Anitheltens triumf
5.0
En ny Christopher Nolan-film som slet ikke er kommenteret på Scope af den gamle garde - det skal være løgn!
Jeg så "Dunkirk" for anden gang i går (denne gang digitalt), og det satte nogle tanker i gang. Filmen er en bedrift. Hvor stor vil jeg lade andre om, men for mig var den lige så overrumplende anden gang.
Intro-scenen er muligvis noget af det bedste, Nolan har lavet. Vi transporteres omgående til Dunkerque med enkle virkemidler, og på få minutter indkapsles alt, hvad slaget (og krig generelt) handler om. Håb (om ikke andet bare om resterne af et cigaretskod), kaos, prisen (livet), overlevelsestrang, opgivelse, og dernæst en lang og kold strand, der nådesløst favner håbløsheden - med soldater som ventende frysende saltstøtter - og så med et nyt fnug af håb, der katalyserer hele filmen. Fantastisk.
Nolans evne til at balancere mørket med menneskets bedste sider demonstreres hele vejen igennem. De "rigtige" helte ER rigtige helte - helt uden nationalistiske overtoner. Det her handler ikke om "for Queen and Country". Det handler om overlevelse, om menneskelighed, og ud af dette udspringer således autentisk heroisme. Bedst illustreret i Mark Rylances våde men gnistrende øjne, da han affærdiger sønnens forslag om at undgå at sejle hen til et nedstyrtet fly. Men afgjort også i form af Kenneth Brannaghs flådekaptajn. Tom Hardy har fået meget (berettiget) ros for, hvor godt han spiller med øjnene i denne film, men Brannagh fortæller hele historien med sine. Sjældent har jeg mærket en stålmands indre uro og fortvivlelse, som da han stirrende ser til, mens evakueringsskibet synker. Han er hele filmens anker.
Lyden er filmens største styrke. Hans Zimmer har i mine ører lavet en lydside, der ikke blot rangerer iblandt de allerbedste fra manden, men som er en fuldblods karakter i filmen. Zimmers både buldrende og enormt sanselige toner er allestedsnærværende. Lyden angriber dig, nøjagtig som den skal, men den lader os klogeligt komme op til overfladen og få ilt et par gange. Såsom ved de indlagte vibrerende strygere, mens Tom Hardys fly svæver mellem skyerne som en maskinel Superman. Dette er nærmest et drømmende åndehul midt i filmen - væk fra sumpen på landjorden. Et magisk Nolan-øjeblik.
I sin kerne mener jeg, "Dunkirk" er den perfekte antitese til den (især amerikanske) heltefortælling, som vi har fået tudet ørerne fulde med i mange år. Kan man være en kujon og stadig en helt? Uden at stave det for os fratager Nolan sin deserterende hovedperson fra at være en kujon. Og dette sker vel at mærke ikke ud fra en pacifistisk tankegang. Husk på, jo mere han forsøger at flygte fra tingene, jo mere bider det ham i røven. Derfor giver det også god mening at lade Tom Hardys pilot blive taget til fange til sidst. Denne superhelt af en kamppilot kunne ikke bare tage hjelmen af og klippes væk fra. Det havde været for perfekt. Igen - "Dunkirk" dyrker ikke helten, men den menneskelighed, der gør os til helte.
Jeg er egentlig ikke så interesseret i, om "Dunkirk" er et mesterværk eller ej. Det er en Christopher Nolan-film, og det er altid en begivenhed. Hver gang. Udover at have lavet en teknisk drøm af en film, har han i hvert fald - igen - suget mig ind i hans virkelighed på en måde, som kun de allerfærreste instruktører formår. Jeg ved ikke om, jeg slap helskindet fra "Dunkirk", men jeg overlevede, og jeg glæder mig til en tur mere.
Jeg så "Dunkirk" for anden gang i går (denne gang digitalt), og det satte nogle tanker i gang. Filmen er en bedrift. Hvor stor vil jeg lade andre om, men for mig var den lige så overrumplende anden gang.
Intro-scenen er muligvis noget af det bedste, Nolan har lavet. Vi transporteres omgående til Dunkerque med enkle virkemidler, og på få minutter indkapsles alt, hvad slaget (og krig generelt) handler om. Håb (om ikke andet bare om resterne af et cigaretskod), kaos, prisen (livet), overlevelsestrang, opgivelse, og dernæst en lang og kold strand, der nådesløst favner håbløsheden - med soldater som ventende frysende saltstøtter - og så med et nyt fnug af håb, der katalyserer hele filmen. Fantastisk.
Nolans evne til at balancere mørket med menneskets bedste sider demonstreres hele vejen igennem. De "rigtige" helte ER rigtige helte - helt uden nationalistiske overtoner. Det her handler ikke om "for Queen and Country". Det handler om overlevelse, om menneskelighed, og ud af dette udspringer således autentisk heroisme. Bedst illustreret i Mark Rylances våde men gnistrende øjne, da han affærdiger sønnens forslag om at undgå at sejle hen til et nedstyrtet fly. Men afgjort også i form af Kenneth Brannaghs flådekaptajn. Tom Hardy har fået meget (berettiget) ros for, hvor godt han spiller med øjnene i denne film, men Brannagh fortæller hele historien med sine. Sjældent har jeg mærket en stålmands indre uro og fortvivlelse, som da han stirrende ser til, mens evakueringsskibet synker. Han er hele filmens anker.
Lyden er filmens største styrke. Hans Zimmer har i mine ører lavet en lydside, der ikke blot rangerer iblandt de allerbedste fra manden, men som er en fuldblods karakter i filmen. Zimmers både buldrende og enormt sanselige toner er allestedsnærværende. Lyden angriber dig, nøjagtig som den skal, men den lader os klogeligt komme op til overfladen og få ilt et par gange. Såsom ved de indlagte vibrerende strygere, mens Tom Hardys fly svæver mellem skyerne som en maskinel Superman. Dette er nærmest et drømmende åndehul midt i filmen - væk fra sumpen på landjorden. Et magisk Nolan-øjeblik.
I sin kerne mener jeg, "Dunkirk" er den perfekte antitese til den (især amerikanske) heltefortælling, som vi har fået tudet ørerne fulde med i mange år. Kan man være en kujon og stadig en helt? Uden at stave det for os fratager Nolan sin deserterende hovedperson fra at være en kujon. Og dette sker vel at mærke ikke ud fra en pacifistisk tankegang. Husk på, jo mere han forsøger at flygte fra tingene, jo mere bider det ham i røven. Derfor giver det også god mening at lade Tom Hardys pilot blive taget til fange til sidst. Denne superhelt af en kamppilot kunne ikke bare tage hjelmen af og klippes væk fra. Det havde været for perfekt. Igen - "Dunkirk" dyrker ikke helten, men den menneskelighed, der gør os til helte.
Jeg er egentlig ikke så interesseret i, om "Dunkirk" er et mesterværk eller ej. Det er en Christopher Nolan-film, og det er altid en begivenhed. Hver gang. Udover at have lavet en teknisk drøm af en film, har han i hvert fald - igen - suget mig ind i hans virkelighed på en måde, som kun de allerfærreste instruktører formår. Jeg ved ikke om, jeg slap helskindet fra "Dunkirk", men jeg overlevede, og jeg glæder mig til en tur mere.
07/08-2017
