the brood

Det er en suveræn grundidé, som David Cronenberg har skabt med The Brood, hvor en psykisk ustabil kvindes indre vrede og dæmoner manifesterer sig gennem en flok deforme, børnelignende uhyre, der handler på deres ´moders´ ubevidsthed. Cronenberg er lidt lang tid om at nå derhen, hvor idéen folder sig helt ud, men da der sker i filmens sidste del, så er The Brood mageløs og dybt ubehagelig horror, der sætter sig fast. Især Cronenbergs uafrystelige talent for kropslig deformitet og sammenblandet genetik er ganske imponerende i The Brood. Der er stadig ikke megen humanisme i Cronenbergs værk (dette element mindes jeg kun at have set i mandens også suverænt bedste film, Dead Ringers), men der er en klar nerve i filmens indhold, der måske har noget at gøre med, at Cronenberg lavede The Brood efter en hård skilsmisse (hvilket giver en interessant læsning af den psykisk syge kvinde og det genretrofaste, men stadig meningsfulde slutbillede). Oliver Reed stjæler scener alene med sin stemme som den eksperimenterende psykolog. Sammen med førnævnte film og Scanners, så The Brood klart det mest interessante og bedste, som jeg har set fra Cronenberg.