen, at der tæt ved mig og kammerat Allan sad nogle piger på vores alder. Jeg havde i forvejen altid været ret ambivalent i forhold til det modsatte køn og aldrig ville lege med piger sådan rigtigt.
Jeg havde været en ”rigtigt dreng” der legede ”drengelege” og i hvert fald ikke gad lege med piger. Men nu var de jo pludselig interessante på en anden og mere mystisk/fascinerende og tiltrækkende facon og jeg anede ikke hvordan jeg skulle tackle det.
Bedre blev det heller ikke, da min kammerat højlydt under filmen sagde ”Sidder du og tuder?”. Jeg blev dybt pinlig, nærmest vred og i hvert fald ret irriteret, ”Det gør jeg ikke hvert fald ikke!”. Det gjorde jeg nu egentlig heller ikke, men normalt kunne jeg godt fælde en tåre til en film, men det skulle ikke indrømmes her og da slet ikke til en børnefilm, for helvede da.
Jeg fandt dog filmen god, men den blev ikke rigtigt en indgroet del af mit dna som andre af datidens film og jeg rammes ikke af de mere nostalgiske følelser, man indimellem kan have for film der har været store cinematiske oplevelser i barndommen.
Siden genså jeg den dog nok, måske på VHS eller DVD, jeg husker det ikke, men den stod aldrig hos mig som en af de helt store og vedhængende oplevelser. Det var først da jeg ca. 30 år efter genså den i biografen, at jeg pludselig tog den helt ind, åbnede op og fik den magiske oplevelse, som jeg snød mig selv for dengang.
Der er nu også masser at holde af, elske og beundre. Først skal musikken af ikonet og mesteren John Williams nævnes. Fra de små intime og meget bevægende flotte passager, til det langt mere storladne og episke. Den er fremragende, det er en mester på toppen.
Derudover iscenesætter Spielberg lige så ekskvisit og han har aldrig været bedre end de år fra ”Jaws” og hertil, hvor han helt fantastisk balancerer det mere dagligdags familiedrama af den stille slags med en fortælling større end individet.
Sine steder er det måske lidt naivt, men altid på den sympatiske og indtagende måde, der giver det et begavet fundament. Direkte og indirekte får Spielberg da også både rørende og eftertænksomt inddraget fine og evigtgyldige temaer om savn, tab, sorg, overgangen mellem barn og voksen, venskaber og hvad der ellers ofte rører sig i os som mennesker.
Der er også større, men dog lige så universelle temaer, der i en dårligere instruktørs hænder kunne have føltes ret poppet, særligt set med dagens øjne. Hos Spielberg føles de bare helhjertede og ærlige, i hvert fald her.
På den måde får Spielberg en film om et besøg fra rummet, til at blive en af de mest menneskelige varme og oprigtige humanistiske film jeg har set, endda ret så jordnært. Det her er filmmagi og filmkunst, når den både er mest underholdende og samtidig har noget på hjertet.
Teknisk er filmen flot lavet, sine steder dog erkendt dateret at se på. Det gør intet, der er ofte noget langt mere lækkert stoflighed over en dukke der er til stede, end oppustede cgi figurer og desuden, en god historie er en god historie uanset og det her er en enestående god historie, bragende godt fortalt.
Jeg var 12 år, hormonerne rasede i min krop, jeg var et barn men følte mig ikke længere sådan, eller måske var jeg en lille voksen der ikke vidste hvad det ville sige.
Uanset, så var jeg kommet tidligt i puberteten, hvad der betød mindre da jeg et år eller to forinden havde set Spielbergs mesterlige klassiker ”Raiders Of The Lost Ark”. Det var et vildt actioneventyr, lettere blodigt og frækt, den kunne ”mænd” godt se.
Men ”E. T.” var en i mine (påtagede) øjne familie/børnefilm med børn i de bærende roller og selv om jeg gerne ville, kunne jeg ikke tage den helt ind. Jeg fandt det lidt flovt, selv om jeg havde glædet mig ualmindeligt meget til at se den, da Spielberg allerede på dette tidspunkt var mit store idol.
Bedre gjorde det ikke oplevelsen i biografen, at der tæt ved mig og kammerat Allan sad nogle piger på vores alder. Jeg havde i forvejen altid været ret ambivalent i forhold til det modsatte køn og aldrig ville lege med piger sådan rigtigt.
Jeg havde været en ”rigtigt dreng” der legede ”drengelege” og i hvert fald ikke gad lege med piger. Men nu var de jo pludselig interessante på en anden og mere mystisk/fascinerende og tiltrækkende facon og jeg anede ikke hvordan jeg skulle tackle det.
Bedre blev det heller ikke, da min kammerat højlydt under filmen sagde ”Sidder du og tuder?”. Jeg blev dybt pinlig, nærmest vred og i hvert fald ret irriteret, ”Det gør jeg ikke hvert fald ikke!”. Det gjorde jeg nu egentlig heller ikke, men normalt kunne jeg godt fælde en tåre til en film, men det skulle ikke indrømmes her og da slet ikke til en børnefilm, for helvede da.
Jeg fandt dog filmen god, men den blev ikke rigtigt en indgroet del af mit dna som andre af datidens film og jeg rammes ikke af de mere nostalgiske følelser, man indimellem kan have for film der har været store cinematiske oplevelser i barndommen.
Siden genså jeg den dog nok, måske på VHS eller DVD, jeg husker det ikke, men den stod aldrig hos mig som en af de helt store og vedhængende oplevelser. Det var først da jeg ca. 30 år efter genså den i biografen, at jeg pludselig tog den helt ind, åbnede op og fik den magiske oplevelse, som jeg snød mig selv for dengang.
Der er nu også masser at holde af, elske og beundre. Først skal musikken af ikonet og mesteren John Williams nævnes. Fra de små intime og meget bevægende flotte passager, til det langt mere storladne og episke. Den er fremragende, det er en mester på toppen.
Derudover iscenesætter Spielberg lige så ekskvisit og han har aldrig været bedre end de år fra ”Jaws” og hertil, hvor han helt fantastisk balancerer det mere dagligdags familiedrama af den stille slags med en fortælling større end individet.
Sine steder er det måske lidt naivt, men altid på den sympatiske og indtagende måde, der giver det et begavet fundament. Direkte og indirekte får Spielberg da også både rørende og eftertænksomt inddraget fine og evigtgyldige temaer om savn, tab, sorg, overgangen mellem barn og voksen, venskaber og hvad der ellers ofte rører sig i os som mennesker.
Der er også større, men dog lige så universelle temaer, der i en dårligere instruktørs hænder kunne have føltes ret poppet, særligt set med dagens øjne. Hos Spielberg føles de bare helhjertede og ærlige, i hvert fald her.
På den måde får Spielberg en film om et besøg fra rummet, til at blive en af de mest menneskelige varme og oprigtige humanistiske film jeg har set, endda ret så jordnært. Det her er filmmagi og filmkunst, når den både er mest underholdende og samtidig har noget på hjertet.
Teknisk er filmen flot lavet, sine steder dog erkendt dateret at se på. Det gør intet, der er ofte noget langt mere lækkert stoflighed over en dukke der er til stede, end oppustede cgi figurer og desuden, en god historie er en god historie uanset og det her er en enestående god historie, bragende godt fortalt.
27/07-2017
