endnu en robot-runde

Ligesom en Springsteen-koncert ikke kan bedømmes ud fra andre musikers koncerter, men kun hans egne, så er det svært at bedømme en Transformers-film ud fra andet end sin franchise. Hvilket gør det lidt svært for mig med Michael Bays seneste og atter komplet unødvendige kapitel i den hovedrystende overlæssede og grænseløse serie. Transformers: The Last Knight er ikke nær så skudt af som film nummer to og fire, og den er ikke ligeså umiddelbart underholdende som Transformers og Transformers: Dark of the Moon. Den er for så vidt passable nok, men fortjener alligevel ikke helt de tre stjerner. Der er bestemt gode actionscener at finde i filmen (i al det mundpis, som Bay bliver ramt af, glemmer man altid at anerkende, hvor sublim en actioninstruktør han er), og den visuelle side er ikke overraskende upåklagelig. Klimaks formår endda at blive en smule gribende, men Transformers: The Last Knight trækkes, ligesom de andre film, langt ned ad en overkompliceret historie og lange strækninger af ekstrem kedsomhed. Midteakten i Transformers: The Last Knight er i særdeleshed drøvtyggende ligegyldig, og Bays vanvittige fortællertempo paralyserer nærmest ens filmhjerne. Og for disse solide kritikpunkter, kan jeg ikke strække mig til de tre stjerner, selvom Transformers: The Last Knight indenfor sin franchise fortjener disse.