Baby's Got Rhytm
5.0
En ung fyr med et helt usædvanligt talent for at køre bil arbejder som flugtchauffør for bagmanden bag en serie dristige røverier. Men da han møder en sød servitrice på den lokale diner, bliver han endnu mere opsat på at komme væk fra det kriminelle liv.
Plottet i "Baby Driver" følger én af de velkendte filmskabeloner. En ung mand med hjertet på det rette sted er kommet på gale veje, da han møder en frelsende engel - men at gøre sig fri af den dårlige indflydelse viser sig at være have omkostninger. Det minder fx ganske meget om Nicolas Winding Refns mesterlige "Drive". Men forfatter-instruktør Edgar Wright gør alligevel sin historie til noget særligt ved at skære den helt ind til de rendyrkede klicheer og så servere det hele utroligt stilfuldt.
"Baby Driver" er først og fremmest guf for enhver filmelsker, fordi den teknisk er overlegent skruet sammen med et filmsprog, der rækker ud over det normale for actionfilm. Actionscenerne står nemlig centralt igennem hele filmen, og Wright afvikler dem som smukke koreografier, der ned til sidste beat følger filmens musik. Det er en virkelig original brug af musik og klipning, som Wright tilmed fremhæver selvbevidst ved at give hovedpersonen det stærkt idiosynkratiske træk, at han stort set altid har et par høretelefoner i ørerne - og iscenesætter sin imponerende kørsel til sit eget soundtrack.
Jeg tror ikke, jeg nogensinde før har set musikken blive brugt så elegant og konsekvent i en film af denne type, og det bliver yderligere understreget af, at helten primært kører til ældre soul og r&b, der skaber en tydelig stilmæssig kontrast til den rock og hiphop, som ellers er normen i moderne actionfilm.
På den måde er "Baby Driver" et teknisk mesterstykke - en flot gnidningsløs fusion af billeder og musik, med et imponerende klippearbejde bagved. Og Wright fører os altså igennem en genkendelig, men medrivende fortælling, som dygtigt skifter tempo undervejs, og som også indeholder velplacerede twists, der gør det svært at forudse, præcis hvad der kommer til at ske. Selv om det som nævnt er nemt at genkende den overordnede skabelon.
I hovedrollen er Ansel Elgort nærmest overmenneskelig cool, mens han vrider bilerne rundt i vilde stunts, og det fungerer - i mine øjne har Elgort været ret svingende i sine tidligere film, men her fungerer hans tilbagelænede stil. Og som hans drømmepige er Lily James præcis så knuselskelig, som hun er nødt til at være for at få en så massiv kliché til at virke. Kontrasten er selvsagt stor til filmens gangstere, hvor Kevin Spacey er dejligt kynisk som bagmanden, mens Jamie Foxx og Jon Hamm også er gode i roller, der helt bevidst er castet imod deres normale typer. Foxx som galopperende psykopat og Hamm som korrumperet pæn dreng, der også får fint modspil fra Eika González som hans smågale kæreste.
"Baby Driver" er for mig klart Edgar Wrights hidtil bedste film. Strålende, velproduceret underholdning, der tør mere end 99% af de actionfilm, der kommer ud af Hollywood, og som understreger, at det ikke er mængden af effekter og eksplosioner, der afgør, om man kan lave en fed bilfilm.
Plottet i "Baby Driver" følger én af de velkendte filmskabeloner. En ung mand med hjertet på det rette sted er kommet på gale veje, da han møder en frelsende engel - men at gøre sig fri af den dårlige indflydelse viser sig at være have omkostninger. Det minder fx ganske meget om Nicolas Winding Refns mesterlige "Drive". Men forfatter-instruktør Edgar Wright gør alligevel sin historie til noget særligt ved at skære den helt ind til de rendyrkede klicheer og så servere det hele utroligt stilfuldt.
"Baby Driver" er først og fremmest guf for enhver filmelsker, fordi den teknisk er overlegent skruet sammen med et filmsprog, der rækker ud over det normale for actionfilm. Actionscenerne står nemlig centralt igennem hele filmen, og Wright afvikler dem som smukke koreografier, der ned til sidste beat følger filmens musik. Det er en virkelig original brug af musik og klipning, som Wright tilmed fremhæver selvbevidst ved at give hovedpersonen det stærkt idiosynkratiske træk, at han stort set altid har et par høretelefoner i ørerne - og iscenesætter sin imponerende kørsel til sit eget soundtrack.
Jeg tror ikke, jeg nogensinde før har set musikken blive brugt så elegant og konsekvent i en film af denne type, og det bliver yderligere understreget af, at helten primært kører til ældre soul og r&b, der skaber en tydelig stilmæssig kontrast til den rock og hiphop, som ellers er normen i moderne actionfilm.
På den måde er "Baby Driver" et teknisk mesterstykke - en flot gnidningsløs fusion af billeder og musik, med et imponerende klippearbejde bagved. Og Wright fører os altså igennem en genkendelig, men medrivende fortælling, som dygtigt skifter tempo undervejs, og som også indeholder velplacerede twists, der gør det svært at forudse, præcis hvad der kommer til at ske. Selv om det som nævnt er nemt at genkende den overordnede skabelon.
I hovedrollen er Ansel Elgort nærmest overmenneskelig cool, mens han vrider bilerne rundt i vilde stunts, og det fungerer - i mine øjne har Elgort været ret svingende i sine tidligere film, men her fungerer hans tilbagelænede stil. Og som hans drømmepige er Lily James præcis så knuselskelig, som hun er nødt til at være for at få en så massiv kliché til at virke. Kontrasten er selvsagt stor til filmens gangstere, hvor Kevin Spacey er dejligt kynisk som bagmanden, mens Jamie Foxx og Jon Hamm også er gode i roller, der helt bevidst er castet imod deres normale typer. Foxx som galopperende psykopat og Hamm som korrumperet pæn dreng, der også får fint modspil fra Eika González som hans smågale kæreste.
"Baby Driver" er for mig klart Edgar Wrights hidtil bedste film. Strålende, velproduceret underholdning, der tør mere end 99% af de actionfilm, der kommer ud af Hollywood, og som understreger, at det ikke er mængden af effekter og eksplosioner, der afgør, om man kan lave en fed bilfilm.
11/09-2017
