Vil hun bare se os svede?
3.0
At ”Detroit” to uger efter sin danske premiere kun var at finde i fem biografer landet over var svært ikke at tolke som et benhårdt offer i disse streaming-dominerede tider. Svaret på biografernes kolde skulder kunne dog også være et andet, nemlig at Oscar-vinderen Kathryn Bigelows ellers rigeligt hypede racethriller er mindre god end sit rygte.
Bigelows kæphest har alle dage været intensitet. I ”The Hurt Locker” kom den krybende som en sveddråbe langs tindingen i takt med at en cirkulær, til tider trættende, men ultimativt fuldbyrdende struktur bragte os helt ind i hovedet på en bombemand. I ”Zero Dark Thirty” var perspektivet større, tonen mere distanceret og temperaturen generelt koldere, men intensiteten bestod. Vi var vidne til noget stort. Hvis ikke filmisk, så i hvert fald historisk. Verdens største menneskejagt i grynede, gyngende billeder satte noget nær perfekt ny verdenshistorie på en filmisk flaske.
I ”Detroit” er 60’ernes racestridigheder i USA Bigelows bagtæppe for at skabe intensitet. Desværre synes den satte scene også at lokke instruktøren ud i en disciplin, hun ikke mestrer, nemlig at varetage materialets følelsesfulde rødder såvel som sine egne intensitetsdyrkende interesser.
Det bliver en ofte ret klodset brydekamp mellem det brutale og det sårbare, det detaljerede og det overordnede, hvor de mange afroamerikanske råb mod hvide politibøller langt hen ad vejen bliver redundant på samme måde som en koldblodig likvidering i en film om Anden Verdenskrig.
Måske fordi Bigelow virkelig prøver, og fordi indsatsen trykker så hårdt på værket, løfter ”Detroit” sig aldrig over et par glimrende – og et par få fremragende – enkeltscener. Det konstant søgende kamera vil virkelig gerne vride det filmede materiale som en våd klarklud, der skal levere knastøre klask i synet på publikum. Ofte er problemet bare, at intensiteten ganske enkelt ikke er at finde i det filmede materiale, hvorfor snørklede framings, hurtige zooms og fem-seks vinkler af den samme handling snarere end at puste til emnets gløder synes at drukne dem i tyktflydende filmvand.
Den ”dokumentaristiske” form ender næsten lige så flad, uinspireret og (paradoksalt nok) kunstig som Greengrass’ forbier ”Captain Phillips”, hvor jagten på et filmisk sus osede af at være netop det. I en kort afhøringsscene med en ellers ærgerligt fraværende John Boyega skabes et filmmagisk moment, men ellers er det svært at se det hjerte, der måske – måske ikke – banker inde bag ”Detroit”.
Bigelows kæphest har alle dage været intensitet. I ”The Hurt Locker” kom den krybende som en sveddråbe langs tindingen i takt med at en cirkulær, til tider trættende, men ultimativt fuldbyrdende struktur bragte os helt ind i hovedet på en bombemand. I ”Zero Dark Thirty” var perspektivet større, tonen mere distanceret og temperaturen generelt koldere, men intensiteten bestod. Vi var vidne til noget stort. Hvis ikke filmisk, så i hvert fald historisk. Verdens største menneskejagt i grynede, gyngende billeder satte noget nær perfekt ny verdenshistorie på en filmisk flaske.
I ”Detroit” er 60’ernes racestridigheder i USA Bigelows bagtæppe for at skabe intensitet. Desværre synes den satte scene også at lokke instruktøren ud i en disciplin, hun ikke mestrer, nemlig at varetage materialets følelsesfulde rødder såvel som sine egne intensitetsdyrkende interesser.
Det bliver en ofte ret klodset brydekamp mellem det brutale og det sårbare, det detaljerede og det overordnede, hvor de mange afroamerikanske råb mod hvide politibøller langt hen ad vejen bliver redundant på samme måde som en koldblodig likvidering i en film om Anden Verdenskrig.
Måske fordi Bigelow virkelig prøver, og fordi indsatsen trykker så hårdt på værket, løfter ”Detroit” sig aldrig over et par glimrende – og et par få fremragende – enkeltscener. Det konstant søgende kamera vil virkelig gerne vride det filmede materiale som en våd klarklud, der skal levere knastøre klask i synet på publikum. Ofte er problemet bare, at intensiteten ganske enkelt ikke er at finde i det filmede materiale, hvorfor snørklede framings, hurtige zooms og fem-seks vinkler af den samme handling snarere end at puste til emnets gløder synes at drukne dem i tyktflydende filmvand.
Den ”dokumentaristiske” form ender næsten lige så flad, uinspireret og (paradoksalt nok) kunstig som Greengrass’ forbier ”Captain Phillips”, hvor jagten på et filmisk sus osede af at være netop det. I en kort afhøringsscene med en ellers ærgerligt fraværende John Boyega skabes et filmmagisk moment, men ellers er det svært at se det hjerte, der måske – måske ikke – banker inde bag ”Detroit”.
08/09-2017
