En lidt vissen omgang

Amsterdam i det 17. århundrede. En ung kvinde er under pres for at føde en arving til sin mand, en succesfuld ældre forretningsmand - og samtidig falder hun for den portrætmaler, hendes mand har hyret. Da husets tjenestepige bliver gravid, lægger fruen og tjenestepigen en dristig plan.

"Tulip Fever" er baseret på en roman af Deborah Moggach og foregår, som titlen antyder, mens Holland oplevede én af historiens første store finansielle bobler. I løbet af få år eksploderede prisen på tulipanløg, fordi folk satsede på at få særligt eksklusive tulipaner ud af dem. Hvorefter tulipanfeberen stoppede brat, da bunden gik ud af markedet.

I "Tulip Fever" bliver den historiske baggrund til et aktivt plotelement, fordi flere centrale karakterer satser på tulipanmarkedet i håbet om at kunne ændre deres liv ved at score en stor gevinst. Men historien tager i høj grad udgangspunkt i kvinders vilkår, særligt via hovedpersonen, der er vokset op som forældreløs i et kloster, men altså har fået et liv i det bedre borgerskab via sit ægteskab. På den led er filmen - på flere planer - en fortælling om mennesker, der drømmer om at kunne bestemme over deres eget liv.

Desværre er historien om hovedpersonens frihedstrang så også bundet hårdt op på en kærlighedshistorie, der simpelt hen ikke virker troværdig. Den er i kategorien "to mennesker kaster ét blik på hinanden og er uimodståeligt tiltrukket" - men der mangler en basal gnist mellem dem. Måske kunne man teoretisere noget, om at maleren falder for kvinden som et objekt, for hendes udseende, men eventuelle hensigter i den retning bliver dræbt af, at Dane DeHaan ikke er særligt overbevisende i rollen. Man skal åbenbart synes, at hans lumske smil er dødcharmerende, men for mig virkede han som en fjollet patetisk figur (i begge betydninger af ordet). Og det flade samspil med DeHaan dræber også i høj grad Alicia Vikanders hovedrolle, der mest kører i én rille af indadvendt usikkerhed.

I det hele taget er jeg usikker på, hvad Moggach egentlig vil med sin historie, som hun selv har været med til at omsætte til film. Den har en interessant historisk setting, og man kan se tilløb til både en feministisk vinkel og social kritik, men samtidig er den et forsøg på stort melodrama om kærlighed og seksuel passion, som ikke helt fungerer. Og så er der tilmed også en religiøs understrømning, der giver en moralsk kritik af drømmerne og gamblerne, men omvendt hylder de mere nøjsomme. Resultatet er lidt noget rod.

Instruktør Justin Chadwick skal dog have ros for at have lavet en usædvanligt flot film. Billedsiden er tydeligt inspireret af, at "Tulip Fever" foregår på de hollandske guldaldermaleres tid, og der er gjort virkelig meget ud af kostumer og kulisser. Den velbesatte rolleliste byder også på flere gode præstationer, ikke mindst fra Christoph Waltz, der ikke bare spiller sin normale skurkerolle, men faktisk gør Vikanders mand til en nuanceret og interessant karakter. Tom Hollander er også fin som en stærkt tvivlsom læge, og Holliday Grainger er som tjenestepigen en god livsglad kontrast til Vikander.

"Tulip Fever" har altså gode elementer og flere ting, der fanger interessen undervejs - men for mig falder den i sidste ende på et for svagt manuskript. Det, der kunne have været en barskt moralsk fortælling, ender som et pænt, men temmelig tandløst periodedrama, der heller ikke tager sig selv helt alvorligt.