it´s beautiful

Jeg har svært ved at få armene ned over George Lucas’ Sidste Nat med Kliken, der må stå som en af filmhistoriens bedste, mest smittende og autentiskfølende ungdomsskildringer. Lucas og hans medmanuskriptforfattere hiver tydeligvis fra deres egne liv, hvilket gør karaktererne og historierne ægte, mens miljøskildringen er suverænt fascinerende. Og så gider armene ikke komme ned på grund af den følelse, som Sidste Nat på Kliken baserer selv på, der ikke er plotdrevet, men i stedet svæver rundt i miljøet og menneskerne heri. Ikke alle brænder lige stærkt igennem, men alle har værdi. Lucas viser ligeledes med Sidste Nat med Kliken, at han er en langt bedre og mere sanselig instruktør, end Star Wars-filmene antyder. Den evige musikside, der brager fra alle biler og steder i byen (der kulminerer i en fremragende scene, hvor en af hovedkaraktererne møder dj’en Wolfman), de enkeltstående, uforglemmelige momenter (Cindy Williams’ diskrete smerte under dansen med sin lettere usympatiske kæreste, den unge pige og bilhastige fyr, der mødes mentalt i et morsomt angreb mod en flok piger i en bil), samt en emotionel nerve og nødvendighed, der lægger sig over hele filmen. Sidste Nat med Kliken er en storslået triumf, der er meget tæt på topkarakter.