Nej. Bare nej.
2.0
[Disclaimer: Jeg holder meget af Linda og Valentin. Det sætter sit præg på denne anmeldelse.]
To agenter fra rumpolitiet bliver sendt ud for at beslaglægge et uvurderligt lille væsen, der er ved at blive solgt i en sortbørshandel. Kort efter at de vender tilbage fra missionen, bliver deres chef kidnappet midt under et topmøde på den gigantiske rumstation, hvor alle universets racer lever side om side - og sporene fører til en mystisk inficeret zone inde i midten af rumstationen.
"Valerian and the City of a Thousand Planets" er Luc Bessons filmatisering af den ikoniske franske tegneserie Valérian et Laureline, herhjemme kendt som Linda og Valentin. De to hovedpersoner er i serien agenter i det intergalaktiske rum- og tidspoliti, men Besson har valgt at skære tidsrejse-elementet fra, hvilket formentlig er et klogt valg - han virker i hvert fald til at have svært nok ved at styre fortællingen alligevel.
Filmens titel lægger sig tydeligt op ad det tegneseriealbum, som på dansk hedder "De tusinde planeters imperium", men sært nok er plottet faktisk hentet fra et helt andet album, nemlig "Skyggernes ambassadør", krydret med enkelte detaljer fra andre dele af Linda og Valentins eventyr.
Strukturen i plottet er overordnet set bevaret fra tegneserien, og tematisk er det stadig nemt at genkende noget med magtmisbrug og mødet mellem kulturer, men Besson drejer plottet til primært at blive en allegori over den historiske behandling af oprindelige kulturer. Hvilket betyder, at én af historiens drivkræfter bliver en gruppe fremmede væsener, der i betænkelig og irriterende grad minder om de blå rumhippier fra "Avatar".
Én ting er, at Besson på den måde forfladiger Pierre Christins oprindelige fortælling - der i mine øjne simpelt hen er mere begavet. Et større problem er det, at filmens historie bliver fortalt hakkende og usammenhængende. Man får fx aldrig en fornuftig forklaring på, hvorfor hovedpersonerne skal af sted på den mission i starten - ud over at den fremskaffer nogle plotelementer, som passer belejligt ind i det senere forløb. Og selv efter at det reelle plot er sat i gang, smider Besson hele sekvenser ind, som vist mest er der, fordi de refererer til noget fra tegneserien, han synes er sjovt. Ikke fordi de bidrager med noget væsentligt til historien.
På den måde bliver "Valerian and the City of a Thousand Planets" et rædsomt møde mellem nørdet fan service og banal-moralsk fortælling, tilsat nogle lettere tåkrummende indslag af eksotisme i skildringen af diverse rumvæsener. Plus et intermezzo med Rihanna som prostitueret rumgople og Ethan Hawke som hendes alfons. Fordi vi kan.
Og så er det værste måske endda filmudgaven af de to helte. Jeg kan måske godt, hvis jeg er i godt humør, acceptere Cara Delevingne som Laureline, selv om hun i mine øjne både mangler charme og timing i replikkerne i Delevingnes version. Men Dane DeHaan er simpelt hen en katastrofe som Valérian. Godt nok har karakteren alle dage været en parodi på en klassisk actionhelt, men DeHaan er bare bøvet og tåbelig i rollen, og hvem i alverden har bildt ham ind, at det selvfede grin skulle være charmerende? Oven i det vælger Besson tilmed at ramme hele fortællingen ind i en love story mellem de to hovedpersoner, som virker alt andet end troværdig.
Men hey, shingouzerne er da, som de skal være. Og gnavpotveksleren er da fin. Selv om den for hulen hedder en GNAVPOTveksler, fordi den er konstant muggen og ikke er en regnbuefarvet lille hyggetrold, som hjælper de søde rumindianere med at være i konstant pagt med kosmos. (og undskyld mig, men det er da kraftedeme også nemt at gå ind for simple living og et liv i pagt med kosmos, når man har en koloni af fucking gnavpotvekslere til at betale gildet - just sayin')
Jeg kunne såmænd godt finde mere at brokke mig over, men det fremgår vist, at jeg ikke synes om Bessons behandling af Pierre Christins historie og personer. Til gengæld må man sige, at Jean-Claude Mézières' visuelle stil kommer flot igennem i filmen. Mézières' vildt opfindsomme rumunivers er bl.a. kendt som en inspirationskilde til Star Wars' spraglede verden med masser af sære rumvæsener - og det bliver udført med den helt store malerpensel af farvestrålende kostumer, kulisser og computeranimationer her. Endda også med nogle fine visuelle ideer tilsat, som kun kan fungere på film, men passer godt ind i tegneserieuniverset. Visuelt er "Valerian and the City of a Thousand Planets" regulært imponerende.
Det her er den dyreste spillefilm, der nogensinde er lavet i Europa, og det kan man altså godt se på den flotte og opfindsomme billedside. Problemet er bare, at det visuelle er det eneste ved filmen, som virker.
To agenter fra rumpolitiet bliver sendt ud for at beslaglægge et uvurderligt lille væsen, der er ved at blive solgt i en sortbørshandel. Kort efter at de vender tilbage fra missionen, bliver deres chef kidnappet midt under et topmøde på den gigantiske rumstation, hvor alle universets racer lever side om side - og sporene fører til en mystisk inficeret zone inde i midten af rumstationen.
"Valerian and the City of a Thousand Planets" er Luc Bessons filmatisering af den ikoniske franske tegneserie Valérian et Laureline, herhjemme kendt som Linda og Valentin. De to hovedpersoner er i serien agenter i det intergalaktiske rum- og tidspoliti, men Besson har valgt at skære tidsrejse-elementet fra, hvilket formentlig er et klogt valg - han virker i hvert fald til at have svært nok ved at styre fortællingen alligevel.
Filmens titel lægger sig tydeligt op ad det tegneseriealbum, som på dansk hedder "De tusinde planeters imperium", men sært nok er plottet faktisk hentet fra et helt andet album, nemlig "Skyggernes ambassadør", krydret med enkelte detaljer fra andre dele af Linda og Valentins eventyr.
Strukturen i plottet er overordnet set bevaret fra tegneserien, og tematisk er det stadig nemt at genkende noget med magtmisbrug og mødet mellem kulturer, men Besson drejer plottet til primært at blive en allegori over den historiske behandling af oprindelige kulturer. Hvilket betyder, at én af historiens drivkræfter bliver en gruppe fremmede væsener, der i betænkelig og irriterende grad minder om de blå rumhippier fra "Avatar".
Én ting er, at Besson på den måde forfladiger Pierre Christins oprindelige fortælling - der i mine øjne simpelt hen er mere begavet. Et større problem er det, at filmens historie bliver fortalt hakkende og usammenhængende. Man får fx aldrig en fornuftig forklaring på, hvorfor hovedpersonerne skal af sted på den mission i starten - ud over at den fremskaffer nogle plotelementer, som passer belejligt ind i det senere forløb. Og selv efter at det reelle plot er sat i gang, smider Besson hele sekvenser ind, som vist mest er der, fordi de refererer til noget fra tegneserien, han synes er sjovt. Ikke fordi de bidrager med noget væsentligt til historien.
På den måde bliver "Valerian and the City of a Thousand Planets" et rædsomt møde mellem nørdet fan service og banal-moralsk fortælling, tilsat nogle lettere tåkrummende indslag af eksotisme i skildringen af diverse rumvæsener. Plus et intermezzo med Rihanna som prostitueret rumgople og Ethan Hawke som hendes alfons. Fordi vi kan.
Og så er det værste måske endda filmudgaven af de to helte. Jeg kan måske godt, hvis jeg er i godt humør, acceptere Cara Delevingne som Laureline, selv om hun i mine øjne både mangler charme og timing i replikkerne i Delevingnes version. Men Dane DeHaan er simpelt hen en katastrofe som Valérian. Godt nok har karakteren alle dage været en parodi på en klassisk actionhelt, men DeHaan er bare bøvet og tåbelig i rollen, og hvem i alverden har bildt ham ind, at det selvfede grin skulle være charmerende? Oven i det vælger Besson tilmed at ramme hele fortællingen ind i en love story mellem de to hovedpersoner, som virker alt andet end troværdig.
Men hey, shingouzerne er da, som de skal være. Og gnavpotveksleren er da fin. Selv om den for hulen hedder en GNAVPOTveksler, fordi den er konstant muggen og ikke er en regnbuefarvet lille hyggetrold, som hjælper de søde rumindianere med at være i konstant pagt med kosmos. (og undskyld mig, men det er da kraftedeme også nemt at gå ind for simple living og et liv i pagt med kosmos, når man har en koloni af fucking gnavpotvekslere til at betale gildet - just sayin')
Jeg kunne såmænd godt finde mere at brokke mig over, men det fremgår vist, at jeg ikke synes om Bessons behandling af Pierre Christins historie og personer. Til gengæld må man sige, at Jean-Claude Mézières' visuelle stil kommer flot igennem i filmen. Mézières' vildt opfindsomme rumunivers er bl.a. kendt som en inspirationskilde til Star Wars' spraglede verden med masser af sære rumvæsener - og det bliver udført med den helt store malerpensel af farvestrålende kostumer, kulisser og computeranimationer her. Endda også med nogle fine visuelle ideer tilsat, som kun kan fungere på film, men passer godt ind i tegneserieuniverset. Visuelt er "Valerian and the City of a Thousand Planets" regulært imponerende.
Det her er den dyreste spillefilm, der nogensinde er lavet i Europa, og det kan man altså godt se på den flotte og opfindsomme billedside. Problemet er bare, at det visuelle er det eneste ved filmen, som virker.
04/09-2017
